Özlem Cekic: Jeg har mistet tilliden til Christiansborg

INTERVIEW: Alt for få politikere har mod til at risikere magten, mener bogaktuelle Özlem Cekic. Efter otte år som sprængfarlig solorytter på Borgen har den tidligere SF-profil valgt en tilværelse som brobygger uden for murene.

Muslimrotte. Luderso. Vi ved, hvor du bor. Den dag, du bliver minister, skærer vi halsen over på dig.

Özlem Cekic havde som medlem af Folketinget for SF siden 2007 lagt indbakke til lidt af hvert. Hun havde for længst fået hemmelig adresse og holdt navne på børnenes institutioner og skole hemmelige. Men en dag i 2010 blev det for meget.

De var næsten lige kommet indenfor i Zoologisk Have. Børnene var optaget af løverne, da telefonen ringede. Det var nynazisten, der igennem flere måneder havde chikaneret hende med op til 40 telefonopkald om dagen. Hun var overbevist om, at han også befandt sig i Zoologisk Have. Hun ville væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Chikanen blev startskuddet til det, som siden er blevet kendt som dialogkaffe. Nynazisten afslog et mæglingsmøde, da politiet senere fandt frem til ham, men idéen om at opsøge afsendere af hademails havde slået rod i hende.

Siden er det ifølge Özlem Cekic blevet til flere hundrede kopper dialogkaffe. Et fænomen, som er udsat for lige dele respekt og latterliggørelse – og som med den britiske tv-gigant BBC's mellemkomst i sommer gik viralt i store dele af verden.

Fire millioner mennesker har indtil nu set indslaget, hvor hun bryder ud i tårer for rullende kamera, da hun konfronteres med projektlederen Stefans generaliseringer om muslimer.

“Samtalen er det sværeste i et demokrati. Det er ikke et mål i sig selv, men det er forudsætningen for en løsning. Samtlige fredsprocesser starter med en samtale, og samtlige krige starter med, at samtalen ophører,” siger Özlem Cekic.

Vold kortslutter demokratiet
Dialogkaffe – eller brobygningsarbejde – er omdrejningspunktet i bogen ‘Hvorfor hader han dig mor?’, som udkom 22. august. Her inviterer Özlem Cekic læserne med til dialogkaffe hos indvandringsskeptiske danskere, Hizb ut-Tahrir, salafisten, den indremissionske præst i Vestjylland, indvandrerrødderne på Nørrebro samt ildsjæle i fredsarbejdet på begge sider af konflikten i Israel/Palæstina.

Vi mødes foran en ramponeret trappeopgang på Købmagergade. “Ubuntu”, står der på dørtelefonen – hvilket dækker over fotografen Jacob Holdts kæmpe lejlighed, som fungerer som en slags kombineret mødested for samfundets udsatte, flygtningeherberg og kontorfællesskab for nonprofitforeninger som Özlems.

Det er her, hun har tilbragt de fleste arbejdstimer siden Folketingsvalget i 2015, hvor hun på trods af det næsthøjeste antal personlige stemmer i SF ikke blev genvalgt.

“Dialogkaffe er jo egentlig ikke noget, jeg har opfundet. Det er dybest set Jacob Holdts patent, som han benyttede, da han lavede ‘Amerikanske Billeder’, og som han har udviklet på lige siden,” siger hun.

Özlem Cekic har udnævnt tre 'fyrtårne', som hun navigerer efter i sit liv. Det var oprindeligt fotografen Jacob Holdt, som opfordrede hende til at opsøge de mennesker, som sender hende hademails - og derigennem konfrontere sine egne fordomme. (Foto: Heine Pedersen)

Egentlig skulle interviewet foregå i lejligheden, men en gruppe overnattende LGBT-aktivister har festet igennem, så vi havner i stedet med cappuccino og appelsinjuice på hjørnet af Krystalgade og Købmagergade. Nærmest nøjagtig i krydsfeltet mellem stedet, hvor Blekingegadebanden i 1989 skød og dræbte politibetjenten Jesper Egtved Hansen under et fejlslagent røveri mod postkontoret i Købmagergade, og synagogen i Krystalgade, hvor terroristen Omar El-Hussein i februar 2015 dræbte den frivillige vagt Dan Uzan. To af de værste udslag af voldelig ekstremisme på dansk jord, som i hver sin epoke har sat tolerancen og frisindet under alvorligt pres.

Özlem har dedikeret sin nye bog til netop Dan Uzan og filminstruktøren Finn Nørgaard, som blev skudt ned på Krudttønden kort forinden. De blev ofre for den manglende demokratiske samtale i Danmark, skriver hun, hvilket allerede før bogens udgivelse har fået mange i debat-Danmark til at se rødt.

Blå bog: Özlem Cekic
  • 1976: Født i Ankara, kom til Danmark som 10-årig.
  • Opvokset på Vesterbro i København.
  • Gift som 20-årig i et arrangeret ægteskab, siden skilt og gift igen. Er mor til Furkan på 18 år, Yasmin på 9 og Yusuf på 8 år.
  • 1996: Student fra Rysensteen Gymnasium.
  • 2000: Uddannet sygeplejerske, har arbejdet i psykiatrien og på børneafdelingen.
  • 2003-2007: Medlem af bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd.
  • 2007: Valgt til Folketinget for SF, genvalgt i 2011.
  • Har været sundhedsordfører, psykiatriordfører, medieordfører, ligestillingsordfører, boligordfører, idrætsordfører, kulturordfører, socialordfører og udviklingsordfører.
  • 2015: Opnåede ikke genvalg, da SF gik tilbage med ni mandater.
  • Forfatter til bøgerne ‘Fra Føtex til Folketinget’ fra 2009, børnebogen ‘Ayses pyjamasfest’ fra 2013, som siden har fået fem efterfølgere, og ‘Hvorfor hader han dig, mor?’ fra 2017.
  • 2016: Stiftede foreningen ‘Brobyggerne’.
  • Er i dag selvstændig rådgiver, foredragsholder og debattør.

Dan Uzan og Finn Nørgaard var to uskyldige mennesker, som blev skudt ned med koldt blod af en terrorist. Kan du forstå, at nogle finder dedikationen usmagelig?

“Både Nørgaard- og Uzan-familien er glade for min dedikation og mener, at der bliver skabt en polemik for polemikkens skyld. Terroristen valgte samtalen fra og volden til. Det skriver jeg også i bogen. Det er den, der skyder, der har skylden, men det betyder ikke, at vi andre kan læne os tilbage. Vi skal alle sammen samtale med så mange som muligt og så længe som muligt for at forhindre volden. Det er hele essensen i min bog,” siger hun.

Hvor går grænsen for, hvornår dialog ikke slår til?

“Vold. Ganske enkelt, når man vælger volden til, vælger man samtalen fra. Vi kan naturligvis ikke tillade, at mennesker bruger vold til at kortslutte demokratiet,” siger Özlem Cekic.

Var klar til jihad i Afghanistan
Men længe før der kom dialogkaffe på bordet, har Özlem Cekic selv flirtet med ekstremismen. Som ung, kurdisk-muslimsk indvandrerpige på Vesterbro hadede hun danskere, jøder, racister og nationalistiske tyrkere. Hun gav ikke hånd til mænd og slugte bøger råt om jihad og Vestens undertrykkelse af muslimer.

Hun begyndte at spare sammen til en flybillet til Afghanistan, hvor hun sammen med sine muslimske brødre og søstre ville kæmpe mod Vesten. Men fjendebilledet begyndte at sløre, da en imam fra den tyrkiske moske på Vesterbro udfordrede hendes hjemmestrikkede fortolkning af islam. Martyrdøden blev kort efter vekslet til et job i skoafdelingen i Føtex, hvor chefen Anne tålmodigt, men bestemt korrigerede den unge indvandrerpige, når hun snublede rundt i det danske sprog.

Regeringsdeltagelsen kostede dyrt for SF, som gik tilbage med ni mandater ved valget i 2015. Özlem Cekic blev ikke genvalgt, og har siden brugt tiden på foredrag, rådgivning og brobygningsarbejde. (Foto: Heine Pedersen)

Både imamen og Føtex-chefen tog et personligt ansvar, som ifølge Özlem Cekic er en mangelvare i det danske samfund.

“Alt for mange har en forventning om, at nogle andre skal gøre noget for at rette op på tingene. Men vi skal alle sammen bruge den indflydelse og udøve den påvirkning, som vi nu kan, der hvor vi befinder os,” siger hun.

Velfærdsarbejdere forsømmer personligt ansvar
En ikke uvæsentlig del af missionen bag dialogkaffe er at inspirere andre til at tage større personligt ansvar. Desværre trækker Christiansborg i den forkerte retning, mener Özlem Cekic.

“Det er dybt bekymrende, hvordan Christiansborg hele tiden vil løse alting for andre. Det er alt fra, hvornår forældre skal kalde deres børn hjem om aftenen til besøgsvenner og antallet af bade, som ældre får hver uge. Især venstrefløjen har haft tendens til at undervurdere den enkeltes ansvar og i stedet stolet nærmest blindt på, at man kunne lovgive og regulere sig til alt. Men du kan ikke få det kollektive system til at fungere, hvis ikke den enkelte tager et personligt ansvar,” siger hun.

Det lyder næsten liberalt. Bliver man mere liberal af at drikke dialogkaffe?

“Nu er jeg jo heldigvis ikke en del af det partipolitiske system mere, så det betyder egentlig ikke så meget for mig, hvad det lyder som. Men jeg kommer selv fra socialklasse fem og har i min proces som mønsterbryder mødt rigtig mange velfærdsarbejdere, som ikke tager et personligt ansvar. Det skal vi også være i stand til at kritisere,” siger hun.

Özlem Cekic meldte sig ud af SF i marts. Hun var ellers sikret genvalg til Folketinget, hvis hun havde takket ja til at overtage Holger K. Nielsens plads på opstillingslisten i Københavns Omegns Storkreds. Den direkte anledning til bruddet blev SF’s opbakning til regeringens såkaldte ‘nødbremse’ – muligheden for at lukke grænsen for alle asylansøgere – inklusive børn, hvis der opstår en krisesituation.

Fyrtårn nummer to er forhenværende overrabbiner Bent Melchior. Özlem Cekic kalder ham en fortrolig 'bedstefar', som hun kan dele sin usikkerhed og manglende tilstrækkelighed med. (Foto: Heine Pedersen)

Men bag beslutningen lå lang tids opsparet frustration over højredrejningen i SF.

“Jeg har virkelig holdt meget af det parti, men på et tidspunkt er man nødt til at gøre regnskabet op. Når et flertal i folketingsgruppen ikke siger nej til en udvikling, hvor man vil lukke grænsen for børn i nød, er det udtryk for, at partiet har rykket sig et andet sted hen, end hvor jeg er. Så jeg siger held og lykke til deres projekt – men jeg kan ikke være en del af det mere,” siger hun.

Nej tak til ministerpost
Spoler vi tiden næsten 10 år tilbage til november 2007, stod en nyvalgt Özlem Cekic på Ole Sohns kontor. ‘Villy-effekten’ var på sit højeste, og SF lå til 20 procent i meningsmålingerne.

I den stemning af boblende eufori og selvsikkerhed havde gruppeformanden for vane at invitere de nyvalgte folketingsmedlemmer ind på sit kontor, hvor de foran journalister eller andre gæster blev præsenteret som den fremtidige minister for et eller andet.

Özlem Cekic blev præsenteret som den første minister med minoritetsbaggrund i den kommende røde regering. Men efter at have fordøjet oplevelsen meddelte hun Ole Sohn, at hun aldrig skulle være minister.

Først grinede han, men smilet stivnede, da hun kort efter for første gang valgte at trodse partilinjen på et spørgsmål om ekstraordinær familiesammenføring for kandidater fra et af verdens 20 bedste universiteter. Er du klar over, at du er på vej til at ødelægge din karriere? lød gruppeformandens formaning.

“Men jeg havde jo sagt, at jeg ikke ville være minister. Fra det øjeblik oplevede jeg en enorm frihed, for hvordan skal du tøjle folk, hvis du ikke kan true med at tage noget fra dem?” siger hun.

Mobbekultur gennemsyrer partierne
Özlem Cekic fandt sig hurtigt til rette hos ‘folkesocialisterne’ på SF’s venstrefløj og var dermed i opposition til datidens dominerende højrefløj, som arbejdede ihærdigt på at gøre SF regeringsdueligt. Mange i folketingsgruppen betragtede hende som en utilregnelig solorytter, men i baglandet nød hun stor opbakning for at turde tale partiledelsen imod.

I 2012 blev det dog for meget for partiledelsen, da Özlem Cekic stemte imod S-R-SF-regeringens skattereform, som ovenikøbet havde hendes egen partifælle Thor Möger Pedersen ved rorpinden i Skatteministeriet.

Hun blev omgående frataget alle ordførerskaber og måtte ikke længere udtale sig på vegne af SF.

“Det var det absolut tætteste, man kan komme på en eksklusion af partiet. Der blev jeg for alvor opmærksom på, hvor stærk en mobbekultur der gennemsyrer partierne,” siger hun.

Men er det ikke rimeligt at forvente, især som regeringsparti, at folk på fremtrædende poster repræsenterer partiets politiske linje – også i forbindelse med afstemninger?

“Nu var jeg jo for det første ikke skatteordfører. Men der er en overdreven frygt for, at der starter et åbent oprør i partierne, hvis man først ser igennem fingre med, at enkelte medlemmer stemmer imod partilinjen. Come on, i de otte år, jeg sad på Christiansborg, skete det måske i en håndfuld tilfælde. Så hvad ville det skade, hvis man tillod en åben diskussion?”


Özlem Cekic (th) med sin tidligere partifælle Lisbeth Bech Poulsen (tv). (Foto: Heine Pedersen)

Christiansborg levner ingen plads til tvivl
På den korte bane fik oprøret mod skattereformen store personlige omkostninger, da isolationen i folketingsgruppen medførte et stresskollaps for Özlem. Men set i det større perspektiv undrer den nu tidligere SF-profil sig over, at der ikke er højere til loftet internt i partierne på Christiansborg.

“Tvivl er sundt for demokratiet. Men på Christiansborg i dag er der ikke plads til tvivl. I partiernes ledelseslag bliver tvivl opfattet som et tegn på usikkerhed. På, at du vakler. Og det er rigtig ærgerligt, for det er tit i tvivlen og i den tilhørende diskussion, at vi kan finde de løsninger, som er rigtig holdbare,” siger hun.

Viljen til at turde udfordre partiernes topstyring er minimal. Ingen vil risikere at havne alene i orkanens øje – efterfulgt at isolation og straf. De fleste MF’er fedtspiller for at bane vej for den fremtidige udvalgspost, formand eller minister, som de går rundt med i maven, mener den tidligere venstrefløjsrebel.

“Partierne bliver jo nærmest styret som religiøse sekter, hvor man skal nikke af lederen og ikke må stille kritiske spørgsmål. Men du skal turde risikere din magt. Hvis du hele tiden siger ja til alt, har du ingen indflydelse,” siger hun.

Samme analyse gælder SF, som Özlem Cekic i dag karakteriserer som et “ligegyldigt parti”.

“I den almindelige opfattelse er SF bare blevet det parti, som gør, hvad Socialdemokraterne siger. Både som politiker og parti skal folk kunne mærke, at man brænder for noget. Og det er altså længe siden, at man har kunnet mærke andet end en trang til at være tæt på magten,” siger hun.

DET MENER ANMELDERNE OM ÖZLEM CEKICS NYE BOG

“Hendes velskrevne bog er en lind tanke- og talestrøm, levende, varm og velkomponeret, somme tider flimrende, men konsekvent ærlig om Cekics egen tvivl, hendes frygt, fordomme, hun har kendt som sine egne, og om de uomgængelige ligheder mellem ekstremisme i forskellig klædedragt og konkurrerende trossætninger. Som brobygger er Cekic velgørende, som essayist er hun overraskende eminent. De politikere, som glædede sig over hendes farvel til Folketinget, gør klogt i at tage hendes opråb fra den anden side af Danmark alvorligt.”
Anders Jerichow. Giver bogen fem ud af seks hjerter i Politiken.

“Bogens styrke er, at vi er med i alle hendes overvejelser. Når hun bliver vred, men tøjler sin vrede, når hun bliver provokeret, og måske provokerer tilbage, når hun griner med den, hun taler med og ikke mindst når hun tænker på, hvad hun nu skal sige for at få mest ud af samtalen. Jeg synes, det er en meget interessant bog, Özlem Cekic har skruet sammen. Det er godt at være med på hendes erkendelsesrejse. Jeg er blevet meget klogere på de argumenter, der flyver frem og tilbage. Jeg er om muligt endnu mere overbevist om, at det er godt at tale sammen, trods uenighed.”
Monica Krog-Meyer, Pov.international

“At hun interesserer sig for ekstremerne, nogle gange direkte ekstremister, betyder også, at hun for muslimernes vedkommende får det fremstillet således, at kun ekstremisterne er problemet. Hun undlader at få med, at også nogle almindelige nydanske familier tager dyb afstand fra det danske samfund. Det gælder blandt andet i forhold til lighed mellem køn, retten til egen krop, demokratiet og ytringsfrihed. Trods en inciterende fremstilling skal man således ikke være blind for, at der i bogen er en hånd, der umærkeligt vil bringe én til at understøtte én bestemt opfattelse. Dette sker også ved, at Cekic bruger nogle ret søgte statistikker og beskylder medierne og politikerne for splittelsen. Hendes såkaldte brobygningsarbejde falder her til jorden med et brag og bliver mere til grøftegravning.”
Halime Oguz, folketingskandidat for SF. Giver tre ud af seks stjerner i Berlingske.

Obama og Macron viser vejen
Efter to turbulente periode på tinge står Özlem Cekic tilbage med en flad fornemmelse for folkestyret.

“Jeg har mistet tilliden til Christiansborg. Der er en ekstrem stor kløft mellem Christiansborg og folket. Selv om vi render rundt og siger, at Christiansborg er det er et af de mest samarbejdende parlamenter i verden, så er det samtidig er sted, som graver ekstremt mange grøfter mellem befolkningsgrupper,” siger hun.

Til trods for at Obama i USA og Macron i Frankrig har bevist, at det kan lade sig gøre at lave politik baseret på håb, klamrer flertallet af partier i Danmark sig til en frygt-dagsorden.

“I Frankrig og andre steder i Europa kan man se, at populisterne har toppet. Folket vil have ledere, som samler og ikke splitter. Derfor mener jeg grundlæggende, at Mette Frederiksen fejlanalyserer situationen ved at satse så hårdt på Dansk Folkeparti,” siger hun.

I din nye bog sætter du Pia Olsen Dyhr i bås med Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og Naser Khader, som du kritiserer for at grave grøfter frem for at bygge broer. Hvorfor det?

“Naser, Støjberg, Pia Olsen Dyhr og alle andre har selvfølgelig ret til at sige ekstremisterne imod. Der, hvor det går galt, er, hvis man baserer sin politik på frygt frem for håb og generaliserer i en sådan grad, at man går populisternes ærinde,” siger Özlem Cekic.

Det tredje fyrtårn i Özlems liv er forfatteren Carsten Jensen, som udfordrer og guider hendes demokratiforståelse. (Foto: Heine Pedersen)

For organisationer som Hizb ut-Tahrir er det vand på møllen, når politikerne kritiserer muslimer i firkantede vendinger eller kræver forbud mod udvalgte hadprædikanter, tørklæde, burka, halalkød, kvindesvømning og så videre. Det understøtter rekrutteringen af unge tilhængere, som i høj grad baserer sig på, at Danmark som samfund er imod islam og muslimer, mener Özlem Cekic.

Omvendt er der ros til finansminister Kristian Jensen (V), uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), Jan E. Jørgensen (V), Morten Østergaard (R) og Uffe Elbæk (Alt), der i brobyggerens karakterbog er gode til at inkludere, når de åbner munden.

“Der er heldigvis partier og enkelte politikere, som prøver at give populisterne modsvar, og som tør være ærlige omkring, at der ikke findes lette løsninger,” siger Özlem Cekic.

Men når partier som Socialdemokraterne og til dels SF hopper med på den populistiske dagsorden, er det ifølge den frafaldne SF’er udtryk for historieløshed og i modstrid med partiernes grundlæggende principper.

“De sælger fuldstændig ud, fordi de kun tænker kortsigtet frem mod, hvordan de kan generobre regeringsmagten – og ikke på, hvilket Danmark vi skal have om 10 år,” siger hun.

Du gentager ofte, at samtalen er det sværeste i et demokrati, og at forbud er politisk dovenskab. Er det ikke en lidt frelst holdning at indtage, når man ikke selv er del af den lovgivende forsamling, som er forpligtet til at håndtere samtidens udfordringer?

“Samtale er jo ikke et mål i sig selv, men det er forudsætningen for en løsning. Jeg medgiver, at det kan være naivt at tro på, at samtale løser alt. Men det er lige så naivt at tro, at hårdt mod hårdt er løsningen. Det er ikke enten eller, men både og,” siger hun.

"Jeg var ikke ligefrem den bedste politiker"
Af en selverklæret brobygger at være er Özlem Cekic én, som deler vandene. Senest med bogens dedikation til ofrene for terrorangrebet i 2015. Og tilbage i 2011 med sagen om ‘fattig-Carina’, der med sin indtægt på 15.700 kroner om måneden endte som lidt et selvmål for venstrefløjens interesser i kontanthjælpsdebatten.

Er det ikke lidt paradoksalt, at du med al din erfaring i brobygning og ikke-konfliktoptrappende dialog alligevel havner i orkanens øje?

“Det er fuldstændig misforstået at tro, at en brobygger ikke må sige grøftegraverne imod. Grøftegraverne er imod samtalen og nuancerne i en debat. Og selvfølgelig bruger de enhver lejlighed til at optrappe ikke-eksisterende konflikter. Men det vil aldrig afholde mig fra at insistere på, at vi skal bygge broer over de grøfter, der bliver gravet mellem befolkningsgrupper. Det arbejder jeg benhårdt for – og min kamp er lige så legitim som deres. Vi har bare to forskellige opfattelser af, hvordan demokratiet skal forbedres,” siger hun.


(Foto: Heine Pedersen)

Er du bedre til at drikke dialogkaffe og være brobygger, end du var til at være politiker?

“Tjaa, nu var jeg jo ikke ligefrem den bedste politiker.”

Hvorfor ikke?

“Der er jo helt grundlæggende regler på Christiansborg om, hvad en god politiker er. Man taler meget om det politiske håndværk – som faktisk dækker over spin, mærkelige alliancer og evnen til at sluge kameler og tale udenom. Ud fra den standard var jeg nok en ret dårlig politiker,” siger hun.

Har du så mere indflydelse i dag, end du havde på Christiansborg?

“Jeg har brugt det meste af mit liv på at jagte indflydelse et niveau højere oppe, men jeg er nu nået frem til, at man har magten, der hvor man er – man skal bare lære at bruge den. I dag følger jeg nok i højere grad, at jeg har mulighed for at motivere folk til at tage ansvar og vælge en tilværelse som brobygger frem for grøftegraver,” siger Özlem Cekic.

Du lyder lidt som Alternativet, er det dit nye parti?

“Nej, jeg er politisk hjemløs. Jeg er mange gange enig i Søren Pinds liberale tanker, ligesom jeg er glad for Enhedslistens lighedstanker og Liberals Alliances dagsorden om antibureaukratisering. Men i øjeblikket har jeg enormt svært ved at se, hvor jeg er mest enig,” siger hun.

Så vi kommer ikke til at se dig springe ud i et nyt parti?

“Nej.”

Kunne du finde på at melde dig ind i SF igen?

“Nej, det ville svare til at gifte sig med sin eksmand, som man i øvrigt har skændtes med i 13 år. Jeg er helt sikker på, at jeg er fuldstændig færdig med partipolitik på Christiansborg,” slutter Özlem Cekic.

Forrige artikel Altinget udnævner ny redaktionschef Altinget udnævner ny redaktionschef Næste artikel Novozymes: Tilslut jer verdensmålene eller bliv kørt over Novozymes: Tilslut jer verdensmålene eller bliv kørt over
  • Anmeld

    Karsten Larsen · Cand. psych.

    Dialog er vrøvl mellem islam, stamme- og klan-u-væsen, - og sekulær demokrati

    Det siger sig selv: Islam er stamme- og klan-kultur. Muslimer er undertrykte stamme-mennesker, der ikke må tænke sekulært. Alle muslimer er stamme-krigere for stamme(u)kulturen. Målet er umma - islams politiske verdensherredømme og stamme-overtros-diktatur......som det er fuldstændig sindssygt (demagogisk) at benævne en religion. Islam er "tvangs-tro", tvangs-tænkning, tvangs-handlinger, tvangs-stamme-loyalitet. Islam er fascistisk stamme-diktatur fra Jernalder. - Demokrati er udviklet primært p.g.a. sekulær (non-religiøs) tænkning. Vestens kultur og nationale kulturer hviler på sekulær tænkning. Islam på non-sekulær. Islam-guden er kun stamme-gud. Har intet med Gud at gøre. Islam er og forbliver - på grund af forbud mod moderne sekulær tænkning - gammel, hedens stamme-kultur, krigerisk stamme-u-væsen. (Dem, der siger andet er idioter - eller muslimer, der nemlig har pligt til at lyve om deres beskidte, umoralske undergrundskrig imod resten af menneskeheden).