Ny stor ændring af Miljø- og Fødevareministeriet

ORGANISERING: Seks styrelser bliver skåret ned til fire i en ny stor omlægning af Miljø- og Fødevareministeriet. Ministeriet bliver stærkere, lyder det fra departementschef, Henrik Studsgaard.

"Med den nye organisation vil vi blive endnu stærkere," lyder det fra departementchef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard (tv).
"Med den nye organisation vil vi blive endnu stærkere," lyder det fra departementchef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard (tv).Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Der er store omvæltninger på vej i Miljø- og Fødevareministeriet.

Fra 1. februar bliver seks styrelser til fire, fremgår det af en pressemeddelelse fra ministeriet.

Det betyder, at Kystdirektoratet og den forholdsvis nye Styrelse for Vand- og Naturforvaltning (Svana) bliver lagt ind under andre styrelser.

Målet med øvelsen er at sikre, at ministeriet kun har én styrelse for hvert politisk område. En naturstyrelse, der tager sig af naturspørgsmål. En miljøstyrelse, der tager sig af miljøspørgsmål. Og en fødevarestyrelse, der tager sig af fødevarespørgsmål. Den sidste styrelse tager sig af de to primærerhverv landbrug og fiskeri. Det er i dag NaturErhvervsstyrelsen, der ændrer navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

”Det er ministeriets mål at opnå resultater, der gør en direkte, positiv forskel i hverdagen for det danske samfund. En given forudsætning i den sammenhæng er, at hensynet til vækst i fødevareerhvervene konstant samtænkes med hensynet til miljø og natur,” siger departementschef Henrik Studsgaard i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Med den nye organisation vil vi blive endnu stærkere til det – og til at arbejde for at skabe endnu bedre løsninger og mere værdi for samfundet og dermed bygge bro til danskerne og resten af verden inden for miljø- og fødevareområdet.”

Miljøstyrelsen vokser
Ændringerne bliver især mærkbare i Miljøstyrelsen. Her samler man nu alt, hvad der vedrører vandrammedirektivet, nitratdirektivet og Natura2000-reglerne. Ligesom reguleringen af akvakultur bliver samlet i Miljøstyrelsen. De naturfaglige opgaver fra Svana bliver også overført til Miljøstyrelsen. Svanas nuværende direktør, Hanne Kristensen, bliver flyttet til departementet, hvor hun bliver afdelingschef for koncernstyring.

Kystdirektoratet bliver ikke nedlagt, men lagt ind under Naturstyrelsen. Peter Ilsøe forbliver direktør, mens Kystdirektoratets nuværende direktør, Merete Lavschall bliver vicedirektør. Hun vil dog gå under titlen kystdirektør. For NaturErhvervstyrelsen er den største nyhed, at den skifter navn, mens der ikke lægges op til ændringer af Fødevarestyrelsen.

Mange ændringer de senere år
Det er bestemt ikke første gang, at medarbejderne i Miljø- og Fødevareministeriet skal omstille sig til en ny virkelighed. Først blev Miljøministeriet og Fødevareministeriet lagt sammen, efter Venstre vandt regeringsmagten i 2015.

Og i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser, leverede Miljø- og Fødevarerministeriet en hel del. Blandt andet blev en stor del* af NaturErhvervsstyrelsen flyttet til Sønderjylland. Samtidig splittede man Naturstyrelsen op i to bidder. Den nye naturstyrelse blev som en del af udflytningen rykket til Randbøl. Alt i mens opstod Svana som en helt ny styrelse, der officielt åbnede i juli 2016. Og nu er den så nedlagt igen.

Faktisk er den naturstyrelse, der blev delt i to, heller ikke voldsomt gammel. Den blev efter en fusion oprettet i 2011, hvorefter der var flere sparerunder og omstruktureringer.

Da Hanne Kristensen blev ansat som direktør i 2014, var det med et budskab om ro:

”Jeg har ikke store organisationsændringer i skuffen,” sagde hun dengang til Altinget og fortsatte:

”Der er en tendens til at underkende, hvor mange kræfter organisationsændringer trækker ud af et system. Min fornemmelse er, at Naturstyrelsen har brug for ro til at samle sig og bygge sig op.”

*Rettet 13.28: Tidligere fremgik det, at hele NaturErhvervsstyrelsen blev udflyttet. Der var ikke korrekt. Altinget beklager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Studsgaard

Kommunaldirektør, Furesø Kommune, fhv. departementschef, Miljøministeriet og afdelingschef, Folketinget
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), HD i finansiering og kreditvæsen, CBS

0:000:00