Sådan sparer du 95 procent af udgifterne på foreningens it

TEKNOLOGI: Foreningernes Hus i Vejle fik reduceret omkostninger til it fra 35.000 til 2.000 kroner. Organisationen Techsoup giver klækkelige it-rabatter og gratis software til velgørende foreninger.

Techsoup opfordrer alle civilsamfundsorganisationer til at søge medlemskab af Techsoup Danmark og få rabat på deres it.
Techsoup opfordrer alle civilsamfundsorganisationer til at søge medlemskab af Techsoup Danmark og få rabat på deres it.Foto: /ritzau/FRÉDÉRIC CIROU
Claus Nordahl

For godt et år siden stod Foreningernes Hus i Vejle med fem nedslidte computere med forældet software. Det besværliggjorde arbejdet, og tiden gik fra foreningens kerneopgave.

“Vi kunne både nå at lave kaffe og gå en runde i lokalerne, inden computerne var startet op. De var simpelthen så langsomme,” fortæller Else Marie Schmidt, centerleder i Foreningernes Hus Vejle.

Opgradering af samtlige computere
Men en medarbejder mindede centerlederen om, at organisationen Techsoup formidler rabatter til civilsamfundsorganisationer på ellers dyrt software fra blandt andre Microsoft, Adobe og Google. Medarbejderen gik kort tid efter alt foreningens it igennem og anbefalede, at der blev købt Windows 10, Windows Office-pakken og et antivirusprogram på samtlige computere.

“Det var helt suverænt for os, at vi kunne få opgraderet vores it. Og så for et helt utrolig fornuftigt beløb. Vi betalte 2.000 kroner for alle programmerne, og det ville have kostet os 35.000, hvis vi skulle købe dem selv. Det er jo fantastisk,” siger Else Marie Schmidt og uddyber:

“De penge, vi har at gøre godt med, står der bare ikke skrevet softwareprogrammer på. Og det er stensikkert, at vi ikke havde fået det hele opgraderet uden Techsoup.”

Åben invitation
Techsoup Danmark er et samarbejde mellem FriSe Danmark og den internationale organisation Techsoup. Her samles virksomheder og velgørende organisationer fra hele verden for enten at modtage eller donere teknologiske produkter gratis eller med en særlig stor rabat.

Marie Tolstrup Hansen er projektleder i Techsoup Danmark, og hun er både stolt og glad for at kunne tilbyde danske velgørende organisationer rabatter på it, der kan hjælpe organisationerne med at fortsætte deres gode arbejde. Men der er plads til mange flere i netværket, fortæller projektlederen og opfordrer alle civilsamfundsorganisationer til at søge medlemskab af Techsoup Danmark og få rabat på deres it.

“Vi godkender en bred vifte af civilsamfundsorganisationer. Så der er ingen tvivl om, at de 944 organisationer, vi har som medlemmer i dag, kun er en brøkdel af dem, som ville være berettiget til at modtage donationer eller rabatter fra vores samarbejdspartnere,” siger Marie Tolstrup Hansen.

Medlemskab på ti minutter
Et medlemskab af Techsoup fungerer på den måde, at den enkelte partner har defineret, hvilke typer organisationer de vil støtte. Så man kan godt blive godkendt til nogle partnerprogrammer og ikke andre. Prisstrukturen skifter fra partner til partner, da enkelte giver en procentrabat, mens andre kræver et mindre administrationsgebyr.

“Det tager cirka ti minutter at registrere sig hos os. Og så får man svar inden fem hverdage, om man kan godkendes og i så fald hvilke partnere, man er berettiget til at modtage donationer eller rabatter fra,” forklarer projektlederen.

Techsoup og samarbejdspartnerne yder den her service, fordi det er svært at gøre en forskel som forening, hvis man ikke har redskaberne i orden, fortæller hun. Hun mener, de digitale værktøjer er helt essentielle i dag. Det er vigtigt for arbejdet i foreningen og for at kunne synliggøre sit arbejde og nå sine mål.

“Især mindre foreninger kæmper med ressourcerne, og it er dyrt. Der vil vi gerne gøre det nemt og billigere, så civilsamfundsorganisationerne kan bruge deres ressourcer der, hvor de gør en forskel. Hvad de sparer hos os, kan de bruge på at nå deres mål,” siger Marie Tolstrup Hansen.

Luft i budgettet
Og det er netop, hvad Else Marie Schmidt fra Foreningernes Hus Vejle har gjort.

“Før har vi budgetteret med vedligehold af it. Men nu kan vi spare på den post, og det giver luft i budgettet til at starte flere selvhjælpsgrupper. Vi bruger penge på andre gode ting, der kommer borgeren og foreningerne til gavn, og det er jo simpelthen fantastisk, for vi vender hver en krone,” siger centerlederen.

Hun er samtidig særlig glad for den stabilitet, som opkvalificeret it har givet foreningen. Hun fortæller, at de frivillige bruger deres tid mere fornuftigt, og at både medarbejdere og frivillige er blevet mere trygge ved at få et antivirusprogram, der virker. Men Else Marie Schmidt og hendes medarbejdere har ikke udtømt de muligheder, der ligger hos Techsoup endnu, fortæller hun.

“Der er blandt andet grafiske programmer, vi skal have kigget på. Der ligger rigtig meget guld på Techsoup, som vi skal have orienteret os i,” siger centerlederen.

Hos Techsoup er man glad for tilfredsheden hos brugerne. Og om kort tid løfter Techsoup sløret for endnu en partner, der vil donere billigt software til velgørende organisationer i Danmark.

“Vi arbejder hele tiden med at få nye partnere ind, som er relevante for danske civilsamfundsorganisationer. Og om kort tid kan vi præsentere en eller to nye partnere, som vi tror kan gøre en stor forskel for de danske organisationer,” siger Marie Tolstrup Hansen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00