Klumme: Alternativets tre bundlinjer er ikke bare spil for hippiegalleriet

Det er altid nemt at skyde budbringeren ned, hvis man enten ikke ved bedre, eller vedkommende på forhånd har dømt modtageren ude! Det så vi med al tydelighed for nyligt, da Berlingske i en leder kaldte Alternativets nye politiske linje – de tre bundlinjer - for det rene nonsens og hokus pokus. Som der blandt andet stod:

”…man skal være kaospilot for at fatte dem. Ja, der har man opfundet noget, der hedder De Tre Bundlinjer” og ” … tankegangen, som ligger bag, er ikke hverken uskyldig eller naiv, den er dybt skadelig og med en rækkevidde, der er revolutionær i meget negativ forstand”.

Ofte er Uffe Elbæks parti blevet beskyldt for at leve på en anden planet, og det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men i dette tilfælde kunne man med rette spørge, hvilken planet Berlingskes lederskribent lever på? The triple bottom line er hverken blevet opfundet på et studenterværelse, på gøglerskolen AFUK eller i en hippierundkreds på Borgen.

Bundlinjer er benhård business
Begrebet ”de tre bundlinjer” er såmænd 23 år gammelt og blev for første gang beskrevet af John Elkington og uddybet i hans gennembrud tre år efter med bestselleren ’Cannibals with Forks’. I dag opererer både organisationer, virksomheder og sågar lande med det. Så det er nok lidt kålhøgent at skrive, at det er noget, som Alternativet lige fandt på i et trip i en politisk tipi.

På de hjemlige breddegrader skrev redaktør for K-Forum - og i øvrigt Berlingske-blogger - Timme Bisgaard Munk i starten af 00'erne om de tre former for regnskaber med de økonomiske, de bæredygtige og sociale poster på bundlinjen. Her refererede han meget passende til monetarismens fader, Milton Friedmans, klassiske udsagn: ”the Business of Business is Business”. De tre bundlinjer er nemlig benhård business og ikke et kommunikations-show-off til omverdenen – men en økonomisk kalkule: At det faktisk kan betale sig at investere i mennesker, sociale løsninger og vedvarende og bæredygtige initiativer.

For i takt med, at der er langt større fokus på virksomhedernes sociale ansvar, er virksomhederne i stadig større omfang blevet beskyldt for ikke at tage hånd om samfundet. I dag er det ikke længere tilstrækkeligt for virksomheder at generere økonomisk overskud og være omkostningseffektive.

Tænk, hvis vi målte vores BNP på andet end økonomien? I Bhutan måler de deres BNP i lykke.

Jon Kiellberg
Direktør, Re-Mind

Action speaks louder than CSR-words
Sandheden er, at det at tage et bæredygtigt og socialt ansvar er blevet et konkurrenceparameter. Mange virksomheder har set skriften på væggen såsom Mærsk, Novo Nordisk, Tesla og Carlsberg: Sociale og bæredygtige bundlinjer er ikke et do-gooder eller et ædelt og smart CSR-tillæg til det økonomiske regnskab. Det er derimod en forudsætning for vækst for virksomheden.

Man kan med rette stille sig det spørgsmål, om de større globale virksomheder overhovedet kan overleve på lang sigt, hvis de ikke har indtænkt et bæredygtigt og socialt ansvar i alle led af virksomheden og i alle forsyningskæder – blandt underleverandører, investorer, forbrugerne og ikke mindst: Medarbejderne. Et isoleret fokus på økonomisk overskud og profitmaksimering fra virksomhedernes side - kombineret med tvivlsomme CSR-projekter for at pudse profilen af - er efterhånden en saga blot. Ingen virksomhed - uanset størrelse - er længere en isoleret ø i det åbne hav.

Det sociale BNP
Apropos ø har Australien, som det første land i verden, indskrevet en social bundlinje for virksomhederne i deres lovgivning. Her burde den danske regering tage samme skridt for at imødekomme de store sociale, miljømæssige og klimamæssige udfordringer, som vi står over for. Mange virksomheder er i gang med den transformation, hvor værdiskabelse i samfundet bliver en integreret del af forretningsstrategien og virksomhedens kernefortælling. Den udvikling bør regeringen bakke op om og ikke kun i form af smukke skåltaler i forbindelse med de 17 verdensmål.

For tænk, hvis vi så rent faktisk målte vores BNP på andet end økonomien? Et socialt barometer? I Bhutan måler de deres BNP i lykke, i Danmark gør vi det ud fra økonomi. Det er også fint, men tænk hvis vi havde et socialt eller bæredygtigt BNP-parameter. Eller tænk, hvis CEO's i de største C20-virksomheder fik bonus for, ikke kun at kunne vise sorte flotte tal på den økonomiske bundlinje, men i lige så høj grad blev målt på, hvordan de skabte nye velfærdsløsninger og miljømæssige hensyn i samarbejde med fonde, organisationer og kommuner.

Så kære Berlingske: Nej, økonomisk vækst er ikke alene en forudsætning for øget velfærd og velstand. De tre bundlinjer er et stigende økonomisk konkurrenceparameter og en forretningsmulighed. At virksomheder både investerer og opbygger deres forretning ud fra bæredygtige og sociale bundlinjer. Det er ikke hokus pokus halal-hippieland. Det er virkeligheden anno 2017.

------

Jon Kiellberg er rådgiver og direktør i Re-Mind, som er et specialiseret kommunikationsbureau, der arbejder med organisationers sociale, bæredygtige og økonomiske bundlinjer.