To nye kommunaldirektører på plads i Næstved
Næstved Kommune har ansat to nye kommunaldirektører. Hanne Dollerup får ansvaret på skole- og dagtilbudområdet, mens Jakob Bigum Lundberg skal stå i spidsen for kommunens sundheds- og ældreafdeling.
Anders Redder
JournalistNæstved Kommune har kigget mod Stevns og Kalundborg og hentet to nye direktører ind i kommunens ledelse. Det oplyser Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Hanne Dollerup er hentet ind fra Kalundborg Kommune, hvor hun har haft ansvaret som kommunaldirektør på børne- og ungeområdet samt ældre- og sundhedsområdet. I Stevns Kommune forlader Jakob Bigum Lundberg stillingen som ansvarlig for social- og sundhedsområdet til fordel for sit nye job.
"Jeg er rigtig glad for at kunne byde Hanne Dollerup og Jakob Bigum Lundberg velkommen i Næstved Kommune. Under ansættelsessamtalerne var det tydeligt, at de to ikke blot har høje personlige ambitioner, men også er meget ambitiøse i forhold til Næstved Kommune," siger den socialdemokratiske borgmester, Carsten Rasmussen, om de to nye kommunaldirektører.