Lydighedskulturen skal ud af mørket

Af Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret og ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Diskussionen om politisering af embedsmandsapparatet har simret i lang tid, og der blev i den forgangne uge skruet op for blusset. Det skete, da den prisbelønnede journalist Jesper Tynells bog ”Mørkelygten” ramte forsiderne og netsiderne. Bogens tema er politisering af embedsmænd, og Jesper Tynell punkterer myten om embedsmænd M/K som garant for faglighed og neutralitet.

”Mørkelygten” bliver derfor næppe lagt ind på embedsmændenes natbord som hyggelæsning efter en lang dag på kontoret. Bogen bygger på flere års minutiøs research og på samtaler med et stort antal anonyme embedsmænd. De fortæller alle på hver deres måde den samme grundhistorie ”set indefra” om at tilskære, dreje, vinkle og manipulere med fakta, tal og jura i en politisk sags tjeneste. Jesper Tynell rammer dermed lige ind i kernen af diskussionen om politiske embedsmænd, og bogen er ren ”Borgen” med rænkespil og røgslørsmanøvrer ad libitum.

Sagligheden ofres
Bogens titel er hentet fra embedsmandsjargon, hvor brug af mørkelygten betyder, at man belyser noget på en sådan måde, at det reelt bliver mere dunkelt. Metoden går ud på at blænde for eksempel Folketinget, pressen og offentligheden med tal, fakta og vurderinger, som foregiver at belyse det hele, men som reelt mørklægger og tilslører. Resultatet er en subtilt og politisk manipuleret formidling af virkeligheden. Bogens titel er med andre ord bogens pointe.

Jesper Tynell griber efter min opfattelse her fat i en vigtig ingrediens i lydighedskulturen rundt omkring i myndighedsapparatet. Der er grund til at give lydighedspligten et serviceeftersyn. Den har meget magt over sindene.

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Jesper Tynell gennemgår med embedsmændenes hjælp en række politiske sager fra de senere år, herunder sagerne om Irak-krigen, strukturreformen, børnechecken, de statsløse, arbejdsformidlingen, Dan Lynge etc. Gennemgangen viser, hvordan embedsmænd ofte jonglerer med statistikker og med jura for at kunne understøtte, at ministerens politiske forslag er både sagligt begrundet og lovlig, selv om det undertiden ikke er tilfældet eller i hvert fald er stærkt tvivlsomt. Eksemplerne viser, at embedsmænd rent fagligt regner ”baglæns” af politiske grunde. Saglighed ofres til fordel for spin.

Lydighedspligt som refleksforsvar
Som en hovedårsag til den dubiøse mørkelygte-metode udpeger Jesper Tynells ikke mindst den såkaldte lydighedspligt i embedsmandshierarkiet. Lydighedspligten fremstilles som en meget vidtgående pligt for den samvittighedsfulde embedsmand, som i yderste instans kan afføde en straffesag, hvis der strittes for meget imod. Jesper Tynell griber efter min opfattelse her fat i en vigtig ingrediens i lydighedskulturen rundt omkring i myndighedsapparatet. Der er grund til at give lydighedspligten et serviceeftersyn. Den har meget magt over sindene.

Selv om det er rigtigt, at embedsværkers pligt til at trække i nødbremsen over for en minister og sige fra kun aktiveres, når der er tale om klare ulovligheder, kan klarhedskravet efter min opfattelse tyndslides.

Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Det er i den forbindelse interessant, at der navnlig fra topembedsmandsside kan synes at være en tendens til, at lydighedspligten trækkes frem som et refleksforsvar over for kritik af overdreven politisk følgagtighed. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at der blandt ellers ret skarpe juridiske embedsmandshjerner ofte opstår en forbløffende usikkerhed og tvivlrådighed, når talen komme ind på pligten til at agere Rasmus Modsat over for en minister.

Tyndslidt klarhedskrav
Når det kommer til lydighedspligten, er det således et ofte brugt argument for at have spillet med på en politisk melodi, at det ikke var klart, eller i hvert fald ikke tilstrækkeligt klart, at den ramte uden for den juridiske skive. Set med embedsmandsøjne er juraen bag de interne spilleregler om lydighed tilsyneladende usædvanligt langt fra at være eksakt videnskab. Uklarheds-kortet trækkes i hvert fald ret flittigt, når det går galt for det magtfulde embedsmandsapparat.

Selv om det er rigtigt, at embedsværkers pligt til at trække i nødbremsen over for en minister og sige fra kun aktiveres, når der er tale om klare ulovligheder, kan klarhedskravet efter min opfattelse tyndslides. Det er efter Jesper Tynells ”Mørkelygten” svært at undgå den tanke, at der også kastes mørkelygter ind over (u)lydighedspligten med den virkning, at embedsmændenes ansvar for de mange uheldige ”sager” fra nyere tid om sammenblanding af jura og politik bliver mere luftigt. Det kan også af den grund være på tide at få lydighedskulturen ud af mørket.