Modernisering uden de offentligt ansatte?

Af Henrik Hjortdal
Projektleder på CBS

Den tidligere regering havde svært ved at leve op til sine målsætninger om en tillidsreform med vægt på faglighed, ledelse og afbureukratisering.

Både kommuner og offentlige personalenorganisationer pressede på for at løfte opgaven. Og der skete små skridt i den rigtige retning, blandt andet videreførelse af frikommuneforsøget og minitrepartsaftalen om principper for modernisering. 

Den nuværende regering får ikke noget problem med at leve op til regeringsgrundlagets mål om modernisering, for der er ingen.

Måske er Lars Løkke klar over, at medarbejderne skal med på vognen. I hvert fald kom han på FTF's kongres med det første pip om modernisering, som er kommet fra regeringens mund.

Henrik Hjortdal
Projektleder, CBS

Det er opsigtsvækkende, at vi tilsyneladende for første gang i en menneskealder har en regering, som ikke lægger vægt på at modernisere den offentlige sektor, og på ingen måde lægger op til samarbejde med de offentligt ansatte.

Det nærmeste en moderniseringsdagsorden regeringsgrundlaget kommer, er tilkendegivelserne om øget konkurrenceudsættelse og valgfrihed.

Det er opsigtsvækkende, at vi tilsyneladende for første gang i en menneskealder har en regering, som ikke lægger vægt på at modernisere den offentlige sektor, og på ingen måde lægger op til samarbejde med de offentligt ansatte.

Henrik Hjortdal
Projektleder, CBS

Det er ikke meget, og det er ikke sød musik i de offentligt ansattes ører.

Statsministeren på banen
Er det ikke en risikabel strategi? Det er næppe piece of cake, at kommuner, uddannelsesområde og andre skal levere et betydeligt omprioriteringsbidrag de kommende år.

Hvis det skal ske, uden det får stærkt negative konsekvenser for borgere og virksomheder, kræver det iderigdom, ledelseskraft, vedholdenhed og faglig kompetence. Det er ting, som ikke trækkes i en automat, men som kan findes via en tillidsfuld mobilisering af alle gode kræfter lokalt. 

Måske er Lars Løkke klar over, at medarbejderne skal med på vognen. I hvert fald kom han på FTF's kongres med det første pip om modernisering, som er kommet fra regeringens mund. Statsministeren sagde blandt andet:

”Vi skal prioritere nye arbejdsformer og ny teknologi. Og så skal vi have mindre papir, registrering og bureaukrati (…). Jeg anerkender det store arbejde, som I udfører i den offentlige sektor. I skal have tid til at passe jeres arbejde. For det er jo med regler, som det er med nullermænd. Selvom man støvsuger løbende, så samler de sig i krogene alligevel."

En svær opgave
Måske kan statsministeren godt se, der skal en fremstrakt hånd til, hvis det nødvendige samarbejde skal sikres?

Men derfra og til at lave et nyt moderniseringsprogram eller en tillidsreform er der ganske langt.

For det første fordi der er så mange andre svære ting, som staten skal tage sig af. Benhård budgetopbremsning, vækst- og erhvervsfremme samt håndtering af flygtningesituationen tager kræfter. Det betyder, at antallet af dagsordener og politikker, der kan lægges frem, er begrænset rent kapacitetsmæssigt.

For det andet fordi regeringens parlamentariske grundlag er uendeligt forskelligt i sit syn på modernisering: DF er pragmatisk, hældende til betonsocialdemokratisk. LA er stærkt ideologisk og ser gerne konkurrenceudsættelse i stor stil. At formulere noget markant, som vælgerne kan opleve som relevant, er nok vanskeligt.

Kampen mod bureaukratiet
Netop derfor er statsministerens ord nok velvalgte. Lige præcis kampen mod bureaukratisering i det offentlige har i en årrække været konsensusstof på Christiansborg. Hele regeringens og støttepartiernes baglande vil være positive. Oppositionen kan ikke være imod. 

Spørgsmålet er, om det endnu en gang skal lykkes at blæse til kamp for afbureaukratisering, en kamp som indtil nu ikke har ført til mærkbare resultater.

Måske kan der være noget nyt i nogle af de initiativer, den tidligere regering havde planlagt, men ikke søsat.

Måske kan de hentes op af Finansministeriets kældre, eller hvor de befinder sig nu. Det drejer sig om sektorworkshops, hvor regulering af et givent område skulle tages under "kærlig" behandling. Og om såkaldte "styringslaboratorier", hvor udvalgte styringsmekanismer bliver udsat for en bred interessentkreds' – herunder medarbejdernes – forsøg på at forenkle og forbedre. 

Skulle det lykkes – for første gang – at få et vist held med afbureaukratisering, kan det ikke udelukkes, at denne regering, der intet havde på dagsordenen endte med at få en succes på moderniseringsområdet. Tiden vil vise det.