Løhde om IT-forsinkelser: Det er vigtigt, at vi lærer af fortiden

FORSINKET: Statens institutioner skal være bedre til at lære af hinanden i udbudssager. Det sagde Sophie Løhde (V) i et samråd onsdag om ekstraregninger og forsinkelser på et IT-system fra KMD. Se uddrag fra samrådet her.

Henrik Axel Lynge Buchter

"Vi skal lære af fortiden for også at blive klogere på fremtiden."

Sådan sagde minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), da hun under et samråd blev spurgt til princippet i, at det har været muligt for en it-virksomhed at fortsætte med at modtage betaling, på trods af at de ikke har leveret et produkt til tiden.

"Alene det, at man kan spekulere i, at man i den her konkrete sag kan mistænke leverandøren i at forsinke et projekt, og dermed opnå en gevinst – alene det, at man kan rejse det spørgsmål er i princippet problematisk," sagde finansordfører Benny Engelbrecht til ministeren og påpegede, at han mener, at alle, der udbyder kontrakter, skal lære af sagen.

Engelbrecht henviste til den seneste it-sag med KMD, der ikke har leveret et system for udbetaling af blandt andet førtidspension i tide, hvorefter virksomheden har fortsat med at modtage betaling for det arbejde, de har lavet efter deadlinen.

"Vi skal lære på tværs af hele den offentlige sektor og ikke betragte den som silodelt i forhold til, om man kommer fra kommunerne, regionerne eller repræsenterer staten. Der er bestemt potentiale for mere samarbejde," sagde Sophie Løhde.

0:000:00