Kapitel 4: Mission impossible?

NYE TIDER: Med 22 millioner kroner fra EU i lommen skal Fair Fishing udvide sine aktiviteter i Somalia. Foreningen skal nu operere i det langt mindre sikre Puntland og bide skeer med EU’s bureaukrati. Er bevillingen en velsignelse eller en forbandelse? Her er kapitel 4 i serien "De Ukuelige".

ER DU IKKE KOMMET MED FRA STARTEN? LÆS FØRSTE KAPITEL AF DE UKUELIGE HER

“Hvis det værste skulle ske, skal I smide jer fladt på gulvet. Det forøger overlevelseschancerne,” siger Jens Claus Hansen og skuer ud over den lille forsamling:

“Og hvad I end gør, lad være med at løbe.”

Ikke engang tre måneder har han haft sit job som program manager i Fair Fishing. Og nu står han her i Somalia med den utaknemmelige opgave at forberede delegationen fra den frivillige danske forening på et angreb, der forhåbentlig aldrig kommer.

Det er ikke den første sikkerhedsbriefing, Jens Claus Hansen har givet. Som ubådskaptajn, admiral og udsendt til krigs- og konfliktzoner har han prøvet lidt af hvert i sin karriere.

Men vi, en lille delegation fra Fair Fishing og Altingets udsendte, er ikke soldater. Vi er en flok civilister uden kamperfaring, 6.000 kilometer fra vores hjem i et af verdens farligste lande.

“De af os, der kan, mødes bagefter i receptionen,” siger Jens Claus Hansen til os.

Det er ment som en neutral oplysning. Men den har en ildevarslende klang.


Et værn mod sprængstoffer

Klokken er omkring 22, da jernbommen ved indgangen til Hotel Mansour går op.

Vagter, bevæbnet med Kalashnikov-rifler, vinker en lastbil indenfor. Langsomt bakker den ind i gården, hvor en massiv betonblok bliver dumpet og slæbt på plads foran indgangen. Som et værn mod en attentatbil fyldt med sprængstoffer.

Det er ikke kun her i havnebyen Berbera, beredskabet er forhøjet. I hele Somaliland skærper myndighederne sikkerheden. Forlydender om et angreb fra terrorbevægelsen Al-Shabaab er ikke noget, man spøger med.

Tre lokationer er særligt i søgelyset. De er udpeget som potentielle mål. Et af dem er hotellet, vi befinder os på.

Det bliver en lang nat i Berbera.

 

”Vi bliver ved”
Angrebet kommer ikke den nat. Og heller ikke de følgende.

Truslerne fra terrorgruppen var tomme; forlydenderne var falske, eller angrebet blev afblæst af uvisse årsager. Man ved det ikke, og man finder aldrig ud af det.

Det klima af uvished er uvant i Somaliland, den fredeligste del af Somalia. Her er der kun registreret ét angreb fra Al-Shabaab i de seneste ti år.

”Vi har været hernede i fire år. Og vi har aldrig oplevet et trusselsniveau som det her. Så det tager vi ekstremt alvorligt,” siger Claus Bindslev.

Men formanden for Fair Fishing understreger, at foreningen ikke stikker halen mellem benene.

”Selve operationen fortsætter. Og jeg synes kun, den situation, vi har nu, forpligter os endnu mere til at blive ved. Vi må vise de mennesker, der bor her, at trods trusler så bliver vi ved med at bidrage til, at deres land kommer på fode,” siger Claus Bindslev.

Den aften i september kan være en parentes i Fair Fishings historie. Men den kan også være et varsel om tiden, der kommer. For den lille forening, der er sat i verden for at forvandle pirater til fiskere, er på vej til at udvide sin operation.

 

22 millioner skattekroner fra EU
10. juni 2016 lander en e-mail i indbakken hos Fair Fishing i Københavns nordvestkvarter: Foreningen modtager tre millioner euro fra Europa-Kommissionen.

Pengene falder på et tørt sted. Bogstavelig talt. Efter et års finansiel tørke er kassen tom. Igen og igen har bestyrelsen diskuteret, hvordan de kan overdrage fiskeristationen i Berbera til de lokale fiskere.

Nu er situationen vendt på hovedet. I stedet for at lukke skal Fair Fishing ekspandere. Og efter fire år med lommesmerter må foreningen trække i spenderbukserne. Nu har de danske ildsjæle 30 måneder til at bruge 22 millioner kroner. Penge, som skal udmøntes i en stribe nye fiskeristationer i Somaliland og Puntland og fiskemarkeder i de større byer.

Mahad Aden, næstformand i Fair Fishing, trækker på smilebåndet.

”Efterhånden er det mere reglen end undtagelsen, at vi skal være på spanden, før vi får vores næste shot,” siger han.

Det er første gang i foreningens femårige levetid, at Fair Fishing modtager offentlige midler. Og med pengene følger forpligtelser.

”Det er jo skattekroner, vi forvalter. Og det er klart, at det også medfører nogle krav,” siger Claus Bindslev.


Velkommen til bureaukratiet

Et godt eksempel på de nye tider er indkøb af udstyr. Hidtil har Fair Fishing haft succes med at gribe telefonen og ringe og spørge danske virksomheder, om de har noget brugt udstyr, de kan undvære.

Det er ikke ligefrem en standardprocedure i EU-systemet. Og at gå på handelsplatformen Alibaba.com og taste sig frem til den billigste, kinesiske leverandør af ismaskiner er i decideret konflikt med udbudskravene.

”Vi kan ikke være så autonome, som vi har været. Når vi køber udstyr nu, skal vi have mindst tre tilbud fra virksomheder, som vi skal screene, og så skal vi vælge den billigste og bedste. Det er radikalt forskelligt fra tidligere, hvor vi bare kunne ringe til Espersen og spørge, om de har nogle frysekasser?” siger Claus Bindslev.

For at komme så smertefrit omkring det som muligt har Fair Fishing fået et firma til at udfærdige en manual for, hvordan udbud skal skrues sammen, og hvilke regler, der skal følges. Den skal nu kommunikeres ud til de potentielle somaliske leverandører.

”Lur mig, om vi ikke bliver fanget ind i papirer, der skal sendes frem og tilbage og sådan noget,” siger Claus Bindslev og fortsætter:

”Men vi har valgt at sige, at hvis EU stiller skrappe krav til os, må vi stille endnu skrappere krav til dem om, at de er hurtigere, end de normalt er, til at svare på spørgsmål og træffe beslutninger. Hvis vi kan få EU med på det, tror jeg, vi kan bevare noget af det gode, vi har haft.”

Det lyder som et naivt håb, men Claus Bindslev er optimist.

”Jeg har en positiv følelse efter de møder, vi har haft med EU hernede. Men det kan jo godt være, jeg siger noget andet om et halvt år."

Et koncept – ligesom fodbold
Det er Fair Fishings meritter i Berbera, der overbeviser kommissionen om, at de skal have opgaven. I kombination med, fremhæver Claus Bindslev, at fiskeristationen er et koncept og ikke et klassisk bistandsprojekt.

Et projekt, mener han, er bundet til en ildsjæl eller en organisation. Og når pengene ophører, eller ildsjælen forsvinder, så er projektet dødt.

Et koncept, derimod, er en manual, der kan overtages og bruges af andre, skaleres op og ned og flyttes til en anden del af verden, forklarer Claus Bindslev. Fodbold er et godt eksempel, siger han:

”To gange 11 mennesker; en i hver ende, der må tage med hænder; to gange 45 minutter. Den, der scorer mest, har vundet,” siger Claus Bindslev.

”Men hvis vi så er seks drenge i Fælledparken, så spiller vi to gange tre personer, to gange 20 minutter, og der er mål, når man har ramt mellem de to poser. Det er et koncept. Det kan skaleres op og ned. Vi kan næsten gøre det uden sprog, uanset om vi er afrikanere, fra Kina eller fra Danmark.”

 

Fiskeri skal skabe stabilitet
At der er tale om et koncept, og ikke et projekt, får Fair Fishing nu al mulig lejlighed til at bevise.

Den danske forening skal nemlig bygge tre nye fiskeristationer i Somaliland og tre i Puntland. Samtidig skal der opbygges fiskemarkeder i de større byer – og skabes den infrastruktur, der skal til for at få fisken fra havet til de somaliske forbrugeres tallerkener.

Susanne Martin, som er sektionsleder i EU's repræsentation i Somalia, forklarer, at EU ser et kæmpe potentiale i fiskeriet – både i forhold til at skabe arbejdspladser og sikre forsyningen af fødevarer i et land, hvor tørken er en hyppig gæst.

”Somalia har den længste kyststrækning i Afrika ud til et hav fyldt med fisk. Alligevel udgør fiskeri kun omkring 2 procent af landets BNP, mens kvæg (køer, får, geder og kameler, red.) udgør 40 procent. Fisk er en kæmpe uudnyttet ressource i et af verdens fattigste lande,” siger hun.

Og så er der det hjemlige perspektiv.

”Vi har problemer med indvandring og ekstremisme i Europa, og de problemer er man nødt til at tage fat om ved rødderne – for eksempel i Somalia,” siger Susanne Martin og fortsætter:

”Ved at opbygge en fiskerisektor skaber vi muligheder, der måske kan motivere de unge til at blive her og bygge deres land op i stedet for at udvandre til Europa.”

 

En ubådskaptajn i diplomatisk balancegang
Med de 22 millioner kroner fra EU træder Fair Fishing ind i et større geopolitisk spil. De fem 40-fods containere på havnen i Berbera er nu et centralt element i en større indsats for at skabe stabilitet i en af verdens skrøbeligste stater og mindske indvandringen til Europa.

Den tidligere ubådskaptajn og flotilleadmiral, Jens Claus Hansen, har solid erfaring med sikkerhed. Han har tilbragt hele sin aktive karriere i forsvaret – hvis man ser bort fra et tre år langt sidespring, hvor han var sekretariatschef for Galathea 3 Ekspeditionen.

Nu står Jens Claus Hansen over for en række udfordringer. En bunden opgave er at få ministre fra Puntland og Somaliland til at sætte sig sammen i styregruppen for projektet. Og det er vanskeligere, end det lyder.

I 1991, da Somalia gik fra hinanden, rev Somaliland sig løs og erklærede sig selvstændigt. Det anerkender hverken Somalia eller det internationale samfund.

Puntland, derimod, har en regional regering og et udstrakt selvstyre, men betragter sig stadig som en del af Somalia, på trods af eskalerende konflikter med centralregeringen i Mogadishu.

Spændingerne bliver ikke mindre af de militære sammenstød mellem Puntland om Somaliland, senest i sommeren 2016, som følge af en årelang strid om tre regioner på grænsen mellem de to stater. Så den nye program manager får brug for al sin diplomatiske sans og behændighed for at massere spændingerne ud af den politiske situation og få ministrene til at indgå forpligtende samarbejder på tværs af grænser.

Et interview med Somalilands udenrigsminister, Dr. Saad Ali Shire, giver en indikation af opgavens kompleksitet. Direkte adspurgt, om Somaliland vil indgå i en fælles styregruppe med Puntland, svarer ministeren:

”Nej, nej, det er ikke sådan, det fungerer. Somaliland er et selvstændigt land. Vi kan ikke sidde i bestyrelsen for et projekt i Puntland. Det er et andet land. Der må være to separate projekter med hver sin styregruppe.”

Jens Claus Hansen er ikke desto mindre optimistisk.

”Styrken i projektet er, at vi arbejder på at skabe noget, som alle har gavn af. Og så tror jeg, at vejen frem er så hurtigt som muligt at flytte diskussionerne fra det politiske til et mere teknisk og praktisk niveau,” siger han.

Copy-paste dur ikke
De politiske spændinger mellem Somaliland og Puntland er blot én af mange komplicerende faktorer, Fair Fishings program manager skal tage bestik af.

Christian Balslev-Olesen har tilbragt fire år i Somalia som landeansvarlig for FN’s børnefond, UNICEF. Herudover kender han Fair Fishing indefra efter to år i foreningens bestyrelse. Han fremhæver, at Fair Fishing igennem sine knap fem år i Berbera har høstet nogle værdifulde erfaringer. Men de kan ikke overføres direkte til den nye opgave i Puntland.

“Man kan ikke bare copy-paste. Selv om det er det samme vand, og fiskene ser ens ud, så er Somaliland og Puntland to lande med vidt forskellige klaner og kulturer. Man bliver meget let snydt af, at tingene ser ens ud på overfladen,” siger Christian Balslev-Olesen.

 

Somalisk soldat foran område ramt af bilbombe i Mogadishu i starten af januar 2017. Al-Shabaab tog ansvaret for angrebet. Foto: Mohamed Abdiwahab/Scanpix.

 

Et stigende trusselsniveau
Sikkerheden er en af de faktorer, der skal håndteres helt anderledes, end Fair Fishing har været vant til.

Fiskeristationen i Berbera bliver fremover et center of excellence, altså et sted, hvor fiskere og bådejere fra de kommende stationer kan lære om effektivt fiskeri og forarbejdning af fisk. Men Fair Fishing skal også have et hovedkvarter for sine aktiviteter i Puntland. Og det skal ligge i havnebyen Bosaso, Puntlands største by.

Men i bjergene, få kilometer uden for Bosaso, ligger den islamistiske terrorgruppe Al-Shabaab.

Inden for det seneste år har bevægelsen optrappet sine aktiviteter over hele Somalia. Og selv om Puntlands militær og politi går hårdt til dem, har Al-Shabaab haft succes med en blodig kampagne mod både civile og militære mål. I august sidste år, for eksempel, slog Al-Shabaab næsten 30 mennesker ihjel og sårede 90 med to bilbomber i byen Galkayo.

Læg dertil, at Islamisk Stat har fået fodfæste i Puntland. Så sent som i slutningen af januar stod de bag bortførelsen af ni mennesker i en havneby lidt øst for Bosaso.

“Trusselsniveauet i Puntland er steget markant over de seneste måneder,” vurderer Rashid Abdi, som leder International Crisis Groups afdeling for Afrikas Horn.

Han tilføjer en yderligere foruroligende faktor. Nemlig at Puntland ligger i strid med den sydlige naboregion, Galmudug, på grund af en konflikt mellem to klaner. Den konflikt gør Puntland særligt ustabil, mener Rashid Abdi.

Hvis striden optrappes, kan Puntlands regering blive nødt til at flytte militær og politi mod syd. Og det kan give plads til Al-Shabaab og en opblomstring af pirateriet i nord, frygter Rashid Abdi.

“Det er en meget skrøbelig stat, som ikke har ressourcer til at håndtere flere kriser samtidig. Så det er en alvorlig bekymring,” siger han.

 

Bag dobbelte mure
Det er med andre ord en noget anden virkelighed, Fair Fishing skal til at operere i. På havnen i Berbera er foreningens mand på stedet, den vestjyske fisker Kurt Bertelsen, blevet en institution og kan bevæge sig frit. Men i Bosaso er risikoen en anden, og med Al-Shabaab så tæt på kan det være vanskeligt at skelne ven fra fjende. Det betyder begrænsninger i bevægelsesfriheden.

“Vi vil være i dele af Bosaso, men ikke i yderkanten og slet ikke tage uden for byen. Kurt kan godt komme ind i Bosaso, men kun i korte perioder og slet ikke som i Berbera,” siger Fair Fishings program manager, Jens Claus Hansen.

Den situation kender John Purvis. Han er project coordinator i Somalia for FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO og sidder på det lokale kontor i Bosaso. Og sidder er nøjagtig, hvad han gør.

“Vi har valghandlinger i Somalia for tiden, og det har øget usikkerheden. Så de seneste måneder har vi ikke været meget ude. Vi håber, det bliver bedre i løbet af foråret,” siger John Purvis.

Døgnets 24 timer tilbringer han bag to mure – en sprængvæg og derefter endnu en mur, toppet med pigtråd – der omkranser FAO’s compound i centrum af havnebyen. Bygningerne ligger klos op af det lokale politihovedkvarter og har derudover sine egne bevæbnede vagter.

Forlader John Purvis og hans kolleger bygningerne, er det kun i dagtimerne og under eskorte af fire-seks specialuddannede politifolk. Og skulle de få den ide at bevæge sig ud til kysten, sker det i armerede biler og med ekstra sikkerhedsvagter.

“Men det ville jeg ikke anbefale. Der er så meget uro i kystområderne i Puntland i øjeblikket, at selv lokale ngo’er bliver frarådet at tage derud,” siger John Purvis.

 

Armslængde koster nærhed
At spillereglerne ændrer sig, er Fair Fishing helt bevidst om.

"Som hvide i Puntland vil vi ikke have mulighed for at være på landjorden,” siger Fair Fishings program manager, Jens Claus Hansen.

Derfor er Fair Fishing tvunget til at operere på en anden måde og med en anden armslængde, end de hidtil har gjort.

“Vi er nødt til at finde nogle stærke, lokale profiler, som ved, hvad de snakker om og har noget gennemslagskraft. Og så må Kurt sende nogle fra Berbera ud og sætte ting i gang,” siger Jens Claus Hansen.

Den tilgang rummer imidlertid også udfordringer.

I Berbera kan Kurt Bertelsen gå ud og pege på de kroge og liner, fiskerne skal bruge; demonstrere, hvordan en gps virker eller skælde ud, når tingene går for langsomt. I Bosaso er han nødt til at sende en af de lokale ansatte til at gøre det for ham.

Den måde at operere på har Christian Balslev-Olesen erfaring med fra sin tid i Somalia.

“Det er den eneste mulige måde at gøre det på, men det er ikke ideelt,” siger han:

“Der er en kæmpe forskel på, at Kurt er der personligt frem for at være på besøg. Og der er en betydelig risiko for, at tingene forløber i en helt anden retning end planlagt. Man kan let lave numre, så alt fremstår pænt og ordentligt, når man kommer på besøg.”

Christian Balslev-Olesen husker, hvordan det faldt ud, da der på et tidspunkt skulle ansættes folk til UNICEF's kontor i Bosaso.

“Det viste sig, at der var folk ved gaten, som sikrede, at kun folk fra deres klan fik afleveret en ansøgning. Og det betød, at vi stort set kun fik ansat folk fra én familie på de forskellige poster,” siger Christian Balslev-Olesen og tilføjer:

“Sådan fungerer Somalia, og det skal man være helt på det rene med.”

Mere styring er svaret
At den øgede afstand giver større spillerum, er ikke et ukendt fænomen for Fair Fishing.

“Når Kurt tager hjem fra Berbera, sker der måske ikke helt så meget, som når han er dernede. Og det har vi jo håndteret hidtil,” siger Jens Claus Hansen.

Men i dag er Fair Fishing en del af et større EU-projekt med deadlines og milepæle og har ikke den frihed, som foreningen havde tidligere.

“Vi opererer i to forskellige lande, og det er en ganske stor opgave at sikre, at alle ved, hvad alle laver, så vi er klar over, om vi er ved at køre ud over kanten, eller om vi holder os på skinnerne,” siger Jens Claus Hansen.

Det medfører skrappere krav til organisering og rapportering.

“Vores folk dernede skal hver uge rapportere, hvad de laver, og hvad der er af udfordringer. Det danner så grundlaget for ugentlige Skype-samtaler med vores leder af fiskeristationen. Så mere styring er faktisk vores svar på spørgsmålet,” siger Jens Claus Hansen.

Han understreger, at det ikke er noget mål at opbygge et stort bureaukrati.

“Jeg vil gerne undgå en kraftig bureaukratisering – også fordi de systemer og tjeklister, vi sætter op, jo ikke er noget værd, hvis de ikke er til at forstå for dem, der skal arbejde med dem i Somalia,” siger Jens Claus Hansen og tilføjer:

“Vi er nødt til at have en vis styring, men jeg vil gerne holde det på et minimalt niveau.”

Som Klodshans, der tager prinsessen
I Fair Fishing er det ikke alle, der er entydigt begejstrede for de veje, vinden blæser. Bestyrelsesmedlem Said Hussein er bekymret for de forandringer, som bevillingen fra EU fører med sig.

“Hvor meget skal Fair Fishing ændre sin grundlæggende struktur og identitet?” spørger han.

“Så mange millioner kan lægge et ret stort pres. Man retter ind, fordi pengene betaler huslejen. Og jeg kan være nervøs for, at vi lige nu er i færd med at blive presset til at blive en helt almindelig levebrøds-ngo,” siger Said Hussein.

Den risiko er der, medgiver bestyrelsesformand Claus Bindslev.

“Når man starter noget op, er der jo meget energi i at være i opposition – sådan en Klodshans, der kommer ind og tager prinsessen. Man ringer; man sætter ting i gang; man får udrettet ting, og man laver fejl, men man går hele tiden videre. Det er der en fandens god energi i,” siger han og fortsætter:

“Det kan være svært i det nye setup med EU.”

Alligevel er han fortrøstningsfuld.

Jeg tager det som en ny øvelse i, at vi bliver mere strukturerede, får mere rene rammer og rutiner i vores arbejde. Og så vil jeg bestræbe mig på at blive ved med at være Klodshans, der stiller naive spørgsmål til EU, til politikerne og til fiskerne,” siger Claus Bindslev.

Er det muligt for Fair Fishing at bevare sit særpræg, sin fandenivoldskhed og sin sjæl?

Visse spørgsmål kan kun tiden give svar på.

 

KLIK HER FOR AT LÆSE NÆSTE KAPITEL I SERIEN "DE UKUELIGE"

Forrige artikel Civilt overblik: En falsk annonce, optimisme i Mjølnerparken og somaliske fisk Civilt overblik: En falsk annonce, optimisme i Mjølnerparken og somaliske fisk Næste artikel Kapitel 5: Kølige vinde fra Asiatisk Plads Kapitel 5: Kølige vinde fra Asiatisk Plads