Aktører roser life science-anbefalinger

OVERBLIK: Aktører fra forsknings- og sundhedssektoren roser regeringens vækstteams 17 anbefalinger til at fremme medicinal- og medicoindustrien.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Fra både offentlige og private aktører er der ros til de 17 anbefalinger, som regeringens vækstteam for life science i dag fredag afleverede til regeringen.

Vækstteamet med Lundbeck-chefen Kåre Schultz i spidsen har i en 70 siders lang rapport givet deres bud på, hvordan regeringen inden forsknings-, skatte- erhvervs- og sundhedspolitik kan fremme life science-sektoren.  

Lif
Lifs koncernchef, Ida Sofie Jensen, roser anbefalingerne. Men hun advarer om, at det nu kræver, at regeringen rent faktisk følger anbefalingerne.  

”Anbefalingerne er en milepæl for life science-branchen, fordi de kommer hele vejen rundt om forudsætningerne for branchens vækst. Men de skal følges op af en ambitiøs vækstplan, så vi får omsat forslagene i handling,” siger Ida Sofie Jensen.

Hun fremhæver vækstteamets anbefaling om, at man generelt fra statens side også opruster.

”Vi har et fødevareministerium, en søfartsstyrelse og en energistyrelse. Vi mangler en erhvervsfremmende pendant på lægemiddelområdet, hvor Lægemiddelstyrelsen primært skal sikre, at patienterne har adgang til effektive og sikre lægemidler,” siger hun og peger på Erhvervsministeriet som det oplagte sted at forankre indsatsen.

DI
Hos DI, der også har producenter af medicinsk udstyr blandt medlemmerne, er der også ros til vækstteamet.
Her fremhæver man blandt andet behovet for at sikre kvalificeret arbejdskraft til den forskningstunge sektor.  

”Det er afgørende, at virksomhederne har rigelige muligheder for at ansætte de bedste talenter – såvel herhjemme som fra udlandet. Vi ser allerede nu, at dele af sundhedsindustrien har store udfordringer med at få kvalificerede medarbejdere ombord. Her udestår der en klar opgave for vores politikere,” siger DI-direktør Tine Roed.

Hos DI fremhæver man samtidig, at det er vigtigt, at det offentlige køber virksomhedernes produkter, da Danmark så ifølge direktøren kan fungere som et effektivt udstillingsvindue for medicinal- og medikoprodukter.

0:000:00