CBS-professor: De digitale vuggestuer

Af Bent Meier Sørensen
Professor MSO ved CBS ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

“Der var nogen som blev elsket
andre måtte nøjes med
digitale vuggestuer
og tilfældig kærlighed”
- Kim Larsen, De smukke unge mennesker, 1988.

Den tyske udgave af Kim Larsen, Johann Wolfgang von Goethe, mente, at fremtidens humane samfund ville være et stort sygehus, hvor vi alle ville være hinandens sygeplejersker. 

Det gik imidlertid endnu værre, end Goethe havde forudset. På sygehuset er der dog nogle, der bliver, hvis ikke helbredt, så lindret, og hvis ikke lindret, så trøstet. 

Det byder Kim Larsens fremtidsvision ikke på. Årtier før smartphones og iPads indlemmede alle i hver deres afskærmede ensomhed, så han perspektivet i udbredelsen af digitale vuggestuer, og han så deres menneskelige konsekvenser. 

På den ene side findes de smukke unge mennesker, der blev elsket, på den anden side de andre, der måtte nøjes med digitale vuggestuer.

Det betyder ikke, at disse unge mennesker ikke arbejder, når de stempler elektronisk ud fra undervisningen. De arbejder skam, og tilmed gratis. De arbejder bare ikke for deres uddannelse og for landets velfærd. De arbejder for Facebook.

Bent Meier Sørensen, professor MSO ved CBS

Den første fundamentale forudsætning for menneskets liv er som bekendt kærlige og stabile relationer. Men her udsætter de digitale vuggestuer én for den værst tænkelige skæbne: tilfældig kærlighed. Denne usikre, uforudsigelige og betingede kærlighed lover, at hvis du bliver hos mig, det vil sige, hvis du lader være med at slukke skærmen, så sker der ingenting. 

Så er du ‘ok’.

Tiden går fra dig
Det er desværre forkert. Der sker nemlig noget, så længe du lader være med at slukke skærmen: tiden går. Tiden tager overhånd, griber om sig og udbreder sig som et smitsomt onde (ved vi fra Johs. V. Jensen). 

Det sidste, tiden tager, er din evne til at udholde, at tiden går, og at den går fra dig.

Den fratager dig dermed den anden fundamentale forudsætning for et menneskes liv: den fratager dig din evne til at dø, det vil sige din evne til at leve med, at tiden går.

En lektion på et universitet tager 45 minutter. Det er mine studerende – hvoraf de fleste er rasende dygtige og determinerede – ikke i stand til at udholde. Deres kroppe bukker under, og selvom statistikken er usikker, er et konservativt estimat, at studerende i dag afbrydes af skærmen, i hvad der svarer til halvdelen af undervisningstiden. Nogle meget mindre, en hel del meget mere. De første er de smukke unge mennesker. De andre er de andre.

Det betyder ikke, at disse unge mennesker ikke arbejder, når de stempler elektronisk ud fra undervisningen. De arbejder skam, og tilmed gratis. De arbejder bare ikke for deres uddannelse og for landets velfærd. De arbejder for Facebook, og sørger for, at selskabet forbliver et af de rigeste i verden (selvom det kun lønner cirka samme antal mennesker, som der er ansat i Odense kommune). 

I den tid deltager de studerende naturligvis ikke i undervisningen. De får, hvad Kim Larsen ville kalde en ‘tilfældig uddannelse’, betalt af staten og med et liv finansieret af SU og rigeligt med erhvervsarbejde.

Situationen er ikke meget forskellig i andre dele af uddannelsessystemet. Her har man ladet det regne med iPads og mobiler, hvilket overraskende nok har undermineret den sidste rest af undervisernes autoritet og i tillæg ødelagt de unge menneskers evne til koncentration.

Det er ubegribeligt, at vores politikere og vores institutioners ledere fortsat tillader dette at ske. Man fedter for Apple og Facebook, og udviser foragt for både undervisere, studerende og skatteydere.

Undervisning uden skærm og med tavle og kridt
Internationale eliteinstitutioner – dem med de smukke unge mennesker – går naturligvis i retning af forbud mod disse teknologier, undtagen når der specifikt er brug for dem. Ligesom resten af eliten: de forældre, der forhindrer, at deres børn synker ned i skærmmisbrug, er forældre til de kommende, smukke unge mennesker. De andre er forældre til de andre.

Og nej, mine studerende må naturligvis ikke bruge nogen former for skærme, når jeg forelæser. 

Til gengæld bruger jeg tavle og kridt i stedet for PowerPoints, en anden central, civilisationsødelæggende opfindelse.

Det tillader mig at have en dialog med de studerende om økonomi, filosofi og hvorfor tingene er så svære. Og her viser det sig, at ethvert menneske, der har modet til at slukke sin skærm og forlade sin digitale vuggestue, lige dér kommer til verden som et smukt, ungt menneske.