Kirkens Korshær: Det offentlige må ikke se ngo'en som en serviceyder

Af Helle Christiansen
Chef, Kirkens Korshær

Altinget: civilsamfund har sat et vigtigt emne til debat – kan man som ngo modtage offentlig støtte og samtidig bevare sin rolle som kritisk vagthund?

Mit svar er ja, og det vil jeg begrunde i nedenstående sproglige og historiske betragtninger.

Betegnelsen ngo er gledet ind i sproget som så mange andre angloficeringer. I dansk sammenhæng har de fleste organisationer, som arbejder inden for socialt arbejde, nationalt eller internationalt – det, som nu samles under betegnelsen ngo – en historie, som er knyttet til folkelige og kirkelige bevægelser opstået i 18-1900-tallet.

Her kan samarbejde med det offentlige gå galt – hvis den offentlige part blot betragter organisationen som en serviceyder, der skal holde mund og levere en vare.

Helle Christiansen
Chef for Kirkens Korshær

Frem for at være defineret negativt ved det, man ikke er – non govermental organization – er de sociale organisationer defineret positivt ved det, vi er: organisationer med et defineret formål til støtte for mennesker.

Det myndige menneske
Bevægelserne i Danmark, hvor enkeltpersoner eller grupper gik sammen om at løse en social opgave og ændre tidens holdninger til fattige og udsatte mennesker, har historisk hentet deres energi i myndiggørelsen.

Myndiggørelse betød, at man betragtede sig selv og andre som mennesker, der kunne bidrage og tage ansvar. Man var ikke længere kvaj (kvæg), men oprejste og opklarede mennesker med "lige værdighed i borg og hytte" (Grundtvig).

De folkelige og kirkelige bevægelser løftede det almindelige menneske ud af uvidenhed og magtesløshed. Højskolerne oplyste mennesker om liv og politik, andelsbevægelsen gav erfaringer af, hvor meget man kan gøre i fællesskab, arbejderbevægelsen kæmpede for rettigheder til et ordentligt arbejdsliv.

Alt dette myndiggjorde store dele af den danske befolkning. En enorm energi og gå-på-mod blev frisat, institutioner og foreninger dannet, og der skete en demokratisering af samfundet, så eliten modstræbende afgav sine privilegier.

Den nødvendige protest
Frivilligtbaserede organisationer bidrager fortsat til myndiggørelse og en styrkelse af det inddragende demokratiske fællesskab, hvor mennesker er "i samfund", det vil sige fællesskab, hvilket er noget andet end at være stat eller nation. I myndiggørelse ligger også retten og pligten til at protestere på de menneskers vegne, som vi møder i fattigdom, sygdom, hjemløshed eller anden udsathed.

Fast forankret i deres formål og i et folkeligt fællesskab kan organisationer og foreninger samarbejde med alle, som vil bidrage til det formål, organisationen har, og derved styrke vores fælles samfund.

Et samarbejde mellem to lige værdige parter
Hvis man ikke har historisk og samfundsmæssig forståelse af den myndiggørelse, som er årsag til og begrundelse for ngo-sporet i dansk historie og samfund, kan man komme til at nedskrive organisationerne til "godhedsindustri" - virksomheder, der har en vare, som man kan købe til bedste, det vil sige laveste, pris, med ansatte, som har godhed som levevej.

Her kan samarbejde med det offentlige gå galt – hvis den offentlige part blot betragter organisationen som en serviceyder, der skal holde mund og levere en vare.

Til den anden side kan organisationen svækkes indefra, hvis den mister sit folkelige fundament og sin egen identitet. Den folkelige og i mange tilfælde kirkelige bevægelse, som er udgangspunktet for organisationens arbejde, skal holdes levende, og det er en del af organisationsledelsens opgave at give gode rammer for det.

Når frivillige medarbejdere og støtter i stort tal slutter op om opgaven og inddrages i beslutningerne i demokratiske organisationer, har organisationen sin egen, værdibaserede identitet intakt og kan sige ja eller nej til samarbejde ud fra de vilkår, samarbejdet byder.

I et ordentligt og ligeværdigt samspil kan det offentlige og frivillige organisationer udføre et værdifuldt arbejde til gavn for mennesker, der har behov for hjælp.