Debat

Professor: Vi skal have realisme i beregningerne for velfærdsteknologi

DEBAT: Velfærdsteknologi kan være én af løsningerne i en situation med et markant stigende antal ældre og et stagnerende eller faldende antal erhvervsaktive. Derfor er det vigtigt, at beregningerne er i orden, skriver Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom ved SDU.

Foto: /ritzau/Anders Rye Skjold Jensen
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi og politik, Syddansk Universitet

For nogle få måneder siden fik jeg en e-mail fra en norsk kollega, der havde læst KL's rapport Slutmåling – det fælleskommunale program for udbredelse af velfærdsteknologi 2014-2016 (maj 2017). Min kollega spurgte: ”Er dette gode og sunde empiriske resultater, eller er dette ønsketænkning?”

Hvad skulle jeg svare min kollega?

Rapporten forsøgte at dokumentere, at på de fire indsatsområder – forflytningsteknologi fra to til en (loftlifte), vasketoiletter, spiserobotter og bedre brug af hjælpemidler – havde kommunerne samlet set dokumenteret effektiviseringsgevinster for 521 millioner kroner.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Beløbet er forbavsende tæt på de 500 millioner kroner, der oprindeligt var aftalt med regeringen, men det kan selvsagt være en tilfældighed – omend sådan noget altid skærper min opmærksomhed på eventuel ’skønregning’.

Det er jo et resultat, som bør tiltrække opmærksomhed, hvis det er holdbart, selvom det jo ikke er gevinster, der kommer til udtryk i klingende mønt, men kommer til udtryk ved, at man kan klare mere for de samme budgetter.

Vi skal have realisme ind i de økonomiske beregninger for velfærdsteknologi. I modsat fald giver det et dårligt beslutningsgrundlag.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi og politik, SDU

Ser man på argumenterne for øget brug af velfærdsteknologi, spiller økonomi en stor rolle.

Velfærdsteknologi kan være én af løsningerne i en situation med et markant stigende antal ældre og et stagnerende eller faldende antal erhvervsaktive. Det sætter de offentlige budgetter under pres, fordi behovet for omsorgs- og sundhedsydelser stiger i takt med at befolkningen bliver ældre.

Når økonomi spiller så stor en rolle, er det naturligvis også vigtigt, at beregningerne er holdbare.

Realismen skal vurderes
Når jeg får det nævnte spørgsmål, griber jeg til ’simple’ tjek-punkter for at vurdere realisme, og først derefter går jeg i givet fald ind og detail-læser teksten.

Lad os se på forflytningsteknologi ved brug af forflytningsteknologier, som drejer sig om at gå fra to til en medarbejder i forflytningssituationer. Forflytningsteknologi omfatter i denne sammenhæng loftlifte samt elektriske bade- og toiletstole.

Det hedder i rapporten, at ”inden for det fælleskommunale program i 2014-2016 er der samlet set dokumenteret varige gevinster for 332 millioner kroner ved anvendelse af forflytningsteknologi – fra to til en”.

Der er ibrugtaget 3.756 loftlifte fra 2014 til 2016 og 2.834 elektriske bade-/toiletstole.

Lægger vi de to tal sammen og dividerer op i 332 millioner kroner, giver det en gevinst på 50.379 kroner per enhed. Der er utvivlsomt forskel på gevinsten ved de to forskellige enheder, men hovedspørgsmålet er, om gevinsten på godt 50.000 er realistisk?

Dette er straks sværere at afgøre, men da grundidéen er at reducere antal involverede medarbejdere ved forflytning fra to til en, forekommer det ikke at være fantasi-tal.

Siger vi, at arbejdsgiverens udgift til en SOSU-medarbejder er på omkring 400.000 kroner, svarer det til en arbejdskraftbesparelse på omkring 12 procent per forflytningsenhed.

Skepsis svandt ind
Og konklusionen på det simple tjek af beregningen? I forhold til min norske kollegas spørgsmål fandt jeg ikke, at der var tale om ønsketænkning. For at være ærlig: Da jeg startede, var jeg skeptisk, men da jeg havde lavet min tjek-beregning, svandt min skepsis noget ind.

Da beregningerne er baseret på spørgeskemaindberetninger fra kommunerne, er det ikke umiddelbart muligt at gå tilbage og vurdere kommunernes indberetning.  Derfor er en del af beregningsgrundlaget uigennemsigtigt for en udenforstående læser.

Man kan naturligvis som økonom ønske sig bedre beregninger, eksempelvis at man også medtager størrelsesordenen af de foretagne investeringer med mere – så der havde været tale om en mere regelret investeringskalkule, men det ideelle kan undertiden blive det muliges fjende.

Vi skal have realisme ind i de økonomiske beregninger for velfærdsteknologi. I modsat fald giver det et dårligt beslutningsgrundlag.

Debatten om SFI's rapport fra 2016 om de økonomiske aspekter ved velfærdsteknologi i plejeboliger, hvor man opskalerede aarhusianske erfaringer til landstal og kom frem til et ’febertal’ på næsten 19 milliarder kroner ved at implementere en række nye velfærdsteknologier – også nogle, som ikke indgik KL's beregninger ovenfor.

En simpel kontrolberegning i Altinget 4.maj 2016 noterede knastørt:

”I 2013 lavede kommunen en analyse, som viste, at der kunne spares 17.020 kroner årligt ved installation af et automatisk vasketoilet. Et noget lavere tal end det, som fremgår af evalueringen fra SFI: Her vurderes den årlige besparelse per installeret toilet til 183.145 kroner.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kjeld Møller Pedersen

Professor emeritus, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00