“Man ser politikerne i tv - nu kan man tale med dem”

VOXPOP: Altinget tog pulsen på de unge, da 30.000 børn og unge i sidste uge mødtes til Ungdommens Folkemøde i København. Debat og demokrati var i fokus, og de unge var vilde med det.

Initiativet Røgfri Fremtid havde debat om rygning under Ungdommens Folkemøde. Her deltag journalisten Peter Falktoft, der mente, at højere priser på cigaretter var løsningen mod unges interesse for rygning. 
Initiativet Røgfri Fremtid havde debat om rygning under Ungdommens Folkemøde. Her deltag journalisten Peter Falktoft, der mente, at højere priser på cigaretter var løsningen mod unges interesse for rygning. Foto: Katja Holm/Altinget
Claus Nordahl

Er det mest sikkert at rulle to kondomer på penis? Hvorfor kan Margrethe Vestager give Google milliardbøder? Og kan du virkelig opnå politisk indflydelse med protestsange?

7. og 8. september mødes op mod 30.000 unge til Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København. For andet år i træk skulle unge mennesker uafhængigt af sociale, geografiske og uddannelsesmæssige forskelle udforske, hvad demokratisk deltagelse kan være gennem samtaler og debatter.

Alt fra ungdomspartier og civilsamfundsorganisationer til virksomheder og kommuner havde slået telte op i den gamle kongehave for at møde ungdommen og invitere til debat.

Altinget tog med for at høre, om et folkemøde for unge er noget, der rykker.

 “Jeg er ret enig i DFs handelspolitik”

Foto: Katja Holm

Sondos Nabulsi er 16 år og går på Niels Brocks Innovationsgymnasium i København.

Hvorfor er du på Ungdommens Folkemøde?

Jeg har sammen med min arbejdsgruppe i klassen valgt demokrati som emne til en opgave, Så nu har vi interviewet ungdomspartierne fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten om EU's indflydelse på Danmarks demokrati. Vi vil også gerne vide, hvad de synes om regeringen, og hvad den kan gøre bedre.

Hvad gør Dansk Folkeparti særlig interessant?

Der bliver snakket meget om Dansk Folkeparti, fordi de har meget indflydelse, så selvfølgelig skulle vi snakke med dem. Partiet er ikke så klar på, at EU skal have så meget magt i det danske demokrati, så det ville jeg gerne spørge dem om. Og vi fik vi et rigtig godt svar.

Hvilket svar fik I så?

At de synes, at EU har for meget magt, og det er et problem, at politikere, der aldrig har været i Danmark, pludselig skal bestemme over ting i Danmark.

Rykker snakkene med partierne noget ved dine synspunkter?

Med Dansk Folkeparti snakkede vi om handelspolitik. Og der blev jeg faktisk enig i deres syn. Jeg synes også, der skal være fri konkurrence mellem virksomheder i Danmark og udlandet. Men så er der også andre ting, hvor jeg stadig ikke er enig med partiet. Men snakkene giver dig en anden tankegang og tankemåde.

Hvad synes du om konceptet Ungdommens Folkemøde?

Jeg synes, det er et rigtig fedt koncept, for man taler med rigtig mange andre unge fra andre klasser. Og man ser jo også tit de her partier i tv, og nu kan man tale med de unge i partierne, som man ellers ikke ville snakke med.

Margrethe Vestager under kærlig behandling

Foto: Katja Holm


August Ammitzbøll La Cour (tv) og Anton Emil Jarltoft (th) er 14 år og går på henholdsvis Sankt Annæ Gymnasium og Kirkebjerg Skole.

Hvorfor er I på Ungdommens Folkemøde?

Anton: Vi har tilmeldt os et hold for journalistik, hvor vi kan blive journalister for en dag. Vi var på en workshop sammen sidste weekend, hvor vi lærte noget om journalistik, og så er vi kommet her for at rapportere fra Ungdommens Folkemøde.

Hvordan er det at arbejde som journalist?

August: Det er fedt at opleve, hvordan det er at arbejde med journalistik. Det er fedt, at man bare kan gå hen til folk og interviewe dem. Og man kan mærke, at de bare har det okay med det. Der sker mange ting, som vi kan lære noget af.

Hvorfor laver I journalistik på Ungdommens Folkemøde?

Anton: Jeg kan godt lide at skrive, så det er fedt at skrive og høre de forskellige politiske budskaber. At opleve politik for ungdommen og møde de forskellige synspunkter rundt i teltene.

August: Jeg kan godt lide at tage billeder, og når vi laver artikler, så er det mest Anton, der skriver, og mig, der tager billeder og video. Det er fedt, at vi kan samarbejde om det hele.

Anton: Ja, og så er det hyggeligt at gå rundt med August.

I mødte først hinanden sidste weekend, men I har allerede fået et interview med Margrethe Vestager. Hvordan gør man det?

August: Det var ikke så svært. Hun stod nede i teltet og snakkede, og så tog vi bare fat i hende og stillede hende vores spørgsmål. Vi ville høre, hvad hun synes om Ungdommens Folkemøde, og hvorfor hun mener, det er vigtigt at inddrage børn og unge i politik.

Hvad fik I så ud af hende?

Anton: Hun synes, det var vigtigt, at unge lærte noget om politik, fordi de er fremtiden. Når der er flere personer inde over noget, så er der større sandsynlighed for, at vi gør det rigtige. Når der er flere personligheder, der er med i beslutningerne, så kan vi skabe et bedre produkt, mente hun.

August: Og hun sagde også, at der er ting, som voksne mennesker ikke kan gøre, men som unge mennesker er bedre til.

Hvad skal I så lave resten af dagen?

Vi laver lige interviewet med Margrethe færdigt. Det tager os nok 20 minutter, og så skal vi ud og lave en voxpop.

Udkommer I så på skrift eller video?

Begge dele.

“Jeg hjælper andre med at blive veganere”

Foto: Katja Holm

 

Chris Rørvig Nielsen er 15 år og går på Efterskolen Ådalen.

Hvorfor er du på Ungdommens Folkemøde?

Jeg er her for at lave nogle forestillinger med min efterskole, og så er det mega fedt, at der er så mange ting at se og meget, man kan deltage i.

Hvad har du oplevet på Folkemødet?

Jeg har hørt om røgfri fremtid og noget om sex og ungdom, og så har jeg lavet protestsange.

Hvad er særligt interessant for dig?

Hos Sex & Samfund skulle jeg skrive på en seddel, hvor der stod en masse tekst i forvejen. Jeg skulle strege ud og tilføje mine egne ord, så det passede til mig og derefter hænge den op, så andre kunne læse det. Et andet sted skulle jeg skrive, hvad jeg ville, inden jeg dør.

Hvorfor er det interessant at udtrykke, hvad man vil, inden man dør?

Det er godt, fordi man får lov at skrive om sig selv og hænge det op, så andre kan se det. Det satte tanker i gang om, hvad jeg vil opnå i livet - og hvad andre vil opnå. Jeg ved ikke, om jeg blev klogere, men jeg tænkte mere over, hvad jeg vil i fremtiden.

Hvad skrev du så?

At jeg vil gøre en forskel.

Hvordan gør du en forskel?

Blandt andet med veganisme, fordi jeg selv er veganer. Jeg har læst rigtig meget om det og ved nu rigtig meget. Det er dårligt for miljøet og dyrene at spise kød. Så det giver ikke længere mening for mig at spise kød.

Du har lige skrevet en protestsang om veganisme og læst den op her i teltet. Hvorfor gjorde du det?

Der var en, der spurgte, om jeg ikke ville prøve at skrive en protestsang. Og så tænkte jeg, jeg springer da bare ud i det og prøver. Jeg håber, at andre vil lytte til det, for jeg vil helt vildt gerne sprede budskabet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00