Ny komité vil fastholde fokus på socialøkonomi

FASTHOLDELSE: Erhvervsministeren får en ny socialøkonomisk samtalepartner. En ny komité vil sikre, at det opbyggede momentum for socialøkonomi ikke glider ud i sandet. 

I eftermiddag præsenterer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) regeringens politik for samfundsansvar og vækst. Det foregår på den socialøkonomiske it-virksomhed BOAS Specialister, som beskæftiger blandt andet autister.
I eftermiddag præsenterer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) regeringens politik for samfundsansvar og vækst. Det foregår på den socialøkonomiske it-virksomhed BOAS Specialister, som beskæftiger blandt andet autister.Foto: Foto: BOAS Specialister
Carsten Terp Beck-Nilsson

Når erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tirsdag eftermiddag præsenterer sit nye Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, kan han glæde sig over, at han samtidig har fået en ny socialøkonomisk partner at være i dialog med.

Den nystiftede Komité for Socialøkonomi er dannet i det vakuum, der opstod, da regeringen i efteråret lukkede Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder og det tilhørende vækstcenter.

”Vi synes, der er opstået et tomrum efter lukningen af Rådet. Og vi frygter, at den fokus, der netop var kommet på socialøkonomiske virksomheder, forsvinder,” siger Jon Krog. Han er direktør i brancheforeningen Selveje Danmark og en af de tre initiativtagere til komitéen.

De to andre er Charlotte Holmer Kaufmanas, tidligere leder af det nu lukkede Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder, og advokat Line Barfod fra Foldschack og Forchhammer.

Også hun betoner, at socialøkonomien netop havde fået momentum, og at det skal fastholdes.

”Vi vil gerne fortsætte det arbejde, der foregik i Rådet, med at fjerne barrierer. Der er brug for, at vi mødes på tværs af sektorer for at fremme socialøkonomien,” siger Line Barfod og fortsætter:

”Derfor er det godt med et civilsamfundsinitiativ, som ikke er afhængigt af skiftende regeringer, men som vil kunne være der permanent.”

Komitéen får til huse hos Selveje Danmark, og de tre stiftere har inviteret en stribe aktører på det socialøkonomiske område til at sidde med om bordet.

Formålet er at sætte aktiviteter i gang og samtidig skabe netværk mellem aktørerne. Og så er det at formidle viden om socialøkonomi – både til de kommuner, som tager spæde socialøkonomiske skridt, og i dialog med landspolitikerne, understreger Jon Krog.

”Jeg håber da, at Troels Lund Poulsen vil se det som en håndsrækning og et signal om, at vi gerne vil samarbejde om regeringens politik på området,” siger han.

Minister vil fremme socialøkonomi
Tirsdag eftermiddag vil erhvervs- og vækstministeren formentlig løfte sløret for regeringens socialøkonomiske tanker, når han ved et pressemøde på den socialøkonomiske virksomhed BOAS Specialisterne i Kolding præsenterer sit nye Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst.

Men allerede i sidste uge gav ministeren et fingerpeg, da han i et svar til Socialdemokraternes Leif Lahn Jensen kommenterede denne artikel fra Altinget.

”Jeg er opmærksom på de socialøkonomiske virksomheders samfundsgavnlige indsats, blandt andet i forhold til at få udsatte grupper af borgere ind på arbejdsmarkedet,” svarede Troels Lund Poulsen. Ministeren bebudede også, at han ville understøtte grundlaget for flere og stærkere socialøkonomiske virksomheder.

”Jeg vil som led heri lancere et nyt initiativ, som blandt andet har fokus på at fremme de socialøkonomiske virksomheders vækstvilkår,” lød det i erhvervs- og vækstministerens svar.

Det svar erklærer Leif Lahn Jensen sig tilfreds med – på en forsigtig måde, som han udtrykker det.

”Jeg er tilfreds med, at han gerne vil noget på området og har en plan for at fremme de socialøkonomiske virksomheder. For dem er der brug for, hvis vi skal skabe et rummeligt arbejdsmarked. Men jeg vil gerne høre, hvad det er, ministeren vil,” siger Leif Lahn Jensen.

Også Jon Krog bekender sig til en behersket optimistisme efter ministerens udmelding.

”Jeg læser både på og mellem linjerne, at ministeren er på vej med et initiativ, der har et klart socialøkonomisk fokus,” siger han.

Uanset hvad Troels Lund Poulsen har i støbeskeen, vil der blive god brug for Komitéen for Socialøkonomi, mener Jon Krog.

”Nu dækker vi bord. Og så håber vi, der bliver sat noget interessant på bordet,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jon Krog

Branchedirektør, Selveje Danmark, Dansk Erhverv
cand.jur. (Københavns Uni. 1996), diplomleder (Danmarks Forvaltningshøjskole. 2009), MPA (CBS, 2016)

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00