Hegelund og Mose: Find det dumme svin

MANDAGSTRÆNEREN: Et ydre fjendebillede – eksempelvis Uber, Finansministeriet eller DI – kan være effektivt på de indre mobiliseringslinjer. Pres udefra er et virksomt middel til at skabe opbakning til aktiv interessevaretagelse, der dokumenterer høj samfundsværdi.

UBER var på mange måder en optimal prygelknabe, skriver Hegelund og Mose.
UBER var på mange måder en optimal prygelknabe, skriver Hegelund og Mose.Foto: Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

Der er næppe noget så mobiliserende som et ydre fjendebillede. ”Et dumt svin” kan samle tropperne og få baglandet til at gå i takt.

For taxabranchen – herunder 3F – har den samlende fjende i et stykke tid været kørselstjenesten Uber, der lukkede og slukkede i den forløbne uge.

For Anders Bondo Christensens skolelærere har det længe været excel-tyrannerne i Finansministeriet, der har ødelagt lærerværelserne og pædagogikken.

For Danmarks Naturfredningsforening har det i årevis givet mobiliseringskraft at se firkantet på landmændenes gøren og laden. Til gengæld kan landbrugets folks forenes ved at kalde naturfrederne for kratluskere.

På sociale medier vil der rejse sig en sand shitstorm, der massivt vil udpege regeringen til et dumt svin.

Hegelund og Mose

Efterskoleforeningen – talerør for landets efterskoler – har også et selverklæret fjendebillede til indvortes brug: Ledelsesgrebet er at udpege Dansk Industri som den ydre fjende, der truer efterskolernes levebrød.  

Landets største erhvervsorganisation foreslår med jævne mellemrum, at 10. klasse – en særdeles givtig indtægtskilde for landets efterskoler – kun skal være for unge med særlige behov. De skarpe og velfungerende bør efter DI's mening straks efter 9. klasse ekspederes videre i undervisningssystemet i stedet for at hygge sig med et efterskoleår.

Læs mere: Dansk Industri: Lad os få en ordentlig evaluering af 10. klasse

Da erhvervsorganisationen i påsken relancerede en storstilet økonomisk 2025-saltvandsindsprøjtning til Danmark, var den gamle uddannelsestraver med i den milliarddyre investeringsplan, der skal få Danmark til at klare sig bedre i den globale konkurrence: DI genfremsatte sit forslag om at sætte 10. klasse på en kraftig slankekur.

Dermed truer DI atter det marked, som de forældre-og elevpopulære skoler har bygget op. På de indre ledelseslinjer i Efterskoleforeningen opfattes det imidlertid som en fordel, at medlemmerne med jævne mellemrum bliver mindet om, at det frie skolevæsens tid, hvor sektoren kunne være i fred for ekstern indblanding, for længst er forbi: Der skal soves med støvlerne på.

0:000:00