Ny alliance skal sætte en stopper for mobning

SAMLING: To stærke børneorganisationer, Red Barnet og Børns Vilkår, aflyser den interne konkurrence og går sammen med Mary Fonden om at komme mobning til livs. Undervisningsministeren jubler.

Mary Fonden er en af de tre partnere i den nye alliance. Her er Kronprinsesse Mary ved fondens børnestafetløb mod mobning i Aarhus sidste år. 
Mary Fonden er en af de tre partnere i den nye alliance. Her er Kronprinsesse Mary ved fondens børnestafetløb mod mobning i Aarhus sidste år. Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Kampen mod mobning skal op i gear. Derfor indgår tre af de stærkeste aktører på området Red Barnet, Børns Vilkår og Mary Fonden en formaliseret alliance. ”Alliancen mod Mobning” skal udvikle større, landsdækkende og mere effektive indsatser til at få bugt med det ondsindede drilleri.

”Hvis vi skal det her uvæsen til livs, er vi nødt til at samle kræfterne og accelerere kampen mod mobning,” siger generalsekretær i Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm.

Også direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, mener, der er brug for en mere koordineret indsats.

”Der har været en del gode tiltag rundt omkring, men der er masser af hvide pletter på kortet. Når vi går sammen og puljer vores kræfter, vil vi kunne udvikle nogle kvalitetsværktøjer til at gøre noget mere effektivt ved mobning,” siger han.

En analyse, Mary Fonden har fået foretaget, viser, at der er masser af initiativer mod mobning rundt omkring, men at mange af dem er for små til for alvor at være effektive, fortæller fondens direktør, Helle Østergaard.

”Initiativerne lider ofte af, at der ikke er kræfter nok bag til for alvor at få dem skaleret. I alliancen kan vi sætte større initiativer i værk og arbejde systematisk på at få dem udbredt, så de for alvor kan gøre en forskel derude,” siger hun.

Værktøjskasse til lærere på mellemtrinnet
Blækket på kontrakten mellem de tre parter er kun lige nået at tørre, men planen er, at det første udspil fra ”Alliancen mod Mobning” skal rettes mod mellemtrinnet i folkeskolen.

”Vi bliver alle sammen kontaktet meget af lærere, som mangler redskaber til at håndtere mobning, og som ikke ved, hvor de skal gå hen for at finde dem,” siger Helle Østergaard fra Mary Fonden.

Ambitionen er derfor at samle ressourcerne og skabe et program, som lærerne let kan anvende. Programmet skal både involvere skolebestyrelse, ledelse, lærere, elever og ikke mindst det enkelte barn, som oplever at blive mobbet. 

"Ved at brede målgruppen for programmet ud kan vi påvirke kulturen. Og det er det, der forebygger og afhjælper mobning," siger Helle Østergaard. 

Konkurrencen er aflyst
Mary Fonden og Red Barnet har i en årrække arbejdet sammen om programmet ”Fri for Mobberi”, som er rettet mod daginstitutioner og de mindste skoleklasser.

Den nye alliance træder skridtet videre med et formaliseret samarbejde, der blandt andet indebærer en fælles visuel identitet.

Dermed aflyser Børns Vilkår og Red Barnet den konkurrence, der har været i årevis mellem de to store organisationer på børneområdet.

”Børns Vilkår er jo på mange måder Red Barnets største konkurrent. Og vi er nået frem til den erkendelse, at vi har nogle indlysende fælles interesser og kan opnå mere sammen end hver for sig. Så vi skylder børnene at gå sammen,” siger Jonas Keiding Lindholm fra Red Barnet.

Og Rasmus Kjeldahl er enig:

”Der har været meget uproduktivt klumpspil på midten, og det er superærgerligt hele tiden at skulle konkurrere om finansiering mod andre gode projekter. Så giver det mere mening at få lavet ét stort godt projekt end nogle små, der kun dækker halvt,” siger han.

Rasmus Kjeldahl mener også, konkurrencen har skadet muligheden for at tiltrække finansiering.

”Jeg har hørt større fonde sige: 'Kunne I ikke arbejde mere sammen?' Og det håber vi nu, vi kan levere,” siger han og fortsætter:

”Så forventer jeg også, at fondene stiller op. Det kræver selvfølgelig, at vi præsenterer nogle gode projekter, men det har vi også de bedste forudsætninger for at kunne gøre.”

Minister: Et vigtigt samarbejde
I Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vækker den nye alliance glæde.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har i forvejen et tæt samarbejde med organisationerne på området om en aktionsplan mod mobning, der skal lanceres til august.

Og et tættere samarbejde mellem organisationerne spiller godt sammen med hendes egne ønsker, fortæller hun.

”Hvis vi virkelig skal gøre op med mobning, er vi nødt til at gøre det i fællesskab. Hvis organisationerne puljer deres ressourcer, så kan vi nå langt længere ud, end hvis vi hver især kontakter de samme skoler og børnehaver og ender med de samme tilbud,” siger Ellen Trane Nørby.

Hun pointerer, at indsatsen på området har haft mere karakter af nålestik end af en samlet indsats.

”Men det, at man samarbejder og deler viden med hinanden, gør, at man kan få to plus to til ikke bare at give fire, men fem, syv eller otte. Så jeg mener, det her er en meget vigtig del af det at kunne bekæmpe mobning,” siger ministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Jonas Keiding Lindholm

Impact Director, Tænketanken Mandag Morgen & Altinget Arena, formand for Ombold, formand for DBU's etiske komité
mag.scient.soc. (Lund Uni. 1997)

Rasmus Kjeldahl

Direktør, Børns Vilkår
cand.agro. (Københavns Uni. 1990), ph.d. i økonomi (London 1995)









0:000:00