Poul Due Jensens Fond: Verdensmål kræver mere end ren forretning

Af Christian Hartvig
Direktør i Poul Due Jensens Fond

Kan FN’s Verdensmål nås med forretningstænkning?

Lidt provokerende er mit svar nej, og det kolliderer nok med den skole, der taler om impact investment, business cases og tilsvarende begreber som en forudsætning for bæredygtighed. Sagt lidt på en anden måde så har erhvervslivet og den klassiske forretningstænkning alene ikke mulighed for at sikre, at vi når Verdensmålene i 2030. Her bliver det filantropiens opgave at nå ud til de allerfattigste, hvor forretningsmodellerne ikke nødvendigvis hænger sammen.

Adskiller sig fra 2015-målene
Verdensmålene adskiller sig markant fra det, der på dansk blev kaldt 2015-målene (Millennium Development Goals), og som var forgængeren for Verdensmålene, ved, at Verdensmålene omfatter alle og ikke kun taler om eksempelvis en halvering af de personer, der ikke har bæredygtig adgang til sikkert drikkevand.

Mange af de lavthængende frugter, det vil sige der, hvor der var en oplagt ”business case”, er heldigvis allerede høstet i forbindelse med 2015-målene, men tilbage er stadig i størrelsesordenen 663 millioner mennesker, der mangler bæredygtig adgang til sikkert drikkevand. Mange af disse mennesker lever for under en dollar om dagen, og her spiller en klassisk forretningstænkning fallit.

Her er der, hvis vi forventer at nå Verdensmålene i 2030, brug for de filantroper, der er klar til at donere ressourcer uden nogen forventning om tilbagebetaling. Hvis vi pålægger meget fattige mennesker at tilbagebetale den for dem ret store initialinvestering til et robust vandsystem, så formår de ikke at få sparet op til vedligeholdelse, når disse omkostninger rammer.

Klassisk forretningstænkning har sin berettigelse i mere befolkningstætte bymiljøer, men ude på landet hos de allerfattigste starter det med filantropi, hvis vi skal i mål til 2030.

Christian Hartvig
Direktør, Poul Due Jensens Fond

Lånemodeller med høj risikoprofil og lignende investeringsorienterede modeller kan sagtens fungere for de relativt mere velstillede, men for de allerfattigste vil det være en hindring for at sikre dem bæredygtig adgang til rent drikkevand til en overkommelig pris (mål 6.1).

En kenyansk præst sagde engang til en af mine tidligere kolleger: ”Gud bringer vand fra oven, og det er derfor gratis. Desværre sender han ikke reservedele samme vej”. Sagt på en anden måde; bæredygtig vandforsyning er ikke gratis. Heldigvis har langt de fleste af selv de allerfattigste, vi møder, viljen til at betale, hvis de kan. Udfordringen er at finde det prispunkt, hvor alle i lokalsamfundet har mulighed for at betale.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at bæredygtighed kun bliver en realitet, hvis lokalsamfundet får skabt en struktur, hvor de i fællesskab sikrer og tager ansvar for, at vandsystemet løbende vedligeholdes, og at der etableres en betalingsstruktur, som sikrer opsparing af midler til fremtidig vedligeholdelse.

Rent drikkevand er altafgørende
I Indonesien har jeg besøgt vandprojekter, hvor de lokale tilknyttet det ene projekt betalte det samme for 20 liter vand, som en familie tilknyttet et andet projekt betalte månedligt for frit forbrug, selvom den initiale investering i det sidste projekt, var noget større end i det første.

Det handler grundlæggende om betalingsevnen, men når vi bringer rent vand op i landsbyen og sikrer, at prisen er overkommelig, starter vi en rejse for den landsby. Den begynder med forbedret sundhed og mere tid til andet værdiskabende arbejde. Vand er liv, og adgangen til rent og sikkert drikkevand er en grundlæggende forudsætning for både social og økonomisk udvikling.

At arbejde med verdens allerfattigste er en langsigtet opgave, og det kan på grund af fattigdommens dybde strække sig over år, hvor der i begyndelsen også ydes støtte til eksempelvis vedligeholdelse. Det vigtigste er, at der er fremdrift mod bæredygtighed, men når vi er ude hos de allerfattigste er det gaven og det kærlige og støttede skub, der skal hjælpe med at bringe disse verdensborgere inden for rammerne af Verdensmålene. Her er filantropernes langsigtede tålmodighed i de fleste tilfælde et bedre match end den klassiske forretningstænkning.

Klassisk forretningstænkning har sin berettigelse i mere befolkningstætte bymiljøer, men ude på landet hos de allerfattigste starter det med filantropi, hvis vi skal i mål til 2030.