Flere it-folk vil arbejde for Digitaliseringsstyrelsen

ATTRAKTIV: Digitaliseringsstyrelsen er steget seks pladser til en 12. plads på en liste over attraktive arbejdspladser for it-folk.

"Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at fortælle om de spændende opgaver, man har som medarbejder i Digitaliseringsstyrelsen," siger Digitaliseringsstyrelsens direktør Rikke Hougaard Zeberg.
"Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at fortælle om de spændende opgaver, man har som medarbejder i Digitaliseringsstyrelsen," siger Digitaliseringsstyrelsens direktør Rikke Hougaard Zeberg.
Sine Riis Lund

Erfarne danske it-folk har fået et godt øje til Digitaliseringsstyrelsen.

For mens styrelsen sidste år lå på en 18. plads over de arbejdspladser, som it-folkene betragtede som mest attraktive, så er styrelsen i år rykket seks pladser frem til en 12. plads.

Det viser en rundspørge fra konsulentbureauet Universum, der er baseret på svar fra 677 personer med en it-uddannelse og gennemsnitligt 6,5 års erhvervserfaring.

Digitaliseringsstyrelsens direktør, Rikke Hougaard Zeberg, mener ikke, fremgangen er tilfældig. 

Fakta
Fakta om rundspørgen
  • Universum Professional Survey 2017 er baseret på besvarelser fra 677 personer med en IT-uddannelse og gennemsnitligt 6,5 års erhvervserfaring.
  • Universums rangliste over attraktive arbejdspladser for it-folk omfatter i alt 50 større virksomheder og organisationer.
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden november 2016 - juli 2017.
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 50 lande over hele verden.

Kilde: Universum

”Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at fortælle om de spændende opgaver, man har som medarbejder i Digitaliseringsstyrelsen. Vores medarbejdere er med til at forandre samfundet. Hvis man gerne vil have et stort ansvar og arbejde med store komplekse it-projekter, så kan det ske i Digitaliseringsstyrelsen," siger Rikke Hougaard Zeberg i en pressemeddelelse.

Som eksempler nævner hun de nye generationer af NemID og Digital Post.

Løsninger for alle danskere
It-arkitekt Christian Schmidt-Madsen startede i Digitaliseringsstyrelsen sidste år, og han hæfter sig ved, at det i høj grad er der, hvor de politiske ideer om digitalisering og it-udbredelse bliver konkretiseret og udmøntet i strategier, referencearkitekturer og udbudsprojekter.

"At være med til at specificere næste generations offentlige digitale infrastruktur er en stor faglig udfordring og en unik mulighed for at være med til at slå stregerne til de løsninger, som alle Danmarks borgere og virksomheder skal benytte fremover," siger han i pressemeddelelsen.

Digitaliseringsstyrelsen er den højest placerede offentlige arbejdsplads efterfulgt af Teknologisk Institut og Københavns Universitet som henholdsvis nr. 19 og 22 ud af i alt 50 arbejdspladser. Skat har en placering som nr. 39.

0:000:00