Klumme: Da mine forestillinger ramte den afrikanske virkelighed

KLUMME: Strømmen af daglige indtryk i Tanzania er sværere at putte i tematiske kasser. De stikker i alle mulige retninger. Og de enorme kontraster mellem den københavnske og tanzanianske hverdag aktiverer for alvor den indre lommefilosof, skriver Ninna Rønberg.

Der går ikke en dag, uden jeg enten overraskes, undres eller underholdes. Jeg har slået årsagen fast. Det er de enorme kontraster mellem hverdagen i det myldrende og velfungerende København og hverdagen i den sløve, støvede og landlige landsby i Tanzania, der giver mig garanti for daglige oplevelser. Store som små.

Mine tidligere postkort har handlet om større temaer som teknologiens værdi og uddannelsessystemets betydning og tilstand, men det her bliver anderledes, fordi I skal have en smagsprøve. En smagsprøve på hvordan ens øverste etage aktiveres i et hav af lommefilosofiske refleksioner, når københavner-boblen sprænges og udskiftes med mere langsomme, uforudsigelige og pudsige omgivelser.

Begrænset forestillingsevne
Når jeg tænker tilbage, til før jeg rejste, så brugte jeg, som altid, meget energi på at forestille mig, hvad jeg egentlig skulle opleve. Men min obligatoriske forestillingsøvelse har ramt ved siden af. Evnen til at forestille er simpelthen begrænset af min virkelighed i Danmark, og derfor havde jeg heller ikke forestillet mig lerhytter, et par dages vandmangel og udelukkende sandveje med én asfalteret hovedvej som tilbehør.

I forhold til skolen havde jeg forestillet mig, at vi skulle tage børnene med på udflugt, men det viste sig at være helt malplaceret. Hvor skulle vi tage hen? Der var ikke en legeplads, park eller svømmehal i nærheden. På landet havde jeg også forestillet mig stille nætter, men nej. Naboens kalkun, familiens gøende hunde og landsbyens haner, der i en kanon synger morgenen ind fra klokken 4.30 og frem, laver mere nattelarm end Nørrebrogade.

Landsby-tidsfordriv
Det tætteste, jeg er kommet på en plan i Tanzania, er de relative brede tidsintervaller, hvori frokosten og aftensmaden bliver serveret, og hvornår vi får fri fra skolelærer-tjansen – præcis klokken 12.00. Resten er op til os. Værsgo at fylde tiden ud. Det er i hvert fald det, jeg straks tænker. Tiden må, bør og skal da fyldes ud. Jeg er nok en anelse miljøskadet af det travle københavner-liv med universitetet, cafebesøg, byture, kulturarrangementer, oplæg, motion og nyhedslæsning. Tanken gør mig helt forpustet.

Her bliver jeg ikke forpustet. Sikke en befrielse. Landsbybeboerne fylder dog også tiden ud, det er bare den tanzanianske fortolkning heraf. Alt går langsommere og tidspunkter flyder sammen. Det er endnu ikke lykkedes os at komme til tiden i skolen, men vi kommer dryssende mellem klokken 8 og 9.

Går man en tur op til landsbyens samlingspunkt, arkaden, giver det et indtryk af de simple forretningsmodeller, som her udfylder dagligdagen. I hårsalonen flokkes kvinder til hårfletning, hårvask og timevis af snak. Drikkevarebutikken med alle afskygninger af Coca-Colas varianter beskæftiger et par unge fyre, som sidder dovne i plastikstolene.

Landsbyens samlingspunkt, Arkaden. (Foto: Privatfoto)

Kvinder og mænd holder gang i de fire ens indkøbsboder med grøntsager, mel, bønner og ris. Selvfølgelig mens der bruges ligeså lang tid på at snakke med de omkringhængende personer. Lyden af mennesker giver et indtryk af beskæftigelse, men alligevel har jeg en følelse af, at alt kan vente en time, til i morgen eller til næste uge.

Affaldssortering
Med adgang til wi-fi har jeg mindre hyppigt, men alligevel, tjekket e-mails. Heldigvis, fordi ellers havde jeg misset beskeden fra Københavns Kommune om, at jeg får mulighed for at sortere bioaffald. Der er udsigter til et nyt københavnsk affaldssorteringssystem. Fedt. Men lige nu er begge mine ben placeret midt på familiens Kurugus grund, hvor affaldssortering er en by i Rusland skiftet ud med et stort hul i baghaven. Det er tydeligt, at dagsordenerne er forskellige.

Forståeligt idet Danmark og Tanzania er mange udviklingsår fra hinanden. I Danmark er affaldsforbrændingen underlagt skrappe miljøregler, så den foregår på et bæredygtigt grundlag og med så lille en belastning af miljøet, men i nærheden af Dar Es-Salaam, så jeg affaldsafbrænding klos op ad hovedvejen.

Hvad kan det koste?
Mzungu, europæeren, er vejen til den gyldne fremtid, sådan skrev jeg i mit første postkort efter at have læst Jakob Ejersbos triologi. Det var min fordom om tanzaniernes syn på mig, på os fra Europa. Spækkede pengepunge. Min pung er ikke overfyldt, og der er heller ikke nok til en gylden fremtid, men her i Tanzania er mine penge mere værd.

Hurtigt har jeg vænnet mig til den tanzanianske shillings værdi og synes, at et indkøb har været dyrt, hvis ikke jeg kan købe avokadoer, tomater, sæbe og sukker for 10.000 TZ (cirka 30 kroner). Samtidig har jeg rygsækken pakket med MacBook, iPhone og spejlrefleks. Kan jeg lige være her?

En dag i skolen sidder jeg og flasher min iPhone 6S. Teddy, 28 og hjælpelærerinde, spørger mig, hvad den koster. Pludselig rammes jeg af deres virkelighed og med flovhed i stemmen stikker jeg en hvidløgn: 2500 kroner altså godt 9 millioner TZ. Teddy bliver ligeså chokkeret, som jeg selv, da valutaen omregnes. Hun må vente med at købe en iPhone, til hendes datter på 6 år har været i skole, der er ikke råd til begge dele. Hun fortæller også, at for samme beløb kan man i landsbyen købe en byggegrund og næsten sætte et hus på. Det giver lidt perspektiv.

Der er heller ikke råd til en ovn hos Kurugu, så de laver mad med trangia-sæt og kul. En ovn koster cirka 1.400 kroner. En gennemspoling i hukommelsen og jeg finder hurtigt et tidspunkt, hvor jeg brugte samme beløb. Sådan har der været flere episode, hvor jeg er blevet chokkeret over, hvad der er mange penge for dem, men for mig et overskueligt beløb.

Kvinde, madlavning og børn
Mamma Mary (Obedy Kurugus kone), 33, gift, to børn på 6 og 3, ingen uddannelse, hjemmegående. Ninna Rønberg, 26, ugift, ingen børn, studerende og i beskæftigelse. I hjemmet er kønsrollerne klart fordelt. Mamma Mary laver mad, gør børnene klar til skole, vasker tøj og passer huset. Obedy forsørger familien. Selvom der er en aldersforskel mellem Mamma Mary og jeg, er forskellene mellem vores hverdage så store, at jeg ikke tror på, at jeg om 7 år lever hendes liv.

Med forestillingen om at være i Mamma Marys sted kan jeg ikke lade være med at tænke – hvad nu? Hvad skal du lave resten af livet? Mad? Jeg har forsøgt at spørge Obedy, idet hendes engelsk er meget begrænset, om hun tidligere har arbejdet. Der har hun ikke. Det har været på tegnebrættet, men planen om et sekretærjob blev droppet, da han kom ind i billedet. Som han udlægger det, var det et fælles og kulturelt betinget valg.

Mamma Mary er ikke en svag kvinde. Tværtimod. Kvinderne her i landsbyen har så meget råstyrke, at mine spaghettiarme og min elektronik-vante krop kommer til kort. De transporterer alverdens ting på deres hoveder, bærer deres børn på akrobatiske måder, og de laver mad fra bunden uden ovn og andre køkkenremedier. Men jeg tænker meget over, om de trives, om det er det, de vil. De virker umiddelbart glade, og det er uden tvivl mine egne ambitioner om karriere og liv, som præger mine spørgsmål og min undren.

Nå, hvis det her skal holde sit postkort-format, skal jeg stoppe, selvom der også er historien om manden med badevægten, banana-gate og vores kirkebesøg med dæmonuddrivelse og præsentation foran menigheden. Men her var et indblik, en forsmag på min oplevelsesstrøm, udløst af to kontrastfyldte hverdage.

 

Ninna Gøbel Rønberg, 26, studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på Danmarks Radio og er nu i praktik på Altinget.

Forrige artikel I Tanzania er skolen gratis, men ikke god I Tanzania er skolen gratis, men ikke god Næste artikel Jeg brændte for at gøre en forskel i Afrika - så kom jeg hjem Jeg brændte for at gøre en forskel i Afrika - så kom jeg hjem