Nyt akademi for social innovation får vokseværk allerede inden etableringen

WORK IN PROGRESS: Visionen for det kommende Akademi for Social Innovation er vokset. Det skal ikke blot uddanne ledere i civilsamfundet, men skabe løsninger på sociale problemer på tværs af sektorer. 

Indholdet i Akademiet for Social Innovation skal skabes på fire camps med 25 deltagere i hver. Den første er afholdt.  
Indholdet i Akademiet for Social Innovation skal skabes på fire camps med 25 deltagere i hver. Den første er afholdt.  Foto: Rasmus Degnbol
Carsten Terp Beck-Nilsson

Det startede som en vision om en uddannelse for foreningsledere. Men allerede inden Akademiet for Social Innovation nåede at tage form, er ambitionerne vokset. Nu går stifterne i stedet efter at lave en platform, der udvikler løsninger på sociale problemer på tværs af samfundets sektorer.

“Vi forestillede os, at vi skulle starte med en uddannelse for civilsamfundets aktører. Men vi fandt ud af, at der er mere brug for en platform, hvor civilsamfundet, det offentlige og det private erhvervsliv kan lave løsninger sammen,” siger den ene af initiativtagerne, Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov.

Akademiet for Social Innovation er et samarbejde mellem Tuborgfondet og Frivilligrådet. Og allerede da ideen blev lanceret i december sidste år, var der lagt op til udstrakt samarbejde mellem de tre sektorer. Dengang var tanken blot, at det skulle munde ud i et lederforløb, der tog særligt hånd om de udfordringer, ledere i civilsamfundet møder.

“Jeg har altid været meget optaget af kapacitetsopbygning i den frivillige verden. Men vi fik hurtigt en diskussion om, at hvis vi kun så på, hvordan man kan styrke én aktørs kompetencer, så får vi ikke noget nyt. Vi får bare mere af det, vi altid har fået,” siger formanden for Frivilligrådet, Vibe Klarup.

Derfor opstod der hurtigt en erkendelse i akademiets advisory board af, at fokus skulle rykkes over på, hvad man kunne få, hvis man styrkede samarbejdet mellem de tre sektorer.

“Som foreninger orienterer vi os i stigende grad mod det offentlige, fonde og virksomheder. Så det virkelig interessante er, om vi kan opnå en større effekt, hvis vi styrker de kompetencer, der skal til for at arbejde sammen på tværs af sektorerne,” siger hun.

Nu ligger fokus fast
Tuborgfondet har skudt 3,6 millioner kroner i Akademiet for Social Innovation, der skal udvikles på fire camps fordelt over to et halvt år. Den ene er afholdt, men der er stadig tre tilbage. I respekt for den proces er de to initiativtagere varsomme med at melde for konkret ud, hvad slutresultatet bliver.

“Men hvis jeg skal sætte et begreb på, så ser jeg det mest som en tænketank, der også rummer nogle uddannelseselementer. Mest af alt ser jeg det som et sted, hvor man i fællesskab kan udvikle nogle processer eller konkrete metoder til at løse sociale problemer,” siger Anne-Marie Skov.

Det handler ikke mindst om at finde nogle greb, der kan bruges til at hjælpe de mennesker, som står uden for fællesskabet, supplerer Vibe Klarup.

“Vi har aldrig rigtig fundet ud af, hvad det er for nogle greb, man skal have for at komme ind i den problemstilling. Det vil vi gerne finde - og meget gerne på en måde, hvor man ikke sidder og taler om udsatte og marginaliserede, men bringer dem i spil og bruger de styrker, de også selv har,” siger hun.

Nu har I drejet fokus for akademiet, siden sidst vi talte om det. Hvordan ser I på det?

“Jeg synes ikke, vi er hoppet fra det ene til det andet. Jeg synes bare, at vi har udvidet vores fokus. Og det er jeg glad for, at vi har gjort. Det er kun godt at blive klogere undervejs,” siger Anne-Marie Skov.

Men I har ikke ændret fokus, næste gang jeg taler med jer?

“Nej, nu tror jeg faktisk, vores fokus ligger fast,” siger Vibe Klarup. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Marie A. Skov

Bestyrelsesforperson, Fix&Foxy, bestyrelsesmedlem, DIS, Arken og Fonden for Socialt Ansvar og Settlementet, adjungeret professor, CBS
cand.mag. i engelsk og dansk (Københavns Uni. 1982)

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

0:000:00