Ny kapitalfond vil forvandle mindre firmaer til sociale fyrtårne

SOCIAL INVESTERING: Ny fond skal tjene penge på at investere i små vækstvirksomheder, der samtidig skaber job til udsatte ledige. Supergodt initiativ, lyder det fra de små firmaers brancheorganisation. 

Peter Nørgaard kunne godt have brugt en investor med blik for sociale værdier i sit firma, Creativ Company. 
Peter Nørgaard kunne godt have brugt en investor med blik for sociale værdier i sit firma, Creativ Company. Foto: Ole Mortensen
Carsten Terp Beck-Nilsson

218 millioner kroner er på vej ud i mindre virksomheder, som både drømmer om at blive større og at gøre en forskel for udsatte ledige.

Det er en ny fond, Den Sociale Kapitalfond Invest, som er parat til at sætte penge i de sociale vækstkometer og forhåbentlig skabe økonomisk bæredygtige rollemodeller for andre virksomheder i Danmark og Sydsverige.

”Om fem år har vi forhåbentlig investeret i 15-20 sociale vækstvirksomheder, som både slår markedet og har så stærkt et socialt element, at de kan blive rollemodeller for andre virksomheder i deres lokalområde,” siger managing partner Lars Jannick Johansen.

Den nye investeringsfond er udsprunget af Den Sociale Kapitalfond, som Lars Jannick Johansen stiftede sammen med Trygfonden i 2011. Med lanceringen af den nye investor træder han ud af nonprofit-sektoren og ind på det private marked for ad den vej at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked.

Jeg plejer at spørge, hvorfor virksomheder kun tænker i en økonomisk bundlinje. Det gør man jo ikke i sit privatliv. Jeg håber da i hvert fald, at man ikke kigger på sin selvangivelse for at se, om man er lykkelig.

Peter Nørgaard
Stifter, Creativ Company

”Der er kun så og så mange alment velgørende midler, mens den anden del af økonomien er meget større. Så her kan vi operere i en større skala,” siger Lars Jannick Johansen.

Brancheorganisation er begejstret
Den Sociale Kapitalfond Invest skal træde ind som mindretalsaktionær i mindre virksomheder, der både har vækstpotentiale og dokumenteret erfaring med at tage socialt ansvar.

Det vil typisk dreje sig om virksomheder med en omsætning på mellem 30 og 250 millioner kroner årligt og færre end 250 ansatte. Og så skal de have fokus på at hjælpe udsatte ledige i arbejde, styrke et udsat område eller gøre en social forskel gennem deres produkter og services, fortæller Lars Jannick Johansen.

Tanken er så, at fonden med kapital og kompetencer og favorable lån over en periode på fem-syv år skal hjælpe virksomheden til at vokse økonomisk og samtidig få et større socialt gennemslag.

”Der er rigtig mange virksomheder i Danmark, hvis ejere har nogle stærke værdier om at bidrage til lokalsamfundet. Og en stor del af dem vil gerne gøre mere, hvis det kan forenes med at drive en god forretning,” siger Lars Jannick Johansen.

I SMVdanmark, det tidligere Håndværksrådet, er direktør Ane Buch begejstret for en ny storinvestor med en social profil, der ikke eksisterer i dag.

”Vi har ikke før haft investorer med dette perspektiv. Så det er supergodt at få nogen, der giver mulighed for, at den slags sociale virksomheder kan tage et udviklingsspring,” siger hun.

Socialt ansvar styrker virksomheden
Og det bakker Peter Nørgaard op om. Han stiftede i 2000 selskabet Creativ Company, der producerer og sælger hobbyartikler. For et år siden blev aktiemajoriteten i selskabet opkøbt af kapitalfonden Capidea. Men længe inden da kunne Creativ Company godt have brugt en investor, der kunne stimulere væksten og samtidig have blik for virksomhedens sociale værdier, fortæller han.

”Normalt kan man ikke snakke med investorer om sociale værdier. De lytter og smiler venligt. Men når man sætter sig til bordet, og kapitalen skal i spil, så er det ikke det, de vægter,” siger Peter Nørgaard.

12 procent af firmaets medarbejdere i Holstebro er ansat på særlige vilkår. Og 6 procent af de ordinære ansatte har tidligere været i skåne- eller fleksjob på virksomheden. Den tilgang bør være helt naturlig for en virksomhed, mener Peter Nørgaard.

”Jeg plejer at spørge, hvorfor virksomheder kun tænker i en økonomisk bundlinje. Det gør man jo ikke i sit privatliv. Jeg håber da i hvert fald, at man ikke kigger på sin selvangivelse for at se, om man er lykkelig,” siger han.

Samtidig på peger Peter Nørgaard, at det sociale ansvar har givet Creativ Company et stærkt omdømme, der i hans optik har været afgørende for, at firmaet aldrig har haft problemer med at tiltrække arbejdskraft.

”Selv om vi bor i Vestjylland, har vi meget let kunnet rekruttere højtuddannede fra alle egne af landet, som er flyttet til Holstebro, fordi de gerne vil arbejde i en virksomhed med stærke værdier,” siger Peter Nørgaard og tilføjer:

”Den dimension, synes jeg, er en væsentlig motivation i at få virksomheder til at tænke i flere bundlinjer.”

Afkastet skal være dobbelt
Den nye kapitalfond stiller ikke kun krav til virksomhederne om at operere med dobbelt bundlinje, fortæller Lars Jannick Johansen. Den tager også sin egen medicin.

”Vi har en dobbelt bundlinje, som der bliver målt hardcore på. Det vil sige, at fonden skal generere målbare, positive sociale resultater og samtidig et rimeligt, risikojusteret afkast til investorerne,” siger han.

Hvad er et rimeligt, risikojusteret afkast?
”Det præcise økonomiske afkastmål melder vi, som mange andre investeringsfonde i øvrigt, ikke offentligt ud. Det er noget mellem fonden og dens investorer."

Men I har specifikke økonomiske mål?
”Vi har nogle økonomiske mål, som matcher investeringsstrategien og målgruppen af virksomheder. Og så er målet et tilfredsstillende afkast – både til investorerne og til samfundet.”

Men siger du også, at I og jeres investorer vil være tilfredse med et lavere afkast end normalt, hvis der til gengæld er et socialt afkast?
”Der skal man spørge de enkelte investorer. Men jeg er sikker på, at begge bundlinjer spiller ind for alle investorerne. Hvis de så det som traditionel godgørenhed, så havde de givet pengene til noget andet end det her. Vi ville aldrig have fået pengene, hvis ikke de troede, vi kunne præstere kommercielt.”

Blandt investorerne i den nye kapitalfond er Novo Nordisk Fonden, Færchfonden, Hempel Fonden og Vækstfonden. I Novo Nordisk Fonden lægger administrerende direktør Birgitte Nauntoft primært vægt på den sociale effekt af investeringerne. 

”Det primære formål for os med denne bevilling er at støtte aktiviteter, der giver en positiv social effekt for den enkelte og samfundet. Hvis vi et økonomisk afkast, er det glædeligt, og så vil det indgå i vores fremtidige uddelinger,” siger hun i et skriftligt svar til Altinget.

Hun glæder sig over, at investeringsfonden på samme tid kan fremme social ansvarlighed og skabe økonomisk vækst i mindre virksomheder. Også det har en samfundsgavnlig karakter, påpeger hun i sit svar.  

Et mere socialt investeringsmarked
I SMVdanmark priser Ane Buch det nye initiativ, men påpeger, at den nye fond ikke dækker det samlede behov for kapital hos små virksomheder.

”Så jeg håber, det bliver en så stor succes, at der på sigt også bliver plads til at kigge på de virksomheder, som er endnu mindre og bare har brug for en halv eller en hel million i indskud,” siger hun.

Også Peter Nørgaard ønsker fonden held og lykke. Han har sagt ja til at bidrage til fonden med rådgivning om investering.

”Jeg er overbevist om, at flere og flere virksomheder vil lægge vægt på de sociale værdier. Og jeg håber, det her kun er starten på en anden måde at betragte investering på,” siger han.

Den melding er i fin samklang med ambitionerne hos Lars Jannick Johansen.

De første fem år af fondens levetid skal den investere. Derefter skal den over de følgende fem år langsomt trække sig ud af de virksomheder, den har penge i, og betale tilbage til sine egne investorer.

Og til den tid er håbet, at fonden har været med til at modne et socialt investeringsmarked.

”Det har altid været en målsætning at være med til at udvikle et marked,” siger Lars Jannick Johansen. Han peger på, at markedet over de seneste årtier i forvejen er blevet mere etisk orienteret, men at det ikke er nok blot at screene problematiske virksomheder ud af porteføljen.

”Vi befinder os i frontenden af det marked – hvor man ikke bare screener onde virksomheder fra, men decideret går efter virksomheder, som gør noget særligt godt,” siger Lars Jannick Johansen:

”Vi håber, at vi kan være med til at åbne ballet for flere impact-investeringer – og ikke kun grøn impact eller impact i Afrika, men også investeringer med impact for udsatte i Danmark.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Dissing Nauntofte

Bestyrelsesformand, Aarhus Universitet, professor
cand.odont. (Københavns Tandlægehøjskole 1982), dr.odont. (Københavns Uni. 1993)

Lars Jannick Johansen

Adm. direktør og stifter, Den Sociale Kapitalfond
cand.scient.pol, Københavns Uni. (1999), master i Central & East European Studies (UCl 2000)









0:000:00