Innovationschef: Sådan ser fremtiden ud i sundhedsvæsenet

FREMTIDEN IFØLGE: Din seng vil kunne hjælpe dig mod stress, dit traume vil blive behandlet igennem virtual reality, og vi kan gro en ny nyre. Det er nogle af forudsigelserne fra Imran Rashid, innovationschef fra Aleris-Hamlet privathospitaler, i en ny Altinget-serie.

Henrik Axel Lynge Buchter

OM 5 ÅR 
"Fortæller din seng dig, hvad du skal gøre ved din stress".

"Jeg forventer en markant udvikling inden for sundhedsvæsenet inden for fem år. Sundhedsfremmende aktiviteter vil væ­re overalt, uden at man lægger mærke til det. Det vil sige, at eksempelvis dit toilet, din badevægt, din cykel eller mobil alle dan­ner et datagrundlag, som din personlige læge kan anvende til at forebygge sygdomme med. 

Det bliver en fremtid, hvor lægen kontakter dig, når det er tid til at blive tjekket, fordi han vil have adgang til al din data - og ikke omvendt. Sundhed vil være tænkt så meget ind i alt, hvad man foretager sig, at det ikke er den her brandslukningsproces, som vi kender i dag. Forebyggelsen vil med andre ord starte langt tidligere.
Men for at det kan ske, kræver det, at man giver en enkelt person adgang til ens informationer - eksempelvis en læge. Sundhed vil gå fra at være reaktivt til proaktivt.

Almindelige ting i huset vil være noget, der bliver ordineret. Måske får man en intelligent seng, der holder øje med, hvordan man sover. Ændrer din søvn sig, og ser det ud, som om at du kan lide af stress, vil du få tilbagemeldinger om, hvordan du bør justere din dag. Måske skal du drikke noget mere vand eller gå flere ture. Sådan en aktivitetsplan kan så blive sendt til din telefon.

Fakta
NY SERIE:
Fremtiden ifølge er en ny serie, hvor vi spørger en fagperson om, hvor vedkommendes fag er henne om fem, ti og femten år. 
Denne gang spørger vi innovationschef Imran Rashid fra Aleris-Hamlet privathospitaler om, hvilken fremtid der venter i sundhedsvæsenet.
Ny udgave af Altinget: magasin Sommerudgaven af Altinget: magasin udkommer onsdag med analyser, portrætter og baggrund. LÆS HELE MAGASINET HER
Ny udgave af Altinget: magasin 

Sommerudgaven af Altinget: magasin udkommer onsdag med analyser, portrætter og baggrund. 

LÆS HELE MAGASINET HER
Foto:

Det er ikke meget anderledes end i dag. Forskellen fra nu og til om fem år er, at alle vores data er blevet koblet sammen. I dag findes data på så mange forskellige datapunkter, så ingen fortolker og forstår dem.

Et eksempel: Hvem har i princippet allerførst mulighed for at opdage, om du har Parkinson? Det gør din teleudbyder, fordi din stemmeføring og talehastighed begynder at ændre sig. De data vil man i fremtiden kunne bruge. Brugen af data vil i høj grad ændre sig, tror jeg."

Den virtuelle virkelighed er blevet så virkelig, at mange mennesker i højere grad vil foretrække den falske virkelighed.

Imran Rashid
Innovationschef

OM 10 ÅR
"Vil dit traume blive behandlet gennem virtual reality".

"Om ti år vil vi i højere grad kunne bruge den særlige teknologiske metode, der hedder CRISPR, og som der forskes intensivt i lige nu. Med den vil man kunne lave genterapeutiske behandlinger, som måske kan kurere 70-80 procent af alle sygdomme.

Med den metode vil man populært sagt gøre det muligt at gå ind i menneskers gener og klippe-klistre i dem som i et word-dokument.

Alle former for gendefekter og cellevækst, som man eksempelvis oplever ved kræft og diabetes, vil man med stor sandsynlighed kunne behandle.

Derudover vil der være alle mulige former for psykoterapi igennem eksempelvis Virtual Reality (VR). Altså hvor man får en brille for øjnene, der simulerer en verden for dig.

Om ti år vil man ikke kunne skelne mellem den virkelige verden og VR-verdenen. Den falske virkelighed vil nemt kunne snyde hjernen til at tro, at man rent faktisk befinder sig i VR-verdenen. I det sekund, at man kan snyde hjernen på den måde, vil man også kunne behandle hjernen med VR.

Har du eksempelvis et traume, vil man kunne gå til en psykoterapuet eller psykolog, hvor man så kan genleve det traume igennem VR-brillen. Man vil kunne stoppe sekvensen, tale om, hvad man føler i situationen, og på den måde give en meget bedre behandling.

Derudover vil man kunne tale til alle enheder, der vil være forbundet til din personlige, kunstigt intelligente assistent. Dit køleskab, din bil, din telefon. Måske endda dit tøj. Det vil oparbejde en algoritme, der bliver klogere, som på den måde kan hjælpe dig til at få det bedre.

Meget af de data findes allerede. En stor del af Google-søgningerne er relateret til sygdomssymptomer. De data vil man kunne bruge bedre i fremtiden.

Det vil stort set overflødiggøre mange læger, fordi man på den måde vil kunne stille en bedre diagnose, end noget menneske kan. Der vil helt sikkert være nogle arbejdspladser, der forsvinder med den udvikling."

OM 15 ÅR
"Vil vi have robotter i blodet og kunne gro en nyre".

"Jeg tror på, at man kan få nanobotter i blodet om femten år. Google er allerede i gang med at forske i det. Det er små robotter, der cirkulerer i dit blod og renser det for alle mulige forstadier af eksempelvis hjerte-kar-sygdomme.

Man vil kunne se kunstige skeletter og organer lavet på menneskers egne stamceller, som kan understøtte alle mulige handicaps.

Man vil kunne gro individuelt tilpassede organer. Hvis du mister en nyre, så gror vi bare en ny ud af den gamle.
Det vil betyde, at aldring er noget, man ser på som en sygdom, der kræver behandling - mennesker vil kunne leve længere end nogensinde før i historien. Der findes allerede forsøg, der viser, at man kan vende aldringsmekanismen hos mus.

Mennesker nedbrydes og opbygges hele tiden, og grunden til, at vi bliver ældre, er, at opbygningen begynder at indeholde flere fejl, og at nedbrydningen begynder at gå hurtigere.

Når vi kan begynde at pille ved de to processer, vil vi få mennesker, der lever meget, meget længere, end hvad vi gør nu. Til whenever. Der er allerede stor fokus på forskning i, hvordan man forlænger livet.

På dette tidspunkt er hjerne-computer interfaces også blevet så gode, at man kan lave brain-software, der kan indlæses direkte i hjernen - helt som i Matrix-filmen.

For at flere af de her ting skal kunne lade sig gøre, er der selvfølgelig regulatoriske udfordringer. Men jeg tror, at meget vil ske som bottom up-revolutioner, hvor producenterne og eksisterende sundhedsudbydere leverer en forbedring af et produkt. Det vil sikre, at udviklingen sker.

Jeg tror dog også, at vi vil se en eksplosion i psykiske sygdomme, fordi den virtuelle virkelighed er blevet så virkelig, at mange i højere grad vil foretrække den falske virkelighed. Det vil blive et globalt drug, der kan medføre massive sociale problemer. Det vil der skulle gøres noget ved."

---

Imran Rashid er innovationschef hos Aleris-Hamlet Privathospitaler, hvor han har været ansat siden 2015. Han har blandt andet været med til at udvikle konceptet Videodoktor.dk, som er en videobaseret online lægevagt, samt skrevet bogen “SLUK” om digitaliseringens påvirkning af mennesker. Imran Rashid er uddannet speciallæge i almen medicin.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00