Hårdt opgør i Slagelse: Borgmester beskyldes for at trodse politisk flertal

SLAGELSE: Et fejlslået projekt om grønne busser i Slagelse har foreløbigt kostet to embedsmænd jobbet, og Liberal Alliance beskylder borgmester Stén Knuth (V) for at have vægtet egne politiske interesser over kommunens.

Slagelses borgmester, Stén Knuth (V), beskyldes af sin politiske modstander Villum Christensen (LA) for at have modarbejdet et flertal i byrådet. 
Slagelses borgmester, Stén Knuth (V), beskyldes af sin politiske modstander Villum Christensen (LA) for at have modarbejdet et flertal i byrådet. Foto: /ritzau/Martin Lehmann
Daniel Bue Lauritzen

En sag om miljøvenlige brintbusser har ført til et helt usædvanligt hårdt opgør i Slagelse Kommune.

En afdelingschef er fyret, og kommunaldirektøren er selv gået, efter en konsulent offentliggjorde en hemmelig lydoptagelse af et timelangt møde om sagen.

Folketings- og byrådsmedlem Villum Christensen (LA) beskylder nu direkte borgmester Stén Knuth (V) for at modarbejde det stående flertal i byrådet.

”Når alle i branchen og kommunen bakker op, og borgmesteren alligevel pludselig skifter mening, kan man få den tanke, at de partipolitiske interesser har vejet tungere end Slagelses,” siger Villum Christensen til Altinget.

Kommunaldirektøren sagde op
Sagen tager sit udspring i Slagelse Kommunes deltagelse i et stort EU-projekt, der skulle sikre en større millioninvestering i miljøvenlige brintbusser i Slagelse. EU ville skyde 17 millioner kroner i projektet, hvis Slagelse selv kunne finde 47 millioner i såkaldt matchfunding.

Men i slutningen af juni fik sagen kommunens ellers nytiltrådte kommunaldirektør, Jane Wiis, til at sige sin stilling op kun ét år efter, hun blev ansat.

Dermed er kommunen på jagt efter sin tredje kommunaldirektør på bare to år. Forgængeren Søren Lund Hansen blev fyret i januar 2016 på grund af ”uenighed om udviklingen i Slagelse Kommune”.

Hemmelig lydoptagelse
Striden om brintbusser kulminerede, da en ekstern konsulent på sagen offentliggjorde en hemmelig lydoptagelse fra et møde, hvor kommunaldirektør Jane Wiis deltog.

På mødet 8. marts 2017 bad Jane Wiis konsulentfirmaet EUE ApS., der var kommunens partner på brintbusprojektet, om at undersøge mulighederne for at få udsat fristen for kommunens matchfunding eller i sidste ende at ”lægge lortet ned”.

Man ville ikke længere bruge skattekroner på konsulenttimer. Det var ifølge Jane Wiis ”at kaste gode penge efter dårlige”, fordi sandsynligheden for at finde den nødvendige matchfunding var for lille.

Mødet fandt sted mindre end to uger efter, at økonomiudvalget i Slagelse Kommune besluttede at fortsætte sit engagement i projektet.

Derfor undrer Liberal Alliances Villum Christensen siger over kommunaldirektørens ordvalg:

”Hvilken interesse skulle kommunaldirektøren selv have i at lukke projektet ned? Borgmesteren må pludselig have fået kolde fødder, selvom jeg ikke fra kommunens side kan se rationalet,” siger han og fortsætter:

”Hvis ikke man kan regne med, at de politiske beslutninger bliver efterlevet, er vi dårligt stillet.”

KL frikender
KL har siden efter ønske fra byrådet i Slagelse aflagt en 120-sider lang rapport om sagens forløb.

Rapporten frikender både borgmester Stén Knuth og kommunaldirektør Jane Wiis for magtmisbrug, men beskyldes af flere af sagens resterende parter for at være skrevet på et mangelfuldt grundlag.

Kommunen var ifølge KL-rapporten i sin gode ret til at bede den eksterne konsulent undersøge mulighederne for enten at udsætte eller lukke projektet, fordi udsigterne til at finde den manglende matchfunding var for små.

Men Villum Christensen mener ikke, at der kan føres bevis for, at kommunen har afdækket mulighederne for finansiering af de 47 millioner:

”Det er helt absurd. De har ingenting gjort på det politiske plan, og der er ingen dokumenter, der bekræfter kommunikation mellem kommunen og regeringen. Desuden må det være en politisk beslutning, om man skal fortsætte i sådan et projekt,” siger han.  

Brintbus-projektet er faldet til jorden i Slagelse, men ventes præsenteret i en anden dansk kommune i løbet af august.

Hverken Jane Wiis eller Stén Knuth har ønsket at udtale sig om sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Wiis

Adm. direktør, DBC
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Stén Knuth

Politisk konsulent, Dansk Firmaidræt, byrådsmedlem (V), Slagelse Kommune
bankuddannet

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00