Kritik: Ny lov om sundhedsdata er for vidtrækkende

DATA: Et kommende lovforslag fra regeringen vil give sundhedspersonale mulighed for at indhente sundhedsdata uden patienters samtykke, så det kan bruges til kvalitetssikring. Men formålet er uklart, og den nye lov vil give for vidtgående adgang til personfølsomme oplysninger, advarer Patientdataforeningen.

Foto: Colourbox
Lise-Lotte Skjoldan

I resten af verden bevæger man sig i retning af mere samtykke, gennemsigtighed og sikkerhed, når det kommer til patienternes sundhedsdata.

Men i Danmark går udviklingen den stik modsatte vej, og et nyt lovforslag fra regeringen om bedre adgang til sundhedsdata åbner endnu engang op for, at sundhedsdata kan indhentes uden patienters samtykke til et formål, som er uklart beskrevet.

Sådan lyder kritikken fra den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der er formand for Patientdataforeningen, der er en græsrodsforening, der arbejder for at beskytte patienternes ret til privatliv.

Problemet med det nye lovforslag er ifølge Patientdataforeningen, at regeringen nu vil åbne op for, at læger og andet sundhedspersonale kan få lov at indhente patientjournaler og andre følsomme oplysninger for at brugene data til “kvalitetssikring og -udvikling af behandlingen”. Og det skal de kunne gøre uden patientens samtykke.

Når man indhenter de her personhenførbare data, så skal man vide præcis, hvilket formål man gør det med, for det formål skal jo opveje det brud, der er på privatlivets fred.

Thomas Birk Kristiansen
Formand for Patientdataforeningen

Thomas Birk Kristiansen er bekymret for, at en for bred personkreds får for vidtrækkende adgang til meget personfølsomme oplysninger. Oplysninger, der ikke efter hans mening er nødvendige for, at man kan undersøge kvaliteten af behandlingerne i sundhedssystemet.

“Når man laver kvalitetssikring, er der ikke behov for adgang til den enkelte, specifikke journal. Der kan man nøjes med nogle overordnede, generelle statistiske udtræk,” siger Thomas Birk Kristiansen og uddyber:

“For at finde ud af, om jeg laver kvalitet i min klinik, så behøver man jo ikke gå ind og læse i mine enkelte patienters journaler. Så kan man trække nogle statistiske ting ud af mit journalsystem for at se, hvorvidt jeg gør det,” siger han.

Formålet med data-udtræk skal være præcist
Derfor bekymrer man sig i Patientdataforeningen om, om formålet - med at kunne indhente sundhedsdata uden patienternes samtykke - er klart nok beskrevet i udkastet til lovteksten.

“Når man indhenter de her personhenførbare data, så skal man vide præcis, hvilket formål man gør det med, for det formål skal jo opveje det brud, der er på privatlivets fred,” siger han.

0:000:00