Læger til regering: Skrot ny lov om sundhedsdata

KRITIK: Regeringen bør ifølge Lægeforeningen trække et nyt lovforslag om brug af sundhedsdata tilbage. Kræftens Bekæmpelse er skeptisk over for mindre rolle til Datatilsynet.

Det nye lovforslag om brugen af sundhedsdata er et supplement til EU's dataforordning.
Det nye lovforslag om brugen af sundhedsdata er et supplement til EU's dataforordning.Foto: /ritzau/Mick Anderson

Ministrene får for meget magt over borgernes sundhedsdata med regeringens nye lovforslag om brugen af sundhedsdata. Sådan lyder advarslen fra Lægeforeningen i et høringssvar.

"Vi frygter, at den vil skabe utryghed blandt borgerne om, hvad deres sundhedsdata bliver brugt til. I sidste ende kan en sådan lov forringe lægers mulighed for at give den bedste behandling, hvis patienter ikke har tillid til, at deres personlige oplysninger bliver behandlet med den nødvendige fortrolighed”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen i høringssvaret i dag.

Lovforslaget åbner op for, at ministre selv kan afgøre, om borgeres persondata - herunder sundhedsdata - skal kunne bruges til andre formål end det oprindelige.

Lægeformand: Det går ikke uden afstemninger
Forslaget er et supplement til EU's dataforordning, som har til formål at beskytte borgernes persondata og sikre, at de bliver brugt forsvarligt i forbindelse med blandt andet sundhedsforskning.

Vi frygter, at den vil skabe utryghed blandt borgerne om, hvad deres sundhedsdata bliver brugt til.

Andreas Rudkjøbing
Formand, Lægeforeningen

Helt konkret betyder lovforslaget, at ministerier selv kan udarbejde en bekendtgørelse, der fastsætter reglerne for, hvordan borgernes persondata kan bruges til andre formål. Førhen skulle det altid en tur forbi en afstemning i Folketinget.

”Det går ikke, at ministerierne selv handler reglerne af uden at inddrage Folketinget”, siger Andreas Rudkjøbing.

Han henviser til de syv principper for brugen af data, som Folketinget enstemmigt vedtog tidligere på året. Principperne lægger netop vægt på en åben politisk debat og proces om brug af sundhedsdata.

KB bekymret for befolkningens opbakning
Danske Patienter har endnu ikke forholdt sig til lovforslaget. Det har Kræftens Bekæmpelse til gengæld i et andet høringssvar, skriver Ugeskrift for Læger.

Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at det fortsat vil være muligt at lave registerbaseret sundhedsforskning på et højt, internationalt niveau.

0:000:00