“Embedsmænd er Danmarks vigtigste lobbyister”

PÅVIRKNING: På Altingets konference om det gode samarbejde mellem embedsmænd og lobbyister får professor Ove Kaj Pedersen for en kort stund vendt rollerne helt på hovedet.

Professor på CBS Ove Kaj Pedersen mener, at lobbyisme i Danmark er et vidt begreb. 
Professor på CBS Ove Kaj Pedersen mener, at lobbyisme i Danmark er et vidt begreb. Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Sine Riis Lund

Ministeriers embedsmænd er de bedste lobbyister i Danmark. Med det statement får professor Ove Kaj Pedersen flere blandt de cirka 100 mennesker foran sig til at spærre øjnene gevaldigt op. Og embedsmændene er ikke bare de bedste, pointerer professoren fra Department of Business and Politics ved CBS.

“Hvis jeg har ret, og det tror jeg, at jeg har, efter alle de undersøgelser, der er foretaget, så er embedsmanden i dag den vigtigste lobbyist, vi har,” siger Ove Kaj Pedersen, da han onsdag holder oplæg til en konference om det gode samarbejde mellem lobbyister og embedsmænd afholdt af Altinget.

Departementschef Claes Nilas foreslår lobbyister at blive bedre til at indtænke vækst, arbejdspladser og implementering, når de møder embedsmænd. Det er nemlig store temaer netop disse år.
Departementschef Claes Nilas foreslår lobbyister at blive bedre til at indtænke vækst, arbejdspladser og implementering, når de møder embedsmænd. Det er nemlig store temaer netop disse år. Foto: Altinget

Han henviser til de mange embedsmænd, der hver dag står parat i lufthavnen klokken fire om morgenen for at gøre de danske ministeriers interesser gældende i EU.

Kulturminister Marianne Jelved (R) giver flere eksempler på, hvordan hun har inddraget interessenter meget tidligt i processen for i sidste ende at få det bedste resultat ud. 
Kulturminister Marianne Jelved (R) giver flere eksempler på, hvordan hun har inddraget interessenter meget tidligt i processen for i sidste ende at få det bedste resultat ud.  Foto: Altinget

Intet monopol på at påvirke
Men embedsmændenes lobbyisme retter sig også mod danske interesseorganisationer.

I skal ikke tro, at I har monopol på at påvirke. I skal vide, at I også bliver påvirket til at gøre det, som embedsmændene har en interesse i.

Ove Kaj Pedersen
Professor, Department of Business and Politics

“Når jeg starter med at definere lobbyisme som en udveksling eller handel med informationer, så kan embedsmænd også påvirke lobbyister. De bruger også ressourcer på at påvirke den anden vej, og de gør det ganske intensivt og selvbevidst. Så I skal ikke tro, at I har monopol på at påvirke. I skal vide, at I også bliver påvirket til at gøre det, som embedsmændene har en interesse i,” siger Ove Kaj Pedersen og kigger ud over forsamlingen, hvoraf mange er interesseorganisationer og øvrige aktører.

Forvaltningspolitisk chef Jens Qvesel fra Djøf mener godt, at man i en eller anden udstrækning kan tale om embedsmænd som lobbyister - hvis man altså fortolker lobbyistrollen som en, der varetager interesser.

“Embedsværket skal jo på vegne af ministeren hele tiden bidrage til at gennemføre ministerens eller regeringens politik. Skal man for eksempel gennemføre en reform, så skal man ud at tale med interesseorganisationer og andre aktører. Så på den måde synes jeg godt, at man kan tale om, at der ligger en lobbyistfunktion i det,” siger han, da Altinget fanger ham til en kommentar. 

Søger viden fra andre
Andre er helt uenige. Lobbyistbegrebet strækkes alt for vidt, hvis man putter embedsmænd ind under denne hat, mener Helene Helbo Petersen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Departementschef Claes Nilas fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter lader også en kort bemærkning falde, da han kommer på talerstolen.

“Jeg hører, at der er fremkommet det synspunkt, at vi alle er lobbyister. Også embedsmænd. Sådan ser jeg ikke helt på det, men jeg ser på det sådan, at lobbyisme er rigtig mange forskellige ting, og det at blive påvirket i de politiske processer er ikke kun traditionel lobbyisme. Det er også noget med at søge viden og få input fra andre. Så jeg synes, det er karakteristisk i dag, at vi har et meget bredt spektrum af påvirkninger,” siger han.

Claes Nilas går herefter videre til det, som er konferencens egentlige røde tråd - om lobbyisters muligheder for at få en fod indenfor til landets embedsmænd. Og han pointerer, at mange embedsmænd faktisk er modtagelige overfor lobbyister.

“Vi vil gerne påvirkes,” siger Claes Nilas og slår fast, at embedsmænd jo ikke har vidensmonopol, men derimod kan få stort udbytte ud af at få inputs udefra.

Husk løsninger
Viden, tal og dokumentation er nøgleord, der går igen blandt dagens oplægsholdere.

“Hvis jeg skal bruge lobbyister, så har jeg brug for deres viden,” som kulturminister Marianne Jelved (RV) indledningsvis siger det i sit oplæg.

Det gælder også embedsmændene, lyder det fra flere oplægsholdere. Og det er en væsentlig pointe ikke kun at komme med "problemer" og "udfordringer", men derimod løsninger.

Stadig flere embedsmænd har for eksempel brug for at komme med forslag og inputs til ministeren, og de vil gerne vil se handlekraftige ud. På denne måde kan embedsmænd stille sig selv i et bedre lys som dygtige embedsmænd. Lobbyister kan hjælpe dem hertil med de gode ideer.

Og hvis nogen i forvejen var i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at lobbyere blandt embedsmænd, så slog tidligere venstreminister Gitte Lillelund Bech fast, at det bestemt er tilfældet.

“Jeg synes, det er meget vigtigt at forstå, hvor indflydelsen reelt ligger, og jeg vil gå så langt som til at hævde, at mange gange vil man opleve, at de embedsmænd, der formulerer et lovforslag eller laver bemærkningerne i lovforslaget, har større indflydelse på lovgivningen, end de folketingspolitikere, der sidder i transportudvalget, uddannelsesudvalget og så videre,” siger Gitte Lillelund Bech, der selv forlod Folketinget i 2013 til fordel for en stilling som fuldblodslobbyist, og siden maj i år har været direktør for brancheforeningen Danske Havne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claes Nilas

Direktør, Hjemrejsestyrelsen
cand.jur. (Københavns Uni. 1980)

Gitte Lillelund Bech

Fhv. direktør for Markeder, Dansk Erhverv, fhv. forsvarsminister (V)
cand.merc.mat. (CBS 1992)

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, CBS
Maitrise (Paris, 1974), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)

0:000:00