Tidligere lektor: DBU tilbyder kvinderne ære, ikke ansættelse

DEBAT: Kvindelandsholdet i fodbold genererer ikke lige så mange penge som mændene, så kvinderne må nøjes med æren og se langt efter en ansættelse, skriver Ejgil Jespersen.

Af Ejgil Jespersen
Psykolog og tidligere lektor i idræt, bevægelse og handicap, Syddansk Universitet

Dansk Boldspil-Union (DBU) betragter ikke mandefodbold og kvindefodbold på landsholdsniveau som arbejde af samme værdi. Var det tilfældet, skulle der gives samme løn for ikke at begå brud på lov om lige løn for mænd og kvinder.

Argumenterer DBU da med, at mandefodbold og kvindefodbold på landsholdsniveau er arbejde af forskellig værdi?

Ja, når værdi måles i penge, så argumenterer DBU med, at kvindelandsholdet i fodbold ikke genererer så mange indtægter som mandelandsholdet i fodbold. Derfor er betydelige lønforskelle rimelige. Det synes endog Spillerforeningen til dels at acceptere med deres lønkrav.

Spillerforeningen går blot ind for mindre lønforskelle mellem kvinder og mænd, end DBU gør. På dette punkt vil der muligvis kunne findes en forhandlingsløsning, så Danmark kan stille op med det stærkeste kvindehold i den planlagte VM-kvalifikationskamp mod Ungarn på tirsdag.

Ære eller ansættelse
Det er straks vanskeligere, når det gælder det andet hovedkrav – et ansættelsesforhold i DBU-regi for landsholdsspillerne, der ikke længere vil finde sig i bare at være æresmedlemmer for peanuts. De er professionelle i deres klubber, så hvorfor ikke også på landsholdet?

Fordi det ifølge DBU skal være en ’del af noget større’ end et arbejde at spille på landsholdet. Når indsatsen rækker ud over arbejde af samme eller forskellig værdi og indbefatter en civilsamfundsværdi såsom ære, så kan DBU måske snige sig uden om den besværlige lovgivning om lige løn og forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det forudsætter imidlertid, at Spillerforeningen sluger denne præmis om ære.

Problemet er nu bare for DBU og sporten i det hele taget, at ærens kursværdi generelt er kommet til at stå lavt i det moderne samfund. Ære er en stor styrke til at opretholde fællesskab om noget – ære være Gud i det højeste og på jorden, hedder det for eksempel.

Ære er imidlertid også en stor svaghed, når segmentering og individualisering presser sig på i sportens verden. Vi kender til æresdrab i familier med anden etnisk herkomst end dansk, men hvem lægger i dag sag an i tilfælde af æreskrænkelse?

Således fortoner vores begreb om ære sig, eller, sagt med andre ord, det fagreste træ i skoven er om ikke gået ud, så i al fald falmet på grund af åndelige klimaforandringer og erstattet af moderne begreber om værdighed, selvbestemmelse, ligebehandling og individuelle såvel som kollektive rettigheder.

Forrige artikel PROSA: Overvågning risikerer at kvæle fagbevægelsen og civilsamfundet PROSA: Overvågning risikerer at kvæle fagbevægelsen og civilsamfundet Næste artikel DGI: Frivillige skal ikke være samfundets skraldemænd DGI: Frivillige skal ikke være samfundets skraldemænd