Partiformand: Jeg kunne være endt som radikaliseret

INTERVIEW: Nationalpartiets formand Kashif Ahmad følte sig diskrimineret i sin ungdom og mener i dag, at han kunne være endt som en vred ung radikaliseret. Men hans far og det muslimske foreningsliv lærte ham at bruge frustrationerne konstruktivt.

"Jeg var virkelig vred i de sene teenageår, og jeg kunne sagtens være endt som radikaliseret," siger Kashif Ahmad.
"Jeg var virkelig vred i de sene teenageår, og jeg kunne sagtens være endt som radikaliseret," siger Kashif Ahmad.Foto: Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

Egentlig har Altinget sat et interview op med Kashif Ahmad for at tale om hans syn på det muslimske foreningsliv på baggrund af hans årelange erfaring med frivillighed i Avedøre og Hvidovre.

Men det er tydeligt, at det her og nu er andre ting, som rumsterer i hovedet på Nationalpartiets formand.

“Det er så frustrerende, at vi ikke kan få svar på, hvor mange af vores vælgererklæringer der er godkendt,” siger Kashif Ahmad.

Partiet hævder at have indsamlet det nødvendige antal vælgerklæringer for at blive opstillingsberettiget til næste valg. Men på grund af problemer med Indenrigsministeriets it-system er en del af erklæringerne gået tabt.

Jeg blev stort set altid nægtet adgang til barer og diskoteker uden begrundelse. Og det føltes simpelthen så uretfærdigt.

Kashif Ahmad
Formand, Nationalpartiet

“Men vi kan ikke få at vide hvor mange. Derfor står vi i en situation, hvor det er svært for os at gå i gang med at skaffe nye erklæringer. For vi aner ikke, om det er 1000 eller 20.000, vi mangler,” siger Kashif Ahmad.

Følte sig diskrimineret
Man kan ikke forstå, hvorfor Kashif Ahmad blev politiker uden at zoome ind på hans opvækst på den københavnske vestegn.

Vi har ikke tradition for foreningsliv i Pakistan på samme måde som i Danmark. Men min far var også meget optaget af, at det var noget, vi skulle tage til os.

Kashif Ahmad
Formand, Nationalpartiet

36-årig Kashif Ahmad er født i Danmark og er barn af pakistanske gæstearbejdere, som kom til Danmark omkring 1970. Og det var ikke altid nemt at være 2 g’er i 80’erne og 90’ernes Hvidovre. Han følte sig ofte forskelsbehandlet og i visse tilfælde decideret diskrimineret.

Som teenager kontaktede han en burgerbar, fordi han gerne ville have et fritidsjob. Men personen i den anden af røret var meget kortfattet og sluttede samtalen underligt brat. Kashif blev mistænksom, og selvom han egentlig ikke havde lyst til at få bekræftet sine bange anelser, ringede han op igen. Og præsenterede sig som Kasper.

“Og så opfordrede man mig pludselig til at komme ned og få en snak,” husker Kashif Ahmad og fortsætter:

“Det var de samme typer af oplevelser igen og igen. Jeg blev stort set altid nægtet adgang til barer og diskoteker uden begrundelse. Jeg forsøgte alt: at komme alene; komme med drenge med blå øjne; eller ene fyr sammen med fire lyshårede piger. Resultatet var altid det samme. Og det føltes simpelthen så uretfærdigt,” siger Kashif Ahmad.

Derfor har han i dag en forståelse for, hvad det kan bunde i, når unge europæiske muslimer ender som radikaliserede.

“Jeg var virkelig vred i de sene teenageår, og jeg kunne sagtens være endt som radikaliseret. Fordi jeg følte, at jeg kæmpede en daglig kamp mod diskriminationen,” siger han.

Faderen: Vær taknemmelig
Kashif Ahmads far ville dog ikke høre tale om, at hverken Kashif eller hans to brødre skulle være sure på Danmark. Han havde ellers sit at slås med som hårdtarbejdende taxachauffør og alenefar. Han mistede sin kone, da Kashif var blot otte år gammel.

Alligevel var han optaget af, at hans børn skulle få de muligheder, han ikke selv fik. Derfor tog familien jævnligt til Pakistan for at besøge den landsby, familien stammede fra. De havde hverken rindende vand eller toilet.

“Se, hvor godt I har det. Det her havde været alternativet. I skal være taknemmelige for at være i Danmark,” husker Kashif, at hans far sagde.

Besøgene gjorde stort indtryk og havde den ønskede effekt: Efterhånden blev søskendeflokken mere og mere integreret i det danske samfund.

For Kashifs vedkommende skyldes det utvivlsomt også, at han begyndte at blive mere og mere aktiv som frivillig. Allerede i folkeskolen blev han elevrådsformand, og på Avedøre Bibliotek kom han i kontakt med Niels Pedersen, “som var meget mere end en bibliotekar.”

Han gav Kashif og andre drenge troen på, at hvis de havde lyst, kunne de skabe, hvad de ville. Så de arrangerede fodboldturneringer for ghettodrenge i Avedøre. Senere kunne Kashif konstatere, at de pakistanske efterkommere manglede en cricketklub; og så stiftede han den.

“Det var ret fantastisk at mærke, at man kunne gøre de her ting. At folk kom, og at der var stor opbakning også fra kommunens side,” siger Kashif Ahmad, som også giver sin far en del af æren for, at han blev en aktiv frivillig.

“Vi har ikke tradition for foreningsliv i Pakistan på samme måde som i Danmark. Men min far var også meget optaget af, at det var noget, vi skulle tage til os,” siger han.

Var aktiv i moske
Men skal man pege på en afgørende arena, som har haft betydning for, at Kashif Ahmad blev fuldblodsdemokrat, er det utvivlsomt Nusrat Djahan-moskeen i Hvidovre, Danmarks ældste moske.

“Først og fremmest var det et trygt sted, hvor alle i mine forældres netværk holdt til. Men efterhånden udviklede det sig til at blive en platform, hvor vi kunne prøve alle mulige ting af,” husker han.

Kashif Ahmad blev udpeget som ungdomsformand i moskeen og var med til at stable dialogmøder på benene.

“Det var så fedt. Ånden var virkelig: 'Okay hvem kan vi invitere til debat?' Skal vi diskutere integration? Måske invitere nogle, der er kritiske over for os?' Det var virkelig inspirerende. Og det er meget sigende, at Martin Henriksen på et tidspunkt var ude til et dialogmøde,” fortæller Kashif Ahmad.

Kashif bor i dag med sin kone og lille barn i Hvidovre og er glad for, at hans far var så optaget af, at han blev en del af danske samfund.

“Jeg føler mig lige så dansk som Martin Henriksen,” siger Kashif Ahmad.

'Tonen' skader integration
Men følelsen af at være anderledes spøger stadig. Han ser ofte eksempler på, at muslimer bliver behandlet som andenrangsborgere.

"Se bare på sagen for et par år siden, hvor FCK afviste billetkøb fra tilskuere, som havde tyrkisk klingende navnene. Det er rendyrket diskrimination."

FCK ville selv sige, at det handler om sikkerhed. Tror du ikke, scenariet havde været det samme, hvis spaniere havde købt billetter til hjemmebaneafsnittet?

"Nej, det tror jeg desværre ikke på," siger han.

Selv var Kashif Ahmad også ude for en voldsom oplevelse, da han deltog i den allerede herostratisk berømte Debatten-udsendelse, hvor Martin Henriksen betvivlede en elevrådsformands danskhed, 

Nye Borgerlige-kandidaten Poul Højlund konstaterede undervejs, at muslimer er de eneste, som skaber integrationsproblemer.

“Vi har kun et problem et eneste sted,” sagde han og pegede på den jurastuderende debattør Tarek Ziad Hussein og Kashif Ahmad.

“Og det er derovre,” fortsatte Poul Højlund.

“Det var meget grænseoverskridende,” husker Kashif Ahmad i dag.

“Det er blevet legitimt at omtale muslimer på en meget racistisk måde, og det er så ødelæggende,” siger Kashif Ahmad.

Siger du dermed, at tonen i debatten har betydning for, hvor godt vi lykkes med integrationen?

“Ja selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan mene noget andet,” siger Kashif Ahmad.

Men hvordan kan en hård tone i integrationsdebatten påvirke, hvor godt det enkelte barn er integreret?

“Mine nevøer og niecer er otte år gamle. Og allerede i deres klasser taler man om, at der er nogen, der er er danske, og nogen, der ikke er danske. Det skaber skel, og det er jo ikke noget, børnene finder på. Det kommer et eller andet sted fra. Og jeg mener, det kan føres tilbage til, at vi har en offentlig debat, der til tider er decideret racistisk over for muslimer,” siger Kashif Ahmad.

Spørgsmålet er imidlertid, om Kashif Ahmad selv bidrager til polariseringen af integrationsdebatten. Selvsamme aften, hvor han blev skammet ud, spillede han nemlig det såkaldte Nazi-kort.

“Der har kørt en hetz og en stigmatisering og dehumanisering, som får mine tanker tilbage til mellemkrigstiden i Tyskland, hvor det endte med, at en hel befolkningsgruppe blev gasset,” siger han.

Det er et meget voldsomt billede?

“Jo, men ind imellem skal man turde sige tingene, som de er. Og der er store lighedstegn mellem den måde, man omtaler muslimer på i dag og så den offentlige hetz, jøder blev udsat for i 30’erne” siger Kashif Ahmad.

Men derfra til at antyde, at konsekvenserne – altså et massivt folkemord – kan blive de samme, er der vel et stykke vej?

“Det kan du sige. Men det er simpelthen så vigtigt, at vi indser, hvor alvorligt det er. Hvad der er ved at ske med vores samfund. Og så må man ind imellem tage nogle lidt barske metoder i brug,” siger han.

Og nu politik
Det er politikeren Kashif Ahmad, der taler. For selvom han har været et aktivt foreningsmenneske, er han kommet frem til, at hvis han virkelig vil i mål med sit livsprojekt, skal han gå politikkens vej.

“Civilsamfundet er utrolig vigtigt, og det kan gøre en masse gode ting. Det kan lave fede arrangementer og sætte ting til debat. Men hvis jeg virkelig vil ændre nogle ting, skal det være som politiker. Og det derfor, vi har stiftet Nationalpartiet.

Han sidder allerede i Hvidovre Byråd, men det er den nationale arena, han higer efter.

“Derfor håber jeg virkelig, vi snart får en afklaring med de vælgererklæringer. Vores tålmodighed er snart brugt op,” siger Kashif Ahmad.

Dokumentation

De er blevet beskyldt for at opfostre Syrienskrigere, og politikerne strammer nu folkeoplysningsloven for at bekæmpe radikalisering i moskéerne.

Men hvordan ser de muslimske foreninger selv på deres virke, dagligdag og plads i det danske samfund?

Og kan de være med til at løse integrationsproblemerne?

Altinget forsøger at finde svarene i en artikelserie om den muslimske del af civilsamfundet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00