Solidaritet, menneskerettigheder og andre rare julesager

UGEREVY: Julefreden har sænket sig – også over det civile overblik, som i dag er klinisk renset for kiv og strid. 

Vibe Grevsen er en af de 20 transkønnede aktivister, som i sidste uge fik årets Menneskerettighedspris. 
Vibe Grevsen er en af de 20 transkønnede aktivister, som i sidste uge fik årets Menneskerettighedspris. Foto: Brian Rasmussen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Kære civilsamfund. Vi vil gerne benytte denne mandag til at sige undskyld til jer alle sammen:

Undskyld!

Så. Nu er det gjort.

Og hvorfor siger vi så undskyld, spørger I måske?

Det er såmænd, fordi vi er frygteligt tyngede af skyld over sidste uges krigeriske overblik. Det var jo fyldt med stridbare julemænd, grådige genbrugsbaroner og vrimlede sågar med generaler.

Jamen hvad ligner det? Og så i denne søde juletid!

Det vil vi gerne råde bod på. Så derfor er dette sidste civile overblik inden jul et sandt konfektorgie af harmoni, fred og fordragelighed. Lad os straks komme i gang.

Og vi starter i vores egen baghave. I sidste uge skrev vi nemlig, at Tuborgfondet og Frivilligrådet er gået sammen om at skabe en ny (efter)uddannelse til ledere i civilsamfundet.

De to institutioner savner en lederuddannelse, der er specifikt målrettet civile ledere og de udfordringer, de oplever.

”Og i det forstudie, vi har været i gang med i et år, kom vi frem til, at der var brug for et egentligt akademi, som kunne give civilsamfundets ledere et kompetenceløft,” siger Anne-Marie Skov, direktør i Tuborgfondet, i artiklen her.

En af vores vågne læsere drypper dog lidt malurt i julegløggen. Hun spørger i en kommentar til artiklen, hvorfor man ikke bruger pengene på at forbedre den Master i socialt entreprenørskab, der allerede findes på RUC?


Og hermed er også den tanke sendt videre.

I øvrigt er uddannelse hot stof. Også i civilsamfundet.

Flere og flere universiteter i både Europa og USA udbyder kandidatuddannelser i filantropi, skriver nyhedsbrevet Danmarks Fonde her

På CBS følger man udviklingen, men indtil videre holder skolen sig til at øge sit fokus på filantropiske elementer i flere af de kortere kurser.

Et juletilbud til regeringen
På CBS sidder professor Anker Brink Lund. Og i disse glade gavetider har han et velment råd til regeringen: Gør det gratis for virksomhedsejere at lægge et firma ind i en fond. Og gør det hellere nu end i morgen.

Anledningen er, at regeringen alligevel har besluttet sig for at sløjfe den såkaldte bo- og arveafgift – de afgifter, man giver til staten, når man overdrager et firma til næste generation – senest i 2025. Det har professoren sympati for. Men han synes, regeringen burde starte med fondene. For det giver penge tilbage til samfundet i form af almennyttige donationer.

”Hvis jeg var politiker, ville jeg starte med fondene, for der ved vi, at samfundet ved generationsskifte får noget tilbage, og at det formodentlig vil være en begrænset del af dem, der vil bruge fondsmodellen,” siger Anker Brink Lund her.

Solidaritet og menneskerettigheder
Der blev ikke bare uddelt gode råd, men også priser i sidste uge.

Årets menneskerettighedspris gik til 20 transkønnede aktivister, fordi de har skabt synlighed og debat om både transkønnede og om kønsroller og stereotyper generelt.

”De er stået frem, selv om de har risikeret stigmatisering, afvisning fra familier og hate speech. De har udfordret selve det system, som de er afhængige af for at få behandling,” fremhæver Rådet for Menneskerettigheder her.

Og også nede i det der EU skete der ting og sager i sidste uge. Her besluttede EU-Kommissionen at lancere et solidaritetskorps, som skal operere på tværs af de europæiske grænser. Tanken er, at unge kan melde sig og gøre en samfundsgavnlig indsats i en række forskellige organisationer. Kommissionen fremhæver her, at arbejdet for eksempel kan være at hjælpe med at integrere flygtninge, rense skove eller støtte udsatte grupper i samfundet.

Nyt om den tredje verden
Og nu vi er ved hjælpen til andre, så kan Dansk Ungdoms Fællesråd glæde sig over at få flere penge til rådighed til sit ulandsarbejde.

Mens de fleste andre får beskåret ulands-bevillingerne, får DUF næste år 12 millioner kroner på finansloven mod 7,1 millioner i år, skriver Globalnyt.

Pengene skal blandt andet gå til at støtte nye initiativer i Østeuropa.

Længere sydpå, i Tanzania, vil Poul Due Jensens Fond over de næste tre år bruge 5,3 millioner dollar – lidt over 35 millioner kroner – på at opføre verdens største soldrevne vandværk.

Vandværket skal give 250.000 flygtninge fra Burundi og Congo i det vestlige Tanzania adgang til vand.

Djøfstortion skal være folkeligt
Og fra Tanzania til Allinge.

Folkemødet har fået ny direktør, som fra januar skal stå for den politiske festival. Mads Akselbo Holm har hidtil slået sine folder hos Distortion. Det skal nok fremkalde et smil på læberne hos dem, der ynder at kalde den politiske fest for Djøfstortion. Og det adresserer den nye direktør da også i et interview med avisen Kommunen.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se på, hvordan vi kan gøre Folkemødet endnu mere folkeligt i de fire dage, det står på, så det ikke er en såkaldt Djøfstortion, som nogle har kaldt det. Eksempelvis ved at tilbyde flere nyskabende og anderledes debatter, så vi ikke bare ender med at sidde nede i et telt med et panel af fire forskellige debattører og så videre til det næste,” siger Mads Akselbo Holm her.

Længe leve frivilligheden
Folkelighed rimer på frivillighed (hvis man ser med lidt velvilje på de første stavelser, og det gør vi gerne i denne søde juletid, red.).

Og frivilligheden har den politiske leder for Radikale, Morten Østergaard, set sig lun på. I et indlæg på Altinget hylder han den frivillige indsats, mange tusinde danskere gør hvert år.

Og han mener, de frivillige har meget at byde på i velfærdssamfundet. Derfor foreslår han, at der nedsættes en Frivillighedskommision.

”Kommissionen skal afdække vilkårene for frivillighed, ændringerne i måden, vi er frivillige på, samt hvordan vi gør velfærden til et fælles anliggende. Hvor og hvordan kan civilsamfundet og den offentlige sektor sammen fremme en bedre velfærd? Hvordan gør vi alt dette med frivilligt engagement som større drivkraft end i dag? Og hvad vil det betyde for offentligt ansatte, politikerne og de frivillige selv?” skriver Morten Østergaard i indlægget, som du kan læse i sin helhed her.

Og så runder vi af hos nogle, der har forstået budskabet om, at der er brug for frivillige. I Årslev, nærmest nøjagtig midt på Fyn, er den lokale folkeskole gået i gang med at uddanne unge til at være frivillige gymnastik-, håndbold- og fodboldtrænere.

”Vi har brug for dem, der gider lave noget om lørdagen oppe på banerne – det er jo dem, der gør, at foreningerne kan køre," siger Martin Lagoni, som er lærer på Broskolen i Årslev, til fyens.dk.

Træneruddannelsen er stablen på benene som et samarbejde mellem DGI og de lokale sportsforeninger. 24 unge fra 8. klasse starter snart på uddannelsen. Og Anders Lilhav fra DGI Fyn har store forventninger.

”Eleverne skulle gerne tænke: Hov, det er sjovt, at jeg kan gøre en forskel som ungt menneske,” siger han.

Ugen, der kommer
Julen rammer os snart. Men der er stadig lidt aktivitet rundt omkring. Onsdag finder den sidste debat om regeringens finanslovforslag sted i folketingssalen, og torsdag skal der stemmes. Og der er mere end bare finansloven at holde øje med. Folketinget stemmer nemlig også om at tilpasse fondsbeskatningen til EU-retten. Det handler om afskaffelse af fradraget for ikke-almennyttige uddelinger.

Onsdag kan vi sige tillykke til tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, nuværende administrerende direktør i Save The Children International. Hun fylder 50 år. Torsdag fylder tidligere afdelingsleder i 3F Gunvor Auken 75 år, og fredag kommer turen til Mogens Lindhardt, forhenværende rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Efter dette både fredelige og fordragelige civile overblik har vi forhåbentlig fået syndstilladelse for sidste uges krigshandlinger. Og hermed kan julefreden indfinde sig.

God jul og godt nytår til jer alle sammen derude. Vi ses på den anden side.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00