Debat

Genitor: Ministre og departementschefer bærer et tungt ansvar for et stressramt embedsværk

Statsministerens opgør med myten om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde, har i allerhøjeste grad slået igennem i centraladministrationen med en voldsom personaleomsætning til følge. Prisen er høj i form af tabt viden og erfaring, skriver Tina Overgaard og Henning Meldgaard. 

På Slotsholmen er tempoet skruet så gevaldigt i vejret, at personaleomsætningen er på et rekordhøjt niveau. Det koster ressourcer og betyder tabt viden og erfaring, skriver Tina Overgaard og Henning Meldgaard. 
På Slotsholmen er tempoet skruet så gevaldigt i vejret, at personaleomsætningen er på et rekordhøjt niveau. Det koster ressourcer og betyder tabt viden og erfaring, skriver Tina Overgaard og Henning Meldgaard. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Tina Overgaard
Henning Meldgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Mette Frederiksen (S) i 2021 fremlagde udspillet ”Danmark kan mere 1”, sagde hun, at vi skal gøre op med den myte, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde. 

Nu ser det ud til, at statsministeren er ved at sejre ad helvede til.  

For man kan nu i Zetland læse, at der i centraladministrationen er en personaleomsætning på hele 27 procent, og man kan læse om medarbejdere, der arbejder med hjernerystelse og under barsel.  

Man kan også læse om en departementschef, der undrede sig over, at medarbejderne ikke går hjem. Og man kan læse om en departementschef, der besluttede, at 75 procent af opgaverne skal kunne løses i tidsrummet 07.00 – 17.00.

Han blev mødt af afdelingschefer, der sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, men han insisterede. Det er tankevækkende.  

Hvis man regner efter og tænker, at 100 procent af opgaverne skal løses, så svarer det nogenlunde til en arbejdstid på 13 timer og 20 minutter.  

Danskerne arbejder mindre, men det gør centraladministrationen ikke

Arbejderbevægelsen sejrede stort i 1919, da kravet om 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile, blev vedtaget. Dengang var enkelte faggrupper i landbrug og søfart samt kuske og fyrbødere undtaget. Nu, 100 år senere, ser det ud til, at en 8 timers arbejdsdag er undtagelsen i centraladministrationen.  

Regeringen er ikke lykkedes med at få Danmark til at lave mere. Til gengæld laver centraladministrationen mere og mere i et hurtigere tempo. 

Tina Overgaard & Henning Meldgaard
Partnere, Genitor
Det kan godt være, at det ikke er lykkedes regeringen at få Danmark til at lave mere. Det ser til gengæld ud til, at det er lykkedes at få centraladministrationen til at lave mere og mere. Og det går hurtigere og hurtigere.  
  
Men en personaleomsætning på 27 procent må vække eftertanke – det er alt for højt. Tænk på, hvad det koster at rekruttere og oplære nye medarbejdere og tænk på, hvad der tabes af viden og erfaring.

Det er udtryk for et kæmpe spild af gode kræfter. En personaleomsætning på 27 procent kræver handling. Og vi tør næsten ikke sige det: Det bør være en HASTEOPGAVE! 

Forandringerne skal komme fra øverste ledelseslag

Genitor har en række forslag til, hvordan opgaven kan løses. De første kan implementeres allerede i morgen. Det sidste bør man tage sig god tid til.  

  • I centraladministrationen er der stadig en tro på, at resultatkontrakter virker. Det er måske lidt naivt, men når man nu har resultatkontrakter, så brug dem dog. Giv cheferne en bonus, der er omvendt proportional med personaleomsætningen. Argumentet? Det er svært at forestille sig, at man i et departement har et mål, der er vigtigere end at fastholde dygtige medarbejdere og ledere – og dermed sikre departementets evne til at præstere mere effektivt i fremtiden. 
  • Forfrem kun de ledere, der udøver god personaleledelse. Det er ledere, der evner at inspirere og udvikle medarbejderne i et omfang, der gør, at medarbejdere har lyst til at blive længere i organisationen. Det er ledere, der evner at spotte og udvikle talent. God personaleledelse skal i det hele taget højere på dagsordenen i centraladministrationen. 
  • Erkend at god ledelse starter fra oven, hvilket vil sige fra den politiske ledelse og fra departementscheferne. Det er meget modigt – men måske også afmægtigt – som departementschef at opfordre medarbejderne til at gøre oprør.  Topledelsen bør sammen lave en forpligtende ledelsespolitik, der fokuserer på at skabe rammer og vilkår, der er så gode, at medarbejdere trives og udvikles. Man skal fokusere på at sætte tempoet ned.

Det gode er, at der nu er alle muligheder for at gøre det, hvis regeringen er reelle om deres dagsorden for frisættelse. For frisættelse handler blandt andet om, at centraladministrationen skal regulere og styre mindre.

En vigtig pointe, som desværre er overset, er, at ideen om frisættelse er så god, at man endda kan bruge den i centraladministrationen.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Meldgaard

Partner, Genitor
cand.scient.pol (Aarhus Uni. 1989)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00