Debat

Velfærdsteknologi er ikke en spareøvelse

DEBAT: Ingen teknologi kan erstatte nærhed og nærvær. Derfor er det vigtigt, at velfærdsteknologien ikke bliver en spareøvelse for kommunerne, men derimod letter hverdagen for den enkelte og gør vedkommende mindre afhængig af andre, skriver Mai Mercado (K).
Foto: Konservative.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mai Mercado (K)
Social- og sundhedsordfører

Velfærdsteknologi er et fantastisk redskab, når det bruges på den rigtige måde. For lad mig med det samme slå fast: Ingen teknologi kan erstatte nærhed og nærvær.

Velfærdsteknologien kan benyttes til at løse en række hverdagssituationer, hvor man som ældre eller på grund af et handicap har brug for hjælp. Vel at mærke uden at der er tale om en spareøvelse.

Det perspektiv risikerer at gå tabt, hvis velfærdsteknologien - som der har været en kedelig tendens til - reduceres til et spørgsmål om robotstøvsugere og vaskerobotter til ældre og kobles sammen med nødvendigheden af besparelserne. Så ser man kun begrænsninger frem for muligheder.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Letter hverdagen og forbedrer arbejdsforhold
Velfærdsteknologi skal derimod lette hverdagen for den enkelte borger og ikke mindst gøre den enkelte mindre afhængig af andre.

Spiserobotter og vaskerobotter giver eksempelvis borgere med funktionshandicap større mulighed for fortsat være herre i eget liv og selv bestemme, hvornår han eller hun vil spise eller gå på toilettet. At være selvhjulpen og ikke hele tiden skulle hjælpes forøger livskvaliteten, og det gælder for såvel en ellers plejekrævende borger som hos de pårørende, når de oplever, at deres nærtstående er mere glade.

Samtidig kan teknologien forbedre arbejdsforholdene. Medarbejderne i hjemmeplejen kan undgå mange tunge løft og kan få mere tid til den borgernære pleje, som ingen teknologi vil kunne erstatte.

Den tidligere regering satte turbo på udviklingen af velfærdsteknologi. Med etablering af ABT-fonden (Anvendt Borgernær Teknologi) og afsættelsen af tre milliarder fik det offentlige og virksomhederne mulighed for at afprøve velfærdsteknologiske landevindinger. Nu følger S-SF-R-regeringen trop med aftalen med kommuner og regioner om at digitalisere en række velfærdsområder frem mod 2020.

Skal vi udnytte de gode muligheder, vi står over for, så skal vi være ambitiøse - og endda mere ambitiøse end det, regeringen lægger op til med sin nye strategi.

Mai Mercado (K)
Social- og sundhedsordfører

Udnyt de gode muligheder
Danmark er allerede godt i gang med velfærdsteknologien, men vi kan sagtens få endnu mere gang i udviklingen af nye løsninger.

Skal vi udnytte de gode muligheder, vi står over for, så skal vi være ambitiøse - og endda mere ambitiøse end det, regeringen lægger op til med sin nye strategi. Og vi skal i langt højere grad italesætte velfærdsteknologi som en vej til at forbedre velfærden, lette arbejdet for medarbejderne og øge selvbestemmelsesretten hos ældre og mennesker med handicap.

Og så bør vi styrke samarbejdet med de lande, der udvikler teknologi, og selv være bedre til at bane vejen for dansk eksport af de løsninger, hvor vi ligger i front. Det kræver, at vi i langt højere grad begynder at anvende velfærdsteknologiske løsninger dagligt ude i kommuner og regioner.

Lad os nu komme mere ind kampen - for det er afgørende, hvis vi skal ramme bolden rigtigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00