Sociale investeringer virker bedst i samspil med frivillige og filantroper

Innovationsminister Sophie Løhde (V) har lanceret et udspil til sociale investeringsprogrammer til gavn for tidlig og forebyggende indsats på det sociale område.

Initiativet er en del af regeringens store Sammenhængsreform, der kom i april. Et eksempel er at forebygge den kroniske sygdom type 2-diabetes, som hvert år koster samfundet milliarder. Et andet eksempel er tidlig indsats over for udsatte unge, som aldrig får en uddannelse eller kommer i arbejde. Indsatser, der hvert år koster samfundet milliarder.

Tanken er, at offentlig-private samarbejder i fremtiden skal skabe mere kvalitet i den offentlige velfærd og mindske det offentliges udgiftspres. I første omgang taler Løhde om at lade andre komme til, når det gælder indsatser for udsatte unge og kriminelle, langtidsledige og sygdomsramte.

Initiativer som disse har været efterlyst længe. Der er behov for at gå nye veje i den sociale indsats – og det skal i højere grad ske med deltagelse af stærke, private aktører fra mange kanter. Aktører, der er stærke på penge såvel som på frivillighed. I forskellige interview har Løhde talt varmt for at inddrage de frivillige foreninger i fornyelsen.

Bud efter fondene
Det er naturligvis ikke hvilken som helst slags private penge, ministeren har i tankerne. Ud over pensionskasserne, er der – endnu engang – bud efter fondene. Denne gang også som investorer. Der er mange offentlige milliarder i omløb, når det drejer sig om det sociale område.

Går det som regeringen ønsker, vil tunge, private investorer komme på banen for at løse sociale udfordringer, som tynger velfærdsstaten, forklarer ministeren til blandt andre Berlingske.

Ikke småpenge
En helhedsorienteret indsats vil kræve investeringer på trecifrede millionbeløb. Vi taler altså ikke om småpenge. Og næppe heller om investeringer uden modkrav om indflydelse på, hvordan man omstiller en social indsats fra det akutte til det forebyggende og de varige løsninger. Det skal nok give dønninger, når man først kommer så langt.

Positiv modtagelse
Foreløbig er forslaget om sociale investeringsprogrammer modtaget positivt hos politiske kolleger i Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Ligeså hos socialpædagogernes formand, Benny Andersen, der gerne ser, at man betragter den sociale indsats som en investering og ikke en udgift.

Ude i kommunerne tripper man for at komme i gang. Indtil videre ligner det godt politisk håndværk fra innovationsministerens side: Det politiske flertal er hjemme, og centrale stakeholdere bakker op om ideen. Der er åbnet op for at gå nye veje.

No-cure-no-return
Innovationsministerens udspil lægger op til en større grad af markedstænkning inden for det sociale område. Investeringen skal ske efter en slags "no cure no return"-princip. De risikovillige investorer får forrentet deres investeringer betinget af, at indsatsen skaber effekt og det offentlige sparer penge. Den nye model vil komme til at ligge midt mellem rene filantropiske donationer og klassisk investeringsvirksomhed.

Det er en spændende kombination, som nok skal komme op at flyve. Tiden er til at kombinere samfundsansvar med risikovillighed og dedikation til at gå sammen på uortodokse måder med det formål at løse komplicerede udfordringer.

Benspænd
Men der er bespænd undervejs, hvis private investorer skal med. Det er Løhde selvfølgelig godt klar over. Tidligere på måneden siden understregede hun da også i Deadline, at det vil være relevant at tænke fondene ind, fordi de ”nok har en anden risikoprofil end pensionskasserne”.

Helt grundlæggende har kommercielle investeringsformuer først og fremmest til formål at skaffe afkast. For pensionskassernes vedkommende skal de sikre en optimal forrentning af medlemmernes penge. For fondene gælder, at deres kommercielle investeringer er grundlaget både for deres erhvervsvirksomhed og dermed for deres almennyttige, filantropiske aktiviteter.

Hvordan beregner man effekten
På det rent praktiske plan gælder det om at skrue de kommende offentlig-private investeringsaftaler sammen, så man bliver enig om, hvordan man evaluerer på de opnåede resultater.

Helt konkret skal man blive enig om at beregne effekten af sociale investeringer. Hvad er grundlaget for at beregne afkastet: Det umiddelbare output, for eksempel i form af at flere unge kommer i uddannelse, eller den langvarige effekt af, at de efterfølgende får et arbejde, en familie og i det hele taget et godt liv.

Masser af interesse
Der er masser af viden og erfaring at hente blandt almennyttige fonde og frivillige organisationer, når det gælder sociale indsatser.

Den A.P. Møllerske Støttefond donerede sidste år 750 millioner kroner til sociale indsatser for at få mennesker på kanten tilbage til uddannelses- og arbejdsmarkedet. Sammen med Grundejernes Investeringsfond, Nordea-fonden og Tuborg Fondet støtter de også de årlige mesterskaber for erhvervsuddannelser SkillsDenmark med det formål at stimulere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Og i denne måned kom Nordea-fonden med nyheden om, at man nu afsætter 75 millioner kroner til at styrke erhvervsuddannelserne.

Alt sammen initiativer, der kun kan fungere i samarbejde med frivillige foreninger – og naturligvis med den offentlige forvaltning.

Lad de frivillige og filantroperne komme med
Skal den sociale indsats skifte fokus fra det akutte til det forebyggende, må man håbe, at de private fonde og pensionskasser ikke bare kommer med penge, men også interesserer sig for de erfaringer, der allerede er med at ændre måden, hvorpå det offentlige forvalter sine styringsredskaber. Sektortænkning, kontrolsystemer og manglende fleksibilitet i forvaltningen er velkendte forhindringer for helhedstænkning og varige løsninger.

Her kan der være stor nytte i at gå i dialog med de frivillige og filantroperne og finde ud af, hvordan man undgår, at ønsket om en forebyggende indsats og varige løsninger forhindres af hensynet til kontrol og kortsigtede budgetter.

Der er brug for alle positive kræfter, hvis private sociale investeringer også skal føre til varige løsninger. Ministerens udfordring ligger måske slet ikke i at få de sociale investorer med. Den største udfordring kan meget vel vise sig at ligge i at få gjort op med den offentlige forvaltnings krav om kontrol og sektoropdeling.

------------

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.