Elberth: Blufferens guide til digital politik

Hvis Folketingsvalget i 2015 satte en streg under, at Danmark politisk også er et socialt media-land, varsler starten på 2016, at de der sociale medier i politik er kommet for at blive.

Det er ikke længere bare et supplement til det, politikeren i øvrigt gør, det er et taktisk redskab på linje med at udsende en pressemeddelelse eller indkalde til door-step-pressemøde.

Løkke har som den første statsminister kuppet sit eget monopol: Statsministerens nytårstale, der traditionelt er en envejskommunikation fra Marienborg og ud i stuerne, blev til en to-delt tale, der flyttede sig fra talepapir til Facebook-video til trykte medier og helt ind i Deadline-debatten.

Og mandag morgen indkaldte Løkke så til pressemøde fra sin Facebook-side om midlertidig grænsekontrol. Vi lever i et Danmark, hvor nyhedsmedierne starter mange af deres sætninger med ”xxx-politiker skriver på Facebook”.

Kend din lingo!

Skal du være med i samtalen, er der en række begreber, du skal holde styr på. Her er de vigtigste fra A til Å:

Algoritmer – Politikere på Facebook er nødt til at skrive noget, som brugerne enten klikker på, liker, deler eller kommenterer, hvis de skal nå rigtig langt ud med budskaberne, på grund af Facebooks algoritmer, der viser os det, vi interesserer os mest for (og interagerer mest med), selvom de er lige så hemmelige som Coca Cola-opskriften. Vi ved fra forskning, at forargelse spredes mere end positive budskaber. Derfor er det Støjbergs popcorn, Messerschmidts Genindfør Grænsekontrol og Zenia Stampes hudfletten, der som hovedregel bliver set af flest mennesker.

Booste – Når politikeren har smidt annoncekroner i bagdelen på en Facebook-opdatering. Vi har set opdateringer fra politikere, der rammer 4-5 gange så mange mennesker og op til 500.000-600.000 danskere, når politikeren trykker 1000 kroner i bagdelen af en rigtig god opdatering. 

Cookies – Radikale var først med ”småkagerne”. Der, hvor der bliver lagt en lille tekstfil på brugerens browser, hvis han/hun besøger f.eks. Radikales website, så brugeren senere, og helst helt tæt op til valg, møder net-reklamer fra Radikale. Nu kan selv den mindste kommunalkandidat lave det, hvis de bruger tre minutter på at finde ud af hvordan. Pas på, hvor du klikker.

Delinger – Morten Messerschmidt har stadig den danske rekord i flest delinger på et opslag fra Facebook, hvor han har fået over 150.000 til at dele et budskab om grænsekontrol fra 2014. Kan en politiker få delt noget, er politikeren glad.

Engagement – Medier som Tv2 og DR har en lille indbyrdes battle om, hvem der har de mest engagerende Facebook-sider, altså hvor mange brugere, der klikker, deler, kommenterer, liker mest. Øzlem Cekic rammer af og til top ti i hele Danmark over de mest engagerende Facebook-sider. Hun har rækkevidde som en stor hest sparker, fordi hun engagerer så mange, når hun er på Facebook.

Følgere – Uanset om politikeren har en Twitterkonto, en Facebook-side eller en Instagram-profil, har han følgere (medmindre politikeren har en personlig Facebook-profil, for så har han/hun venner). Løkke har 186.500 af slagsen på Facebook, har cirka 55.000 følgere på Twitter og Johanne har næsten 14.000 på Instagram. Det giver dem en modtagerskare, som var de en mellemstor dansk avis. 

Google – Bare tryk på http://bfy.tw/3Z4u - Nikita Klæstrup og Mads Holger var de mest googlede i 2015, selvom de vist ikke længere betragter sig selv som politikere. Politikerne vil rigtig gerne ligge højt på Google – og helst med positive resultater, når vælgerne Googler deres navn op til et valg. Googlede du ”Venstre” i valgkamp 2015, fandt du hvemskalbetale.dk – en platform fra S, hvor Løkke stod på en bund af bilag.

Hashtag – Det lille ord med en # foran, som bliver til et klikbart link, hvis man skriver det enten på Twitter, Instagram eller på Facebook (hvor det ikke er så brugt). Søger du på #dkpol i søgefeltet på Twitter, finder du nogle af de cirka 50.000 tweets, der bliver skrevet hver måned indeholdende ordet #dkpol – en måde at signalere på, at det er det, man skriver om, så vi kan finde rundt i informationsstrømmen – se listen over mest brugte hashtags her. 

Instagram – Johanne er størst. Men du møder også ”Frihedsministeren”, Anders Samuelsen, og Ida Auken blandt andre. Billedmedie med cirka 1 million danskere, hvor du kan smide billeder op, efter du har kørt dem igennem et filter, så du selv ser fantastisk ud. Selfies – altså billeder af politikeren selv - er det helt store derinde.

Jacking – som i Hashjacking eller newsjacking. De frækkeste partier kaprer hinandens hashtags med ”hashjacking” og begynder at gøre grin med andre partiers kampagne-hashtags, eller de newsjacker ved at lave et sjovt spinoff på en nyhed, der lige er breaket. SF har tidligere været mestre i det sammen med LA.

Kampagne – Negative kampagner under radaren ramte i 2015 et nyt niveau med platformen ”Blå blok indefra”, der anonymt satte tryk på Løkkes troværdighed på Facebook. Vi har tidligere set præcis samme setup mod Helle Thorning-Schmidt med siden ”Alle børnene betalte skat, undtagen Helle”. De negative kampagner er voldsomme i den danske politiske netkultur. 

Like – Den største gestus på sociale medier. Lige så vigtigt som et smil eller et håndtryk er i den virkelige verden. Twitter ændrede i 2015 deres lille stjerne, der var mulighed for at foretrække en andens tweet, til et like, så de kunne ligne Facebook mere. Alle liker likes. På Facebook handler det især om at få flere likes på sine opslag, så de når længere ud.

Moderation – på tiende år genstand for stor diskussion i Danmark. Må man moderere på sine egne sociale platforme – altså slette og skjule indlæg, udelukke brugere på Facebook eller blokere dem på Twitter? Den er vi ikke færdige med endnu. Specielt ikke efter Løkkes lytte-opfordring anno 2016.

Ny medievirkelighed – Ord, du kommer til at se meget i denne klumme i 2016. Det vil være en grundholdning, at sociale medier er så indgroet en del af det samlede mediebillede, at det ikke giver mening, når Mogensen og Kristiansen eller Hans Engell analyserer udførligt på dueller mellem politikerne, men underkender sociale mediers betydning undervejs. Det hele flyder sammen nu.

Omnichannel – Et eksempel på et af de tusind buzzwords, du vil møde undervejs i medierne, der popper op, som var det det helt nye sort, men som du skal genkende som forbigående. Omnichannel dækker over, at kunden skal møde samme oplevelse fra brandet i alle kanaler. Af andre buzzwords, som du kan glide let hen over er ”content marketing”.

Periscope – En mulighed for at sende live-tv ud til dem, der følger en. Vi så det fra flere Folketingskandidater i 2015. Vi så Johannes Langkilde interviewe Helle Thorning-Schmidt med Periscope som værktøj midt i valgkampen som det helt store stunt.

Q – Meningsdannere på Twitter har en evne til at have så meget gennemslagskraft på Twitter, at de kan sætte tonen for en helt debat. Der er mange af dem. Q som i Qvortrup er en af de stærkeste og en af dem, som politikerne og du skal følge, hvis du skal kende til talk of the town på Twitter.

Retweet – Når du skriver op til 140 tegn på Twitter, og en anden på Twitter gentager dit tweet ud til sine følgere. Det giver dig rækkevidde. Retweets er blevet en valuta i sig selv.

Snapchat – Mediet, der startede som noget for de unge, men som for alvor er ved at runde en million brugere i Danmark. Kort sagt kan du sende billeder til dine kontakter, og så forsvinder billedet (eller historien af billeder) igen efter et stykke tid. Du har mulighed for at skrive på billederne og lægge en masse sjove effekter (filtre) på. Astrid Krag er en af de stærkeste der.

Twitter – Platformen, hvor omkring 3100 journalister har en profil og lytter, deltager og finder historier. Cirka 145 folketingsmedlemmer har en profil. Og så er der en stor håndfuld meningsdannere og journalister, ud over en række almindelige mennesker, der til sammen udgør cirka 300.000 brugere.

Urinere – Det som Søren Pind ikke accepterer, at man gør på hans platform. Urinerer man, som i ”spreder galde”, kommenterer for hårdt, racistisk, injurierende eller hadefuldt, så får man en virtuel lussing og bliver blokeret eller smidt ud af Pinds platforme.

Viralt – Når noget spreder sig så meget, at et medie føler hjemmel til at skrive, at ”det er gået viralt”. Definitionen er uklar, men som tommelfingerregel er det det, der sker, når folk begynder at dele noget, de har set på deres venners væg, som vennen har delt. Altså delinger i ”andet led”.

Wikipedia - Et leksikalt opslagsværk, som ingen af politikerne har forstået for alvor endnu. Det er brugerne, der bestemmer derinde, og derfor kan man ikke som politiker sætte sine folk til at forskønne politikerens egen Wiki-artikel. Wikipedia er så søgestærkt, at det næsten altid sidder på Googles søgeresultatside nummer 1, når man googler politikerens navn, hvis nogen har skrevet et Wikipediaopslag om politikeren.

X – Det handler om at få vælgeren til at sætte et kryds ved at flytte dem rigtigt på sociale medier. Det har Obama sat standarder for, når han spekulerer i, hvordan han finder en vælger, får vælgeren til at udføre småhandlinger (mikrohandlinger) som at like, dele og kommentere, og så større handlinger (makrohandlinger), hvor vælgeren donerer penge, sætter et skilt op i sin have, stemmer demokratisk og anbefaler en republikansk ven at gøre det samme. Danske partier kæmper for at knække den kode.

Yelp – Går en shitstorm (altså sådan en, som et brand kan få imod sig, når brugerne bliver sure på dem på sociale medier) over i brugeranmeldelser, kan brandet læse om sig selv på platforme som Yelp, Trustpilot eller Tripadvisor. Du skal kende til det, når du læser om shitstorms. 

Ze ice is melting – Når du læser om en politiker, der er ”til grin”, ”lægges for had” eller ”shitstormes” på sociale medier, kan du regne med, at det aldrig når samme højder, som da Zoo slog Marius ihjel og fik den største shitstorm, et dansk brand har været udsat for, imod sig. Men Villy Søvndals berømte linje om ”Ze ice is melting at the powls” er et godt eksempel på, hvordan der bliver lagt et massivt digitalt tryk på ham efterfølgende både med virale videoer (se denne) og kommentarer i hver eneste af hans mails. Du kan regne med, at størstedelen af dem, der hænger en politiker ud, er partisoldater eller ungdomsorganisationen.

Æg – Det, man er på Twitter, når man ikke har sat et profilbillede på. Man er et æg, fordi Twitter er en stor fugleanalogi. Vi tweeter og kvidrer til hinanden. Af samme grund er ”skriveblyanten” på Twitter en fjederpen.

Øl – Ser du efter i politikernes kommentarfelter, har de næsten alle sammen et eller andet lidet flatterende øgenavn eller prædikat på sig, når brugerne tror, at det er et skydetelt og spreder galde. Løkke er ”fadbamsen”, Helle er stadig ”Gucci-Helle”, Joachim B. er ”kuglestøderen”, Søren Pind kalder sig selv ”Sheriffen”, Støjberg bliver kaldt ”støjsenderen”. Har du lyttet efter Løkkes alternative nytårstale, bestræber du dig på ikke at skrive de ord, men går i stedet efter bolden i de politiske diskussioner.

Å – Et vigtigt listebogstav, der vandrer rundt på sociale medier og forsøger at sætte nye standarder for måden, vi taler til hinanden. Det er Alternativet, og de vil gerne have os til at ”tale op” – Prøv at søge på hashtagget #talop – så ved du, hvad det betyder.