CBS-professor: Tryllebundet af skærmen skal vi forgå

Af Bent Meier Sørensen
Professor MSO ved CBS ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

Det forsonende aspekt ved det noget testosteronramte, politiske cykelhold - Liberal Alliance - er dets kvinder. 

Lad mig fremhæve en af dem, nemlig undervisningsminister Merete Riisager. Ministeren nægter at acceptere det massive snyd, som netadgang ved eksamen i gymnasiet forårsager. Derfor forbyder Riisager nu netadgang til eksamen.

Vi er desværre gået lidt bort fra at rejse rytterstatuer, men skulle vi genoptage denne fine tradition, er undervisningsministeren en oplagt kandidat - og placér meget gerne monumentet foran mit eget universitet, CBS. Skærme hærger også udenfor hendes specifikke ressortområde.

I en pressemeddelelse slår ministeren fast, at det ‘simpelthen er alt for fristende for unge mennesker, for hvem det er helt naturligt at være på nettet, at sidde til eksamen og hente svar fra andre uden for eksamenslokalet.’ 

Men hvis den fremtidige rytterske kigger ind i CBS’ undervisningslokaler, vil hun se, at hendes ræsonnement naturligvis også gælder i den almindelige undervisningssituation. Hvis internettet er for fristende til eksamen, hvorfor er det så ikke for fristende til dagligt?

Men i undervisningsverdenen lever vi endnu i en begejstret IT-rus, som vores efterkommere præcist vil diagnosticere som ‘angst-drevet afhængighed med stærkt reduceret handleberedskab.’

Bent Meier Sørensen, professor MSO ved CBS

Svaret er, at det er det også. Men i undervisningsverdenen lever vi endnu i en begejstret IT-rus, som vores efterkommere præcist vil diagnosticere som ‘angst-drevet afhængighed med stærkt reduceret handleberedskab.’ 

En rytterstatue mere
Her mangler vi fortsat mere ministermod – og jeg regner stadig min egen minister, Søren Pind, for at have rytterstatue-potentiale, med sherifpistol og skarpt blik.

For eleverne og de studerende kan ikke selv. IT-producenternes geniale programmører henvender sig ikke til denne gruppe af forbrugere på den måde, som jeg gør her: i hele sætninger og med hvad jeg anser som en nødvendig, moralsk og politisk dagsorden.

Programmørerne designer maskiner, der ryster kælent i lommen, og som kroppen reagerer instinktivt på, længe før viljen vågner. 

De forskellige sociale medier – Facebook, Instagram og så videre – er ‘designer drugs’. Det vil sige, at de har alle de virkninger, rigtig narkotika har, men er ændret ganske lidt, så produktet er lovligt. Så kan misbruget bare afskrives som ‘dårlige vaner’, som ‘forældrene bør påtale’.

Mens den kollektivt indstuderede løgn er, at dårlige vaner nok ‘går over med tiden’, er ‘forældrenes’ situation endnu værre end deres børns. De er lægen i Inger Christensens digt, der ‘selv har taget syre’, og har derfor ikke moralsk autoritet til at påtale et misbrug, de selv lider af.

Uanset om de er forældre eller undervisere, har de voksnes tab af autoritet udløst en flodbølge af selvhjælpsbøger til de samme voksne. Det er bøger, der enten opfordrer den enkelte til at ‘hoppe på’ eller ‘hoppe af’. Men disse hop på stedet har ringe effekt på udviklingens retning og hastighed. 

Sig stop
Vi må derfor, som i vores civilisations tidligere kriser, sætte vores lid til vores samfunds øverste institutioner. Igen må forvalterne af vores kollektive udvikling tage åget på sig, og være overbringerne af dårlige tidender og stålsat lov. 

Vi beder jer: Sig stop. Begynd med en af civilisationens grundsten, vores uddannelsesinstitutioner, og gør skærme til noget, der aktivt kan vælges til, når det er relevant. Det vil det være i specifikke situationer, men naturligvis ikke i udgangspunktet. I udgangspunktet er eleverne og de studerende henvist til det konkrete nærvær, undervisernes og hinandens. 

Lad et sådant forbud mod skærme i uddannelsesverdenen være en ny begyndelse for vores kultur og civilisation. Og måske er vi ikke helt så fortabte endda. Der er jo et gran af sandhed i vores længselsfulde stirren ind i skærmen; vi håber jo inderligt, at den til sidst vil åbenbare noget vigtigt for os. Vi erindrer nok vagt, at det dog kun er nogle få tusinde år siden, skærmene faktisk talte sandt. 

Dengang var det som bekendt Moses, der kom ned af bjerget med de første to tavler, eller tablets som de hedder på engelsk. På dem stod sandheden skrevet: Du må ikke have andre guder. Det reddede de forvildede nomader, og de opgav dansen om guldkalven.

Nu hvor Apple og deres slæng slår mønt af Moses’ tavler, og har ladet iPads regne ned over os som manna fra himlen, må det være tid til at minde om Paulus’ syn sagen.

Han havde ingen sympati for den type af tavler, som mennesket kritikløst overlader sin skæbne til. I Romerbrevet siger han ligeud, at sandheden ikke længere står på tavlerne, den er nu skrevet i menneskets hjerte. Guden udtrykker sig ikke længere gennem en mystisk kode skrevet på en fjern bjergtop i mellemøsten eller i dybet af Silicon Valley, men direkte i menneskets liv. 

Ganske vist tænker Paulus som sædvanligt på inkarnationen af Kristus her, men den messianske begivenhed gælder for troende såvel som for ikke-troende: skærmens kode (den dogmatiske lov) bliver forvandlet i det menneskelige fællesskab (kærlighedens praksis). 

Det er dette fundamentale, menneskelige fællesskab, der er på spil i kampen mod skærmene.