Nyt studie: Kommuner holder på magten, når de samskaber

BESIDDERTRANG: Fortællingen om magtdeling med civilsamfundet er in. Men i praksis har borgerne utroligt svært ved at få indflydelse. Kommunale ledere skaber usynlige barrierer, viser ny forskning.

Det skorter ikke på kommunale projekter under titlen “samskabelse”. Til gengæld kniber det med reelt at dele ud af magten.

Det viser en ny ph.d.-afhandling, der ser på, hvordan borgerinddragende projekter, som er sat i værk på kommunalt initiativ, i høj grad også kommer til at foregå på kommunens præmisser.

“Kommunerne får fra start skabt et glasloft – en barriere, som er svær at få øje på – som bremser borgerne i at få reel indflydelse. Barrieren handler om, at kommunen i forvejen har defineret en række ting i projektet, som det er vanskeligt at lave om på. Derfor støder borgerne hurtigt hovedet mod loftet i processen, måske uden at de selv er klar over det,” siger Anne Tortzen.

Hun arbejder til dagligt på Center for Borgerdialog og står bag ph.d.-afhandlingen fra RUC.

Tænker du radikalt anderledes?
Glasloftet, den usynlige barriere, kommer især tydeligt til udtryk i sproget. Altså i den måde, som de kommunale ledere italesætter samskabelsesprojekterne på, fortæller Anne Tortzen.

Det viser flere eksempler fra ph.d.'en, der undersøger udvikling og forløb i tre ambitiøse samskabelsesprojekter i tre forskellige kommuner. Men der er, som Anne Tortzen understreger, tale om mønstre, som med stor sandsynlighed kan genfindes i andre kommuner.

I Ikast-Brande Kommune gik projektet under overskriften “Aktive borgere skaber den gode sagsbehandling”. Målet var i fællesskab med borgerne at finde frem til, hvordan kommunen kunne spare udgifter på sagsbehandlingen på ældreområdet ved at få borgerne til at udføre mere af arbejdet selv. Derfor inviterede kommunen til det, den kaldte “radikal innovation”.

“Og det begreb betød, at de ældre borgere og de medarbejderne, der arbejder inden for området, stort set blev sorteret fra i projektet. Ledelsen tænkte, at hvis der virkelig skulle opfindes noget nyt, måtte andre på banen end dem, der var farvet af, hvordan den daglige virkelighed så ud,” siger Anne Tortzen.

“På den måde fik man koblet de berørte og relevante parter af projektet.”

Ingen risikovillighed
En afart af samme problem opstod i Holbæk, hvor kommune og borgere sammen skulle udvikle nye “bæredygtige løsninger” på børn- og ungeområdet.

I kommunens optik skulle løsningerne handle om faglig og økonomisk bæredygtighed – blandt andet fordi målet med samskabelsesprojektet var at spare 21 millioner kroner.

Men i diskussionerne med forældre og lokalsamfundsrepræsentanter blev det klart, at bæredygtighed for dem blandt andet handlede om, hvordan man kunne understøtte et levende lokalsamfund og børnenes fritidsliv.

“Men borgernes forståelse fik ikke plads, for de kommunale ledere var ikke indstillet på at åbne op for definitionen, selvom de blev udfordret på den. Der var simpelthen ikke tilstrækkelig risikovillighed,” siger Anne Tortzen.

Hvad var ideen med at byde op til samskabelse så?

“Meget handler om historiefortælling – at lægge et lag glasur hen over noget, der i virkeligheden handler om noget mindre sympatisk end samskabelse. Det kan kommunen få en form for legitimitet ud af, for jeg kan se, at mange borgere responderer positivt på bare at være inviteret indenfor.”

Forhippet på resultater
Et andet benspænd er, at kommunerne ofte er forhippede på at nå frem til nogle hurtige og synlige resultater af samskabelsen. Projekterne har både politisk og strategisk opmærksomhed, og det forstærker behovet for at kunne pege på et klart udfald. Derfor lægger kommunen sig tidligt eller helt fra start fast på, hvilke resultater projektet skal føre til. Og det virker kontraproduktivt i forhold til at opnå reel samskabelse, forklarer Anne Tortzen:

“Forskningen viser, at samskabelse, som virkelig skaber noget nyt, først og fremmest fører til nye forståelser og forbindelser mellem mennesker. Noget temmelig usynligt, som på kort sigt ikke kan tælles, måles og vejes.”

I Ikast-Brande havde kommunen for eksempel på forhånd besluttet, at borgerprojektet skulle munde ud i et idékatalog med forslag til innovative tiltag på ældreområdet. På den måde afskar kommunen sig fra at forfølge input, der kunne tage projektet i andre – og måske bedre – retninger.

“Det endte med at blive et stendødt idékatalog, for ideerne levede ikke hos nogen i organisationen. De var et mål, som var lagt ned over projektet fra toppen fra start, men som de relevante parter ikke havde noget ejerskab til,” siger Anne Tortzen.

I Roskilde, der som den eneste case-kommune ikke havde deciderede sparetanker inde over, men hvor målet var at løfte et sårbart lokalområde, blev denne form for resultattænkning også tydelig. Her blev der sat aktivitetsmål for, hvor mange borgere kommunen ønskede at få til at deltage i forskellige aktiviteter.

En meget medie- og politikervenlig målsætning, men som ikke nødvendigvis havde noget med samskabelse at gøre, mener Anne Tortzen.

“Udfordringen er i høj grad, at kommunerne trækker systemets milepæle – årshjul, budgetvedtagelser, politiske forhandlinger og møder – ned over en proces, der kræver meget mere frirum og lang tid til dialog og forhandling.”

Helt vildt svært
Ser kommunerne ikke selv det glasloft, de skaber?

“Nej, ikke nødvendigvis. Som kommunal leder er man så vant til at definere virkeligheden ud fra et kommunalt perspektiv, at man – uden at være bevidst om det – ikke kan lade være,” siger Anne Tortzen.

Hun understreger, at det i praksis er en “helt vildt svær manøvre” at dele ud af magten:

“Men det er dét, som er essensen af samskabelse. Det er dét, kommunen siger, den vil. Så må den også bestræbe sig på at gå i ligeværdig dialog med borgere og de frivillige og give slip på magten til at definere både problem og løsninger.”

Dyk ned i hele Anne Tortzens ph.d.-afhandling her.

Forrige artikel “Hvis det er for at overleve, må du gøre, hvad du er nødt til” “Hvis det er for at overleve, må du gøre, hvad du er nødt til” Næste artikel Danskerne: Drop loft over frivilligt arbejde Danskerne: Drop loft over frivilligt arbejde