Sociale entreprenører ærgrer sig over regeringens erhvervsudspil

MANGELLISTE: Regeringens erhvervsudspil lider af en bemærkelsesværdig mangel på tiltag for socialøkonomiske virksomheder. Det mener tre organisationer på området, som også peger på, hvor regeringen kunne sætte ind.

Der var ingen godbidder til socialøkonomiske virksomheder som Huset Venture i regeringens nyligt udsendte erhvervsudspil. 
Der var ingen godbidder til socialøkonomiske virksomheder som Huset Venture i regeringens nyligt udsendte erhvervsudspil. Foto: /ritzau/Gorm Olesen
Carsten Terp Beck-Nilsson

Med 22 initiativer vil regeringen styrke erhvervslivet og iværksættere, men der er et gevaldigt hul i erhvervsudspillet: Der mangler tiltag, der gavner sociale virksomheder.

Sådan lyder det fra tre organisationer, der samler socialøkonomiske entreprenører i Danmark.

I brancheforeningen for selvejende organisationer, Selveje Danmark, ærgrer direktør Jon Krog sig.

”Det er synd – både for de socialøkonomiske virksomheder og for de mennesker, for hvem de sociale virksomheder kunne være en vej tilbage til arbejdsmarkedet,” siger han.

Lige så ærgerlig er direktøren for en anden brancheforening, Kooperationen, Susanne Westhausen.

”Socialøkonomi og i det hele taget fællesskabsbaseret demokratisk iværksætteri er fuldstændig fraværende i udspillet,” konstaterer hun.

Susanne Westhausen peger på, at virksomheder, der startes i fællesskab, er mere levedygtige end enkeltmandsinitiativer.

”Så det er rigtig ærgerligt, at det ikke tæller,” siger hun.

Skal vi have alle med?
I Selveje Danmark peger Jon Krog på to konkrete steder, hvor regeringen kunne have sat ind:

  • Regeringen kunne have undtaget registrerede socialøkonomiske virksomheder for rimelighedskravet – det vil sige reglen om, at mindre virksomheder skal have mindst fem ordinært ansatte for hver medarbejder i løntilskud, mens større virksomheder skal have mindst ti ordinært ansatte pr. ansat i løntilskud.
  • Regeringen kunne have genetableret Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder, som blev lukket i efteråret 2015.

”Det sidste ville have kostet et par millioner og det første stort set ingenting. Men regeringen har åbenbart valgt at se helt bort fra det arbejde, de socialøkonomiske virksomheder gør for en gruppe mennesker, der ellers i massiv grad har brug for en ekstra hånd i ryggen,” siger Jon Krog. Han tilføjer:

”Det er ellers ikke helt det, statsministeren taler om, når han siger, at vi skal have alle med.”

Fradrag for sociale investeringer
Også formanden for Sociale Entreprenører i Danmark, Per Bach, ser oplagte muligheder for at understøtte de sociale virksomheders arbejde.

”Når nu regeringen vil styrke små og mellemstore virksomheder ved at give private fradrag for aktieinvesteringer, så kunne det være aktuelt også at styrke sociale investeringer. De skaber jo ikke blot vækst, men har oven i det en positiv social effekt,” siger Per Bach.

For eksempel kunne regeringen have skævet til England, som for tre år siden vedtog en skattelettelse på 30 procent til private, som investerer i godkendte sociale organisationer, påpeger han. Det foregår i praksis ved, at investorerne får en reduktion i indkomstskatten svarende til 30 procent af det beløb, de har investeret.

Det er en god investering for samfundet, mener Per Bach. For når socialøkonomiske virksomheder skaber overskud, geninvesterer de pengene i virksomhedernes sociale formål.

”Det betyder jo, at den vækst, der foregår i en socialøkonomisk virksomhed, har en direkte social og ofte også miljømæssig effekt, som er til gavn for samfundet,” siger han.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00