Kronik

Kronik: Fonde for folket

Kronik: Med uddeling af otte milliarder kroner årligt til bl.a. forskningscentre og museer, er fondsverdenen blevet til en samfundsautoritet.

Bill Gates har engang udtalt, at det er sværere at give penge ud end at tjene dem.
Bill Gates har engang udtalt, at det er sværere at give penge ud end at tjene dem.Foto: Kristian Juul Pedersen/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kåre Riis Nielsen
Cand.scient.pol. og skribent. Han har arbejdet med politisk rådgivning, kommunikation og innovation, bl.a. hos Verdensbanken, Novozymes - og senest som direktør for Innovation Centre Denmark i Tel Aviv.

Den skal køres ind med fondspenge. I skyggen af globalisering, finanskriser og øget pres på de offentlige kasser, blomstrer fondene som samfundets magtfulde gavegivere. De er i stigende grad blevet politiske aktører, som udfordrer demokratiet med markante projekter. Men samtidig er fondenes risikovillighed vigtige for vores innovationskraft og løsning af de store samfundsudfordringer.

Danske fonde kan groft opdeles i to kategorier: erhvervsdrivende og almennyttige fonde. Med uddeling af otte milliarder kroner årligt til bl.a. forskningscentre og museer, er fondsverdenen blevet til en samfundsautoritet. Dette bekræftes af, at større fonde som Tryg Fonden og Realdania de seneste år er hoppet på den katalytiske filantropibølge, hvor de ikke længere blot godkender eller afviser ansøgninger om støtte, men i højere grad selv tager politiske initiativer til samfundsforbedringer.

Overordnet er tendensen, at fondene går fra mindre samfundslappende projekter, til i højere grad at gå efter strategiske samarbejder om større prestigeprojekter.

Samfundet har brug for fondenes innovationskraft til at komplementere og accelerere indsatsen for, at Danmark bliver en førende global hub for start-ups, innovation og bæredygtighed.

Kåre Riis Nielsen

Med bevægelsen fra ydmyge gavegivere til magtfulde aktører følger krav om samfundsnytte. Dertil kommer risikoen for, at fondenes donationer skævvrider politiske indsatsområder, herunder universiteternes forskning, hvor fonde årligt donerer ca. to mlliarder kroner. Heraf går størstedelen til forskning i natur- og sundhedsvidenskab, mens kun en mindre del tilfalder humaniora.

Læs mere: Fondene er klar til at tage et større samfundsmæssigt ansvar

At fondene understøtter deres modervirksomhed og relevant kommerciel forskning kan ikke undre - og er helt legitimt. Men faren er, at de kan opfattes som aktører, der opererer under offentlighedens radar med uforholdsmæssig stor indflydelse på forsknings- og universitetspolitikken.

Dertil kommer en mere principiel diskussion, om samfundet har ”råd” til at modtage de store donationer. De fleste kender historien om det Kgl. Teaters kamp for at udnytte Operaen trods massive tilskud. Samme udfordring gælder for mange fondsgaver: når snoren er klippet og begejstringen har lagt sig, er kommuner og universiteter bundet op på store driftsudgifter, der år efter år dræner de offentlige kasser – oftest uden tilstrækkelig politisk debat om prioriteter og mål.

Men hvor private aktører og fonde fokuserer på bundlinjen, er den politiske arena underlagt andre komplekse logikker. Her er åbenhed og demokratisk forankring afgørende, hvorfor konsekvensen af uigennemsigtighed og særinteresser hurtigt kan udvikle sig til en shitstorm i medierne. - Og efterlade indtryk af en navlepillende fondsverden, der sætter egne kæpheste over samfundsnytten. Worst-case scenarie: omverdenen begynder at se fondene som modspillere frem for som medspillere.

Sådan behøver det ikke at gå. Siden brygger J.C. Jacobsens stiftelse af Carlsbergfondet, som verdens første erhvervsdrivende fond, har frekvensen af erhvervsdrivende fonde været enestående høj i Danmark sammenlignet med udlandet.

Læs mere: Kortsigtet kulturpolitisk satsning sender Nationalmuseet på fondsjagt

Danmark besidder et fondsguldæg, der bl.a. kan spille en nøglerolle i løsning af globale udfordringer som klimakrise, sundhed og ressourcemangel. Det skyldes fondenes bugnende pengekasser og ikke mindst deres uafhængighed af valgperioder og politisk nyttelogik, som giver dem mulighed for ambitiøse, langsigtede og risikovillige satsninger.

Et internationalt eksempel er amerikanske Ford Foundations udvikling af specielle ris, der kan høstes tre gange årligt og antages at have reddet titusindvis af mennesker fra sultedøden globalt. Udviklingen af risene tog årevis og ville næppe have været iværksat af folkevalgte politikere.

I Danmark eksisterer endnu ikke fonde i Ford Foundation-størrelsen. Men da Venstre-regeringen med DF, LA og K i 2015 blev enige om nye initiativer for ca. 3,5 milliarder kroner i finansloven for 2016, uddelte danske fonde samme år ca. syv milliarder kroner.

Samtidig er store dele af forskningen på danske universiteter og kulturlivet fondsfinansieret, skønt det ingenlunde er alle fondenes penge, der uddeles. I 2016 var fondenes samlede formue på ca. 400 milliarder kroner. Det er samme størrelse som det samlede årlige skatteprovenu af personlige indkomster. Det giver et billede af de samfundsforbedringer, fondene skaber og kan skabe, hvis de ikke de skræmmes af offentlighedens forventninger og krav til åbenhed.

Bill Gates har engang udtalt, at det er sværere at give penge ud end at tjene dem. Et luksusproblem, ja, men også en reel udfordring. For ét er fondenes appetit på at bidrage med markante investeringer, noget andet er, hvordan de forankrer og legitimerer deres voksende rolle i samfundet – og samarbejder med myndigheder og omverdenen.

En vision kan derfor være at udvikle handlingsspecifikke modeller eller samfundspartnerskaber for hvordan fonde, virksomheder og samfund mere effektivt kan samarbejde om at realisere de nødvendige investeringer i samfundsudfordringer som klima, sundhed, uddannelse og udkantsproblematik.

Eksempel: Danmark gør det godt, hvad angår international forskning. Men det halter gevaldigt med at omsætte denne viden til teknologiske gennembrud og opstart af nye virksomheder. Årsagerne er mange og komplekse. Men vi mangler et økosystem, der målrettet bygger bro mellem forskning og marked – og sikrer ”fail fast” for de dårlige ideer, og som effektivt støtter og skalerer de bedste ideer.

Der mangler internationalt førende inkubationsmiljøer, hvor de skarpeste hjerner og ideer (forskere, start-ups, virksomheder og investorer) kan berige hinanden under samme tag. Et område hvor fonde kan bidrage med fyrtårnssatsninger til at omsætte forskning til innovative produkter, jobs og dynamiske start-up miljøer. Her kan Novo Nordisk Fondens nye milliard-biotekinitiativ være en vigtig katalysator for at udvikle en inkubationsmodel med bred opbakning fra alle interessenter.

Læren fra Danmarks vindmølleeventyr og den succesfulde satsning på vedvarende energi har vist, hvordan arbejdspladser, vækst og innovation bedst skabes ved at gennemføre lokale forbedringer til globale behov.

Desværre har de seneste år også vist, at det politiske system er fanget i kortsigtet valglogik og symbolpolitik. Samfundet har brug for fondenes innovationskraft til at komplementere og accelerere indsatsen for, at Danmark bliver en førende global hub for start-ups, innovation og bæredygtighed. Derfor må vi have fondene på banen i nye ambitiøse samfundspartnerskaber - drevet af klare mål og stræben efter samfundsnytte.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00