Forfatter: Vær på vagt over for Facebook, Netflix og Snapchat

DEBAT: Netflix's største konkurrent er menneskers behov for søvn. Facebooks kan tænkes at være børn, familie og venner. Vi bør udvise forsigtighed over for vores digitale vaner – og debatten bør nuanceres, skriver forfatter Imran Rashid.

Af Imran Rashid
Forfatter og innovationschef på Aleris-Hamlet privathospitaler

Netflix er et af de firmaer, der med størst succes har formået at anvende tolkning og anvendelse af Big Data til at understøtte deres globale vækst og udbredelse.

Firmaet, der lever af at streame film og TV-serier, har i dag over 100 millioner brugere - og det anslås, at der hvert eneste minut afspilles 70.000 timers Netflix.

Vejen til deres succes har især baseret sig på brugen af avancerede computeralgoritmer, der på baggrund af indgående viden om millioner af menneskers TV-vaner konstant er blevet sat til at optimere forretningen.

En optimering, der ultimativt handler om to ting: At øge antal af forbrugere og mængden af forbruget. Rent faktisk har de så stor succes, at CEO’en for Netflix for nyligt udtalte, at hans firmas største konkurrent i dag er… menneskers behov for søvn.

Rationalet er for så vidt helt enkelt. Hvis folk falder i søvn, kan de jo ikke se Netflix. Ergo må det for Netflix være et indsatsområde at få folk til at lade være med at sove og binge serier, til de segner.

Hvem er Twitter og Snapchats konkurrent?

Metoden, som anvendes - i lighed med de fleste andre techgiganter - kaldes ’behaviour design’. Det er en måde at designe produkter og interfaces på, der ret effektivt kan påvirke menneskers adfærd i en given retning ved at inddrage små psykologiske fifs, der fremtvinger en bestemt adfærd hos brugeren.

I Netflix viser det sig eksempelvis ved, at de i slutningen af alle afsnit introducerer et lille stopur, der gør det nemmere for mennesker at fortsætte med at se næste afsnit – end at stoppe. En designmæssig genistreg der i kombination med en spændende cliffhanger markant øger sandsynligheden for at udkonkurrere ens søvn.

Problemet med behaviour design er ikke, at firmaerne ønsker at vokse eller optimere deres forretninger. Problemet er, at det er så effektivt, som tilfældet er, og at der ikke er nogen regulering eller ansvarlig håndtering af konsekvenserne.

For hvem er Facebooks, Instagrams, Twitters og Snapchats største konkurrenter, hvis vi tænker videre i samme tankerække som Netflix' CEO?

Svaret er skræmmende i al sin enkelhed: Det er vores børn. Ægtefæller. Arbejde. Venner. Alt det, som har værdi for os på individniveau, og som vi på et bevidst niveau selv ville ønske at bruge vores opmærksomhed på.

Den kyniske kalkule er nemlig såre simpel: Jo mere effektivt vores opmærksomhed fanges, jo flere penge kan der tjenes. Men både antallet af brugere og mængden af skærmforbrug har efterhånden nået et niveau, hvor mange forskere for alvor begynder at slå alarm.

Det er vigtigt at understrege, at min bekymring ikke går på generel skærmbrug, men primært brugen af software, der anvender de afhængighedsskabende behaviour design-algoritmer. I fagkredse også kaldet ’Dark UX’, fordi designerne er helt bevidste om, hvad konsekvenserne bliver.

Dårlige vaner er ikke svaret

Et simpelt blik ud i samfundet viser da også med al tydelighed, at ’dårlige vaner’ ikke længere kan forklare fænomenet, lige så lidt som at alkoholisme, overspisning eller narkomani ej heller bare er ’dårlige vaner’.

Fællesnævneren for de ting, der slår mennesker ihjel i dag før tid er, at det er kunstige stimulanser, der medfører dopaminskabelse i hjernen - men samtidig skader kroppen. Det gælder eksempelvis rygning, alkohol, excessivt madindtag med videre.

Forskellen er, at man eksempelvis ikke ukritisk giver kunstige stimulanser ad libitum til børn ned i 1,5-års alderen, da vi ved, at konsekvenserne kan være skadelige. Vi aldersregulerer derfor på samfundsniveau rygning og alkohol.

Forældre tidsregulerer desuden en anden populær dopaminkilde, nemlig sukker, ved at indføre ’fredagsslik’ og lignende.

Min bekymring som læge går blot på, at visse typer anvendelse af digitale medier lægger sig i den helt samme kategori som de øvrige kunstige stimulanser, vi kender til – dog uden den direkte skadelige effekt på vores kroppe, som ellers ville få os op af stolene.

Her er der derimod en del, der i stedet tyder på, at det mere er psyken, der tager skade, hvilket i princippet er farligere, da påvirkningen herved kan finde sted i meget længere tid, inden nogen griber ind.

Debatten må nuanceres

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at vi kan rulle de sidste 10 års udvikling tilbage. Mit store håb er derimod, at vi i højere grad begynder at udvise forsigtighedsprincipper samt nuancere diskussionen om brugen af tablets og smartphones til andet end en simpel snak om skærme eller ikke skærme.

Vi er nødt til at lære at skelne mellem brugen af skærme, der ligger i forlængelse af vores egne bevidste ønsker og behov – og så det skærmbrug, der mere ligger i forlængelse af techfirmaernes kyniske algoritmer.

Er teknologien til for dig – eller er du til for den?

Jo større forskellen mellem disse to modpoler bliver, jo længere risikerer vi at komme væk fra fundamentale menneskelige karaktertræk som at kunne bevare fokus på de ting, der er vigtige for os, og ikke mindst evnen til at forpligte os til disse prioriteter.

Forrige artikel Professor: Nye problemer med platformsøkonomi Professor: Nye problemer med platformsøkonomi Næste artikel Debat: Velfærdsstaten er udfordret på et digitalt arbejdsmarked Debat: Velfærdsstaten er udfordret på et digitalt arbejdsmarked