Debat

Hvad kan vi lære af Loyal to Familia?

KLUMME: Banden ”Loyal to Familia” er i bund og grund et civilsamfundsprojekt – og det kan vi lære af, skriver Camilla Schwalbe.

LTF er klare i mælet: De vil være Danmarks største organiserede bande, skriver Camilla Schwalbe. 
LTF er klare i mælet: De vil være Danmarks største organiserede bande, skriver Camilla Schwalbe. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau
Camilla Schwalbe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Helikopteren svæver over byen. Lyden er, der hvor jeg bor, i Vanløse, altopslugende. Der har været kugleregn op til flere gange. Politiet patruljerer talstærkt i døgndrift i Københavns Nordvestkvarter og på Nørrebro. Medierne, politikerne og vi, befolkningen, følger minutiøst udviklingen. Kollektiv neglebidning.

Der er gået overbudspolitik og hardliner-retorik i den. Alle vil ”Loyal to Familia” (LTF) til livs. Pernille Vermund har dømt Nørrebro tabt, Mette Frederiksen og Frank Jensen vil tage gaderne tilbage med en hård hånd, og Søren Pape Poulsen vil med lovens lange arm forbyde banden at eksistere. Og civilbefolkningen demonstrerer – forståeligt nok – med fakler, ladcykler med børn og fredssange for at signalere sammenhold og modstand. Der er mange om buddet, nogen med mere virkningsfulde og realistiske løsninger end andre.

Helt grundlæggende, så giver det anledning til bekymring, når ordensmagten ikke kan få bugt med bandemiljøet, der dag for dag vokser sig større og udvider rekrutteringsgrundlaget med børn. De har styr på fødekæden.

Og LTF er klar i mælet: De vil være Danmarks største organiserede bande. En målsætning, som realistisk set hurtigt kan indfries, hvis de fastholder deres organiseringsstrategi.

De skaber et fællesskab, hvor man føler, at man har en berettigelse og en rolle at spille sammen med andre ligesindede.

Camilla Schwalbe
Klummeskribent

Familien samler folk
For nogen virker det måske paradoksalt, at LTF's tilgang både er rationel og effektiv. Men, hvis man for et øjeblik ser bort fra det kriminelle aspekt og kigger bag de hætteklædte medlemmer af banden, som vi ser i medierne, så er LTF en civilsamfundsaktør, der formår at samle folk.

På mange måder gør de det samme som den lokale fodboldklub, den politiske ungdomsorganisation eller spejderne. De skaber et fællesskab, hvor man føler, at man har en berettigelse og en rolle at spille sammen med andre ligesindede. Et sted, hvor man føler sig hjemme og ”god nok” og kan gøre en forskel i sit og fællesskabets billede.

Når man hører tidligere bandemedlemmer eller rockere fortælle om, hvorfor det var så svært at komme tilbage på tilværelsens lovlige spor, så refererer de ofte til fællesskabet. De kalder det deres ”familie”.

LTF samler de personer op, som enten har følt sig utilpasse og ukurante i det almindelige civilsamfund og inviterer dem ind i ”familien”. De lover dem gensidig loyalitet.

Kan civilsamfundet blive familien?
Fællesnævneren for mange af dem, som hellere vil engagere sig i bandemiljøet, er, at de har sociale udfordringer. Deres opvækst har været præget af trange kår og svigt. De er trætte af at opleve uretfærdighed og stigmatisering og er først og fremmest vrede på det øvrige samfund. Sågar indebrændte. Men under den vrede overflade gemmer der sig noget mere. Ønsket om at være en del af noget og bidrage til noget.

Spørgsmålet, der trænger sig på er: Kan civilsamfundet gøre mere for at inkludere flere og anvise en attraktiv, sund og lovlydig retning gennem livet? Kan civilsamfundet være den ”familie”, der efterspørges?

Vores nuværende civilsamfundssvar er fattige i den sammenhæng. Vi må slippe det karikerede billede af, at der skal en boksepude flankeret af en tidligere kriminel som træner eller en utunet knallert i et råt værksted til at få unge, der lever på kanten af loven, til at vælge de sunde og lovlige fællesskaber til.

Civilsamfundet har en bunden opgave her. Vi må ikke blive for snævre i vores kulturelle forståelse, sådan at nogen står udenfor. Vi må anstrenge os for, at vores civilsamfund kan rumme dem, som ikke reagerer, første gang fløjten lyder, dem, hvor temperamentet i fodboldkampens hede koger over og ikke udstille dem, som ikke har råd til nye sko og kommer uden mor og far til kamp. Vi må åbne dørene og give plads til en forskellighed. Vi må udvide familien.

 

Camilla Schwalbe er rådgiver og partner i Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau, Sivil. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00