Uforsikrede frivillige efterladt på pinebænken

63-årige Laila Maarup Ajjouri kan stadig ikke bruge sit normale fodtøj.

For godt et år siden var uheldet nemlig ude på et ældrecenter i Hjørring, hvor Laila var frivillig.
På en gåtur med to beboere mistede den anden frivillige kontrollen over en kørestol, som landede med fodstøtten på ydersiden af Lailas fod.

- Det gjorde sindssygt ondt, og jeg havde sådan en lyst til at skrige. Men det kunne jeg ikke, for det ville jo forskrække de stakkels beboere. Så jeg måtte tælle til 400 i stedet, husker Laila Maarup.

Da hun kom hjem, stod det hurtigt klar, at det var nødvendigt at tage til lægen. Foden var misfarvet og hævet. Over et år senere er den stadig ikke i orden.

- Jeg kan ikke holde ud at have sko på, der presser. Så jeg render rundt i sko og støvler, der er to numre for store, siger Laila Maarup.

Alligevel vil hendes forsikring ikke give erstatning, og hun skal heller ikke forvente at få en kompensation fra kommunen. De frivillige på Ældrecentret i Hjørring er nemlig ikke forsikrede.

Jeg gik ud fra, at jeg var forsikret, så det faldt mig slet ikke ind at spørge. Derfor blev jeg virkelig chokeret, da det gik op for mig, at det var jeg ikke.

Laila Maarup
Tidligere frivillig på ældrecenter

Hjørring Kommune står dog langt fra alene med problemstillingen. Som reglerne er lige nu, har kommunerne nemlig ikke lovhjemmel til at forsikre deres frivillige. Og en mulig håndsrækning fra Social-og Indenrigsministeriet er et halvt år forsinket.

Laila Maarup har været hårdt ramt af uheldet på ældrecentret i Hjørring. Mere end et år senere har hun stadig store gener. 

Kontroversiel afgørelse fra Statsforvaltningen
Sagen begyndte for alvor at rulle sidste år, da Statsforvaltningen kom med en principafgørelse, som betyder, at kommuner ikke må forsikre deres frivillige.

Sagen skabte heftig debat og fik blandt andet daværende indenrigsminister Morten Østergaard (R) til at gå ind i sagen.

- Vi synes, det er vigtigt, at når vi beder danskere om at bidrage frivilligt, som eksempelvis besøgsvenner, at der så også er gode og sikre rammer for, hvad der sker, hvis uheldet er ude. Derfor er den her sag principiel, og derfor tager vi den nu op, sagde han til DR tilbage i februar i år.

Ministeriets tilsyn tog derfor arbejdshandskerne på for at gennemgå Statsforvaltningens afgørelse igen. Man ville gerne vende hver en sten for at se, om der alligevel kunne være lovhjemmel til, at kommunerne kan forsikre deres frivillige. Ministeriet forventede at være færdige “i løbet af sommeren.”

Nu skriver vi december, og tilsynets konklusion i sagen er stadig ikke klar.

Ministeriet: Kompliceret øvelse
Forsinkelsen skyldes blandt andet, at der er tale om særdeles kompliceret jura. Altinget har talt med adskillige kilder og jurister i det kommunale Danmark, der ikke misunder den embedsmand, som skal føre pennen på tilsynets udtalelse.

Opgaven er landet på skrivebordet hos chefkonsulent for kommunal jura i Social-og Indenrigsministeriet, Hanna Ege.

Hun skal i første omgang vurdere, om der er hjemmel til, at kommunen kan forsikre frivillige med henvisning til den såkaldt skrevne lovgivning. Den skrevne lovgivning dækker typisk over kommunale kerneopgaver som finansiering af skoler og ældrepleje, og forsikring af frivillige er en gråzone.

Ender Hanna Ege med at vende tommelfingeren nedad, er løbet dog ikke helt kørt for kommuner, som ønsker at beskytte deres frivillige.

- Hvis vi kommer frem til, at kommunerne ikke kan forsikre frivillige i medfør af den skrevne lovgivning, så kan det være, at det her skal afgøres efter kommunalfuldmagtsreglerne, siger chefkonsulenten.

Kommunalfuldmagtsreglerne kommer i spil, når en kommune ønsker at give penge til formål, som de ikke har lovmæssig pligt til at finansiere. Typisk tages reglerne i brug i forbindelse med støtte til diverse foreningsaktiviteter inden for blandt andet idræt.

Det er imidlertid ikke givet, at kommunalfuldmagtsreglerne bliver kommuners og frivilliges redningsplanke.

- De indeholder et forbud mod at begunstige enkeltpersoner. Så spørgsmålet er, om forsikring af frivillige er en begunstigelse af enkeltpersoner i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, siger Hanne Ege.

Hun understreger dog, at det ikke er utænkeligt, at frivillige kan blive betragtet som et “legitimt kommunalt formål” og dermed være inden for skiven.

- Omvendt må en kommune godt yde støtte til idræt og i det hele taget sørge for at stille faciliteter til rådighed for fritidsaktiviteter. Og det kunne jo også ses som en form for begunstigelse af enkeltpersoner. Men der varetager man jo et legitimt kommunalt formål ved at understøtte befolkningens fritidsinteresser og sundhed. Så det trækker i den anden retning, siger Hanne Ege, som håber at være klar med konklusionen i starten af det nye år.

Ældre Sagen: Overlad det til foreninger
Skulle Social-og Indenrigsministeriet ende med at følge linjen fra Statsforvaltningens afgørelse ligger løsningen dog lige for. Det mener afdelingschef i Ældre Sagens frivilligafdeling, Lars Linderholm.

- Så længe kommunerne ikke har mulighed for at forsikre frivillige, er der et godt argument for, at de skal lade være med at organisere frivillige i kommunalt regi. Eller som minimum,at de fortæller deres frivillige, at de selv skal sørge for, at deres forsikring er på plads, siger han.

I praksis er det imidlertid svært at forestille sig, at kommunerne holder helt op med at organisere frivillige. Derfor skal der også være mulighed for, at de kan blive beskyttet, lyder det.

- Vi synes, at man skal passe godt på dem, som melder sig som frivillige. Så det er vanskeligt at argumentere for, at kommunerne ikke skal have lov til at forsikre deres frivillige. Jeg vil hellere sige, at kommunerne skal løse udfordringen ved at samarbejde med foreningerne, som har mulighed for at forsikre deres frivillige. For så er der ikke et problem længere, siger Lars Linderholm.

I Hjørring er 63-årige Laila Maarup på linje med Ældre Sagen. Og hun ville ønske, at hun vidst mere om sin sikkerhed på ældrecentret.

- Jeg gik ud fra, at jeg var forsikret, så det faldt mig slet ikke ind at spørge. Derfor blev jeg virkelig chokeret, da det gik op for mig, at det var jeg ikke, siger hun.

Laila mærker generne af kørestols-uheldet hver eneste dag.

- Jeg er stækket i min dagligdag, for jeg plejer at gå mindst en lang tur hver dag. Det kan jeg ikke længere, siger hun.