Debat: Hjælpemidler er en investering

DEBAT: Adgang til hjælpemidler er ikke et forbrugsgode. Det er en nødvendighed, som skal tilpasses den enkelte, skrev formanden for for Danske Handicaporganisationer og Ergoterapeutforeningen samt direktøren for Dansk Rehab Gruppe i årets næstmest læste indlæg på Altinget: digital velfærd.

Af Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer
Morten Rasmussen, direktør for Dansk Rehab Gruppe
Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen

Velfærdssamfundet bygger på, at borgerne har lige adgang til de social- og sundhedsydelser, som de nu engang har behov for. I de senere år har vi imidlertid oplevet en mere og mere restriktiv bevillingspraksis på hjælpemiddelområdet, som rammer borgere med nedsat funktionsevne hårdt.

Flere kommuner har strammet serviceniveauet, og der indføres gradvist øget brugerbetaling, da flere og flere hjælpemidler kategoriseres som ”forbrugsgoder”. Det er den helt forkerte vej at gå, da det – udover øget bureaukrati – også besværliggør disse brugeres mulighed for at være aktive i såvel fritidslivet som arbejdslivet.

Lovgivningen på hjælpemiddelområdet, som pt. er i gang med at blive revideret i Folketinget, bør i stedet sikre, at alle borgere med nedsat funktionsevne kan få de hjælpemidler, der er nødvendige for, at de kan være aktive deltagere i hverdagen og i samfundslivet.

Dertil kommer, at der i stigende grad skal investeres i forebyggelse, genoptræning og rehabilitering.

Hjælpemidler giver selvhjulpenhed
Vi tror ikke på, at noget menneske ønsker sig flere hjælpemidler end højst nødvendigt, og vi oplever til dagligt, at den restriktive bevillingspraksis har store negative konsekvenser for borgerne. De oplever i stigende omfang ikke at få dækket deres behov.

Samtidig forøger den øgede egenbetaling uligheden, fordi ikke alle har samme mulighed for selv at betale for eksempelvis et trehjulet elkøretøj.

Og sidst men ikke mindst har vi svært ved at se kommunernes økonomiske gevinster ved at være tilbageholdende. Vi er overbeviste om, at et aktivt liv for borgerne med så stor grad af selvstændighed som muligt vil give gevinster i form af større selvhjulpenhed og dermed mindre behov for hjælp fra andre kommunale ”kasser” på langt sigt.

Fælles indkøb er et problem
Det er imidlertid ikke kun den restriktive bevilling af hjælpemidler til udsatte grupper, der er problemet. Det er også de hjælpemidler, der bevilges, når en ansøgning er godkendt.

I nogle kommuner har standardiserede indkøb i stigende grad vundet indpas i de seneste år. Det kan godt være en god idé i daginstitutioner at købe for eksempel toiletpapir ind i store standardiserede mængder, men det samme gør sig ikke gældende på hjælpemiddelområdet.

Der findes eksempelvis mange forskellige rollatorer på markedet. Når man skal finde frem til den rollator, som hjælper en borger bedst og billigst, er det nødvendigt at tage konkrete og individuelle hensyn.

En borger, som bor på landet, har måske behov for en rollator med store hjul for at kunne færdes udendørs, mens en anden borger har behov for en rollator, som er let at slå sammen og transportere i bus. En helt tredje har behov for en stabil rollator med et fast sæde og rygbøjle, mens en fjerde har brug for en rollator, der kan bære en vægt på 155 kilo.

Det er fire forskellige typer af rollatorer, som kan have meget forskellig pris. Hvis man kun har én standardrollator, vil tre af disse borgere ikke få en ordentlig løsning og dermed ikke få mulighed for at deltage i samfundslivet og leve et så selvstændigt og normalt hverdagsliv som muligt, hvilket ellers er servicelovens intention.

Derfor ser vi med stor bekymring på det arbejde, som i øjeblikket pågår i regi af Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), som vi fornemmer lægger op til endnu flere standardiseringer og fællesindkøb, end vi har i dag på hjælpemiddelområdet.

Hjælp er ikke et forbrugsgode
På den baggrund vil vi gerne sende en klar opfordring til kommuner og lovgivere.

Hvis I har et reelt ønske om at støtte borgere med funktionsnedsættelse i at få et aktivt liv ved brug af hjælpemidler, så er det nødvendigt at opgive ”forbrugsgode-princippet”, som i praksis betyder øget ulighed, når borgeren skal være med til at betale for hjælpemidlet, for eksempel en rollator.

For det andet er I nødt til at se anderledes på de standardiserede indkøb, så ensartede hjælpemidler ikke indkøbes i stor stil. De hjælper kun en lille del af de borgere, som hjælpemidlerne egentlig var tiltænkt. Det er hverken godt for den enkelte borger eller for kommunekassen.

Tiden er inde til at se hjælpemidler som mere end bare en udgift. Det er også en investering, der kan tjene sig hjem på længere sigt. Ved at investere, vil borgerne i højere grad kunne tage aktiv del i hverdagslivet og spare kommunen penge for andre ydelser, samtidig med at Danmark kan blive et ”showroom” for teknologiske hjælpemidler, som kan føre til øget eksport.

Forrige artikel Disruptionfirma: Der venter seks roller på fremtidens arbejdsmarked Disruptionfirma: Der venter seks roller på fremtidens arbejdsmarked Næste artikel Blockchain-konsulent: Blockchain kommer ikke til at skabe systemiske forandringer Blockchain-konsulent: Blockchain kommer ikke til at skabe systemiske forandringer
  • Anmeld

    Karsten Skyum Larsen · Pensioneret ingeniør og økonom

    Hjælpemidler til borgerne kan ikke købes i metermål.

    Min mor på 97 år har fået særligt tilpassede linser indopereret i øjne, høreapparater, som jævnlig checkes og rollator. Det har medført, at hun fortsat kan bo i hjemmet og tage på årlige, ledsagede udlandsture til Rhodos, Paris, Malaga og Tenerife. - Det har givet hende gode minder og forbedret hendes tilværelse betydeligt.