”Vi vil mere end bare sætte plastre på de åbne sår”

FOLKELIG KAPITAL: Vores velfærdssamfund har i årevis symptombehandlet dybe, komplekse problemer. Det er tid til en ny tilgang. Borgerne skal styrkes, så de i fællesskab kan løse deres egne problemer, mener to erfarne community organizere.

Vores velfærdssamfund er flænset af dybe sår, og reaktionen på de grundlæggende problemer er alt for ofte plaster og gazebind.

Det mener Dan Grandone og Mais Irqsusi fra The Leading Change Network. De peger på, at der findes en anden vej. Den er lang og omstændelig og kræver en god del tålmodighed. Til gengæld skaber den varig bedring og sætter borgerne i stand til løbende at tage vare på samfundets helbred.

De kalder den community organizing.

”Der er en kæmpe forskel på, om man på en forretningsagtig måde leverer en ydelse til folk, eller om man opbygger et net af relationer mellem mennesker, som kan hente styrke i de erfaringer og kompetencer, der ligger i kollektivet, og derved blive i stand til at løse problemer i fællesskab,” siger Dan Grandone.

Det handler om at bygge varige fællesskaber op, som tager ansvar for at løse udfordringer af forskellig karakter over tid.

”Når mennesker gør det, kan de reagere på ikke bare én situation eller krise; de kan blive ved med at finde svar på problemer over tid og skabe store forandringer,” siger han.

”Det er ordsproget med at lære en mand at fiske i stedet for bare at give ham en fisk,” tilføjer Mais Irqsusi:

”Det er selve forskellen mellem at servicere folk og at opbygge deres kompetencer. Gør man det sidste, sætter man dem i stand til at løse først det ene problem og så det næste ved egen kraft.”

Fanget i magtesløshed
”En væsentlig del af community organizing er at ansvarliggøre folk og de fællesskaber, de indgår i, så de finder løsninger på deres problemer i stedet for at gå og vente på, at staten løser dem for dem,” siger Rune Baastrup.

Han er den ene af de to direktører i Huset DeltagerDanmark, som har inviteret de to community organizere til Danmark for at dele ud af deres viden.

På hver sin måde har Dan Grandone og Mais Irqsusi oplevet symptombehandlingen på samfundets helbredsproblemer.

”Da jeg arbejdede på folkeskoler i Houston, Texas, oplevede jeg drenge i 4.-5. klasse, som ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt i klassen. Men deres opførsel var ikke det egentlige problem,” siger Dan Grandone.

Fra skolen kunne man se direkte over på det kvarter, drengene kom fra. Et område hærget af bander og vold - og klinisk renset for faderfigurer og rollemodeller, som de små lømler havde brug for.

”Det åbnede mine øjne for den måde, fattigdom kan påvirke et barns liv,” siger Dan Grandone.

Han fortæller, hvordan fattigdommen efterlod dem helt magtesløse – og hvordan svaret fra myndighederne var aldeles utilstrækkeligt.

”Systemet, et såkaldt velfærdssystem, tilbød plastre som løsningen på meget dybere problemer og behandlede folk som klienter i stedet for som borgere. Det førte mig ind i community organizing som en af flere måder at flytte mennesker fra at vente hvileløst på at blive serviceret til at se sig selv som en del af løsningen,” siger Dan Grandone.

Borgerne var redskaber
Også for Mais Irqsusi blev klientgørelsen af borgerne udslagsgivende.

Hun arbejdede for en hjælpeorganisation i Jordan, som leverede workshops af forskellig art til borgerne. Men i hendes oplevelse blev borgerne snarere redskaber for organisationen end omvendt.

”Når jeg talte med deltagerne på en workshop, fortalte de, at det var i virkeligheden ikke lige den workshop, de havde brug for. Vores workshops var skræddersyede ud fra, hvad vores organisation mente, borgerne havde behov for at lære, men det havde ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvad de virkelig havde brug for at kunne,” fortæller Mais Irqsusi.

Efterladt på perronen
Hun erkendte, at behovet måtte komme nedefra, og at svaret måtte forholde sig til de reelt oplevede problemer.

Og samme erkendelse har Rune Baastrup fra DeltagerDanmark.

”Når en fond eller kommune kommer fra oven og siger: 'Her er målet. Her er midlerne. Værs'go og kør', så sidder folk ofte tilbage, efterladt på perronen, med en følelse af, at man ikke tager det fulde bestik af udfordringerne, og at man forsøger at klemme en løsning igennem på et snævert mål, som ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til at løse de samlede udfordringer, et lokalsamfund står med,” siger Rune Baastrup.

Hans oplevelse er, at den forståelse er ved at brede sig.

”Især i udlandet, men også på tværs af fonde og kommuner herhjemme, er erkendelsen, at man bliver nødt til at eksperimentere med måder at gå bottom up og bygge fællesskaber og tage afsæt i fællesskabernes ressourcer som en helt afgørende komponent i at lave langsigtet forandring,” siger Rune Baastrup.

Handicappede kæmper deres egen kamp
I Jordan har Mais Irqsusi oplevet et engagement, hun aldrig har set mage til, da hun arrangerede en læsekampagne blandt borgere med meget svage læsefærdigheder i et kvarter i hovedstaden Amman. Mais Irqsusi var ansvarlig for et team af bibliotekarer, som mødtes hver tirsdag klokken 11 for at lære blandt andre hjemmegående mødre at læse. Deres dedikation var så stor, at de mødte op, selv når de var syge, fortæller Mais Irqsusi.

Og engagementet er blivende, pointerer hun. Det ebber ikke ud, når den enkelte kampagne klinger af.

”På et tidspunkt arbejdede vi med handicappede studerende, som ville have gjort University of Jordan mere tilgængeligt. Igennem et år lærte de selv at organisere, at fremsætte deres krav, forhandle med universitetsledelsen og lægge pres på dem,” fortæller Mais Irqsusi.

Kampagnen lykkedes, men resultaterne rakte videre end det. Nu fører de handicappede studerende en kampagne på egen hånd for at få adgang til jobmarkedet efter endt studie.

”De kommer til at stå over for så mange forskellige problemer i deres liv. Så vi ønskede at gøre dem i stand til at kæmpe deres egne kampe; at give dem redskaberne og finde deres eget lederskab. At det lykkedes, var en stor succes,” siger Mais Irqsusi.

Mais Irqsusi understreger, at der er hurtigere og mere effektive måder at nå et isoleret mål.

”Jeg argumenterer ikke for en hurtig proces. Hvis man vil frem til et hurtigt resultat, som for eksempel en ændring i lovgivningen, kan man nå sit mål hurtigere ved at melde sig ind i en interesseorganisation,” siger hun:

Community organizing er det lange, seje træk, og du er nødt til at give det tid og energi - og tro på, at mennesker vil leve op til dine forventninger. Belønningen er, at indsatsen vil resultere i et et varigt fællesskab og lederskab.”

Modsætningerne skal mødes
At der skal arbejdes for succesen, er Dan Grandone et godt eksempel på.

Efter at have arbejdet for Barack Obama i flere år er han nu vendt tilbage til sin hjemstat for at lave community organizing.

Første skridt, som han selv kalder sin indflyvning i Wisconsin, er 250 samtaler ansigt til ansigt med mennesker spredt over hele staten. Det skal dels tjene til at afdække, hvad der er af problemer, men også hvad der er af ressourcer til at afhjælpe problemerne.

”For mig giver det en væsentlig forståelse af, hvor de virkelige udfordringer og problemer ligger. Hvad er så påtrængende, at folk virkelig vil gøre en indsats for at få det løst?” siger han.

Nøglen til det engagement, der er så essentielt, er netop at få sat mennesker ned over for hinanden og få dem til at tale sammen og forstå hinandens udgangspunkt. De møder har ført nogle meget kraftfulde øjeblikke med sig, hvor mennesker finder sammen på tværs af vidt forskellig opvækst, etnicitet, økonomiske skel og politiske opfattelser, fortæller han.

”At skabe et rum, hvor mennesker kan komme i reel dialog, er noget af det stærkeste for mig,” siger Dan Grandone og fortsætter:

”At se en ældre småfarmer, som føler, at de store selskaber løber med det hele, sidde ved samme bord som en ung, sort aktivist fra Black Lives Matter. Ved første øjekast kunne deres verdener ikke være mere adskilte. Men når de begynder at tale og hører hinandens historier, opdager de, at er i stand til at finde fælles grund omkring nogle værdier, og om hvad der er brug for at få ændret i det store billede. Det er stærkt.”

Tålmodighed, tak
For Rune Baastrup fra DeltagerDanmark er det et lysende eksempel på, at der kan bygges bro over meget store forskelle. Det samme kan gøres i Danmark, hvor vi slås med udkantsproblematikker, integration af flygtninge og indvandrere, og at finde plads til udsatte unge på arbejdsmarkedet, mener han.

”Det skal jo fordanskes, for vores tradition og vores civilsamfund og vores institutioner er jo meget anderledes end i Jordan og USA. Så derfor består meget af vores arbejde i at oversætte og fordanske, så nogle af indsigterne og værktøjerne og tænkemåden passer ind i en dansk virkelighed,” siger Rune Baastrup.

Han pointerer, at skridtet fra Jordan over USA til Danmark ikke er så langt, som man kunne tro.

”Vi har jo en tradition for massiv innovation fra neden i stærke fællesskaber, der også bærer teknologiudviklingen og omstillingen,” siger han med henvisning til både højskolerne og andelsbevægelsen sidst i 1800-tallet.

Det er ikke let, medgiver han – ikke mindst fordi fremgangsmåden strider mod den vanlige politiske tænkning.

”Det går i clinch med den måde, man som politiker gerne vil skabe forandring på. Det er svært at få beslutningstagere til at acceptere, at når de gerne vil lave en ti-punktsplan, der skal eksekveres inden for det næste år, fordi de skal kunne vise deres vælgere, at de laver forandring, så risikerer de at lave større skade end gavn,” siger Rune Baastrup og tilføjer:

”Men vi har de der relativt komplekse udfordringer, som man ikke bare kan sætte ind i et regneark og så lave en tjekliste af ting, vi skal have igennem.”

Rune Baastrup appellerer til tålmodighed hos beslutningstagerne. For den vil være godt givet ud, mener han.

”Vi bliver nødt til at erkende som planlæggere, at det at bygge på relationer og fællesskaber ikke er noget, man bare kan krydse af på en tjekliste. Det er en kontinuerlig proces, hvor man investerer i det, som vi kalder folkelig kapital, og hvor noget af den massive tilføjede værdi materialiserer sig henad vejen og ikke på den korte bane.”

Forrige artikel Ekspert: Danmark har seks forskellige typer af frivillige Ekspert: Danmark har seks forskellige typer af frivillige Næste artikel Civilt overblik: Lundbeck i modvind, fonds-skandale for topadvokat og Trumps tyske rødder Civilt overblik: Lundbeck i modvind, fonds-skandale for topadvokat og Trumps tyske rødder
  • Anmeld

    Regula Maltry

    Rune Baastrup

    Det er rigtig godt med folk-fællesskaber, som så forhåbentlig kunne finde ud af (i fællesskab), at vi, skatteborgerne skulle blive spurgt oftere før regerings-beslutninger, -at vi i et reelt demokrati kunne kræve mere medbestemmelse (indkøb af kampfly, DONG-salg osv.), ikke bare valg af repræsentanter (som alligevel ikke holder ord) hver fjerde år.
    Bare det, med at lægge problemerne ud til folket, ikke er ment som spareforanstaltning ved mere 'frivillighed'. Det kunne man have en lille mistanke om ved ovenstående.