Nyt portalnavn styrker digitalt fokus

OM OS: Altinget: velfærdsteknologi skifter navn til Altinget: digital velfærd. Navneskiftet sker som udtryk for forstærket redaktionelt fokus på tidens digitale tendenser.

Altinget velfærdsteknologiske portal skifter navn til Altinget: digital velfærd. Redaktør Klaus Ulrik Mortensen står fortsat i spidsen for dækningen.
Altinget velfærdsteknologiske portal skifter navn til Altinget: digital velfærd. Redaktør Klaus Ulrik Mortensen står fortsat i spidsen for dækningen.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Klaus Ulrik Mortensen

Efter i tre et halvt år at have beskæftiget sig indgående med velfærdsteknologiske forandringer af samfundet, udvider Altinget nu det redaktionelle fokus.

Ambitionen er i højere grad at kunne beskrive den digitale bølge, som i øjeblikket ruller over Danmark.

Digitalisering og disruption på dagsordenen
Da Lars Løkke Rasmussen (V) i slutningen af november udvidede regeringen til tre partier, markerede han også et skifte i den teknologiske dagsorden.

Begreber som digitalisering og disruption af arbejdsmarkedet gennem brug af automatisering, kunstig intelligens og robotteknologi indtog nu pludselig en markant plads i regeringsgrundlaget.

Blandt andet nedsatte han - med sig selv i spidsen - et særligt disruptionråd, som gennem fortløbende dialog med eksperter, iværksættere og arbejdsmarkedets parter skal søge at forberede Danmark på en teknologisk forandret fremtid.

Jagten på svar
En stor andel af nutidens job forventes at blive overtaget af algoritmer, software og stadig mere avanceret robotteknologi. Nye job vil komme til, men hvilke, og hvordan arbejdsstyrken skal omskoles, vides ikke, og det er noget af det, som man skal søge svar på.

Men hvem har så svarene? Er vi i stand til at forudsige selv den nærmeste fremtid? Og hvad skal vi stille op med alle prognoserne?

De spørgsmål vil Altinget: digital velfærd grave sig ned i og forsøge at gøre læserne klogere på.

Sundheds- og ældresektor i centrum
Til trods for det udvidede fokus på arbejdsmarkedsomvæltende teknologier og tendenser, vil Altinget: digital velfærd bevare et skarpt øje på teknologiske forandringer i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Arbejdet med at integrere teknologier på velfærdsområderne er langt fra overstået. Nogle vil mene, at vi først netop er gået i gang med at høste nogle af de enorme økonomiske gevinster, som utallige business cases gennem årene har fortalt, at der venter på os.

Hvor dette spor ender, er et spørgsmål, som Altinget: digital velfærd agter at følge til dørs.

Og vi håber, at du fortsat vil læse med.

Altinget: digital velfærd udkommer hver mandag med et overblik over den kommende uge på området. Hver tirsdag kommer et debatnyhedsbrev om aktuelle politiske og teknologiske emner, og torsdag kommer et nyhedsbrev med nyheder, baggrund og analyser.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00