Debat

Helveg: Kampen mod klimaforandringer er pengene værd

REPLIK: Cepos og jeg bliver næppe enige om, hvad omkostningen ved grøn omstilling er. Men vi er enige om, at den har en pris. Jeg mener - formentlig i modsætning til Cepos - at den er prisen værd, skriver klimaminister Rasmus Helveg Petersen i et svar på kritik fra Cepos. 

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) svarer igen på kritik fra analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen, som beskylder Helveg for at benægte nogle af de mest grundlæggende mekanismer i økonomien og energisystemet, når han antyder, at fossilfri energi vil blive en overskudsforretning. 
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) svarer igen på kritik fra analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen, som beskylder Helveg for at benægte nogle af de mest grundlæggende mekanismer i økonomien og energisystemet, når han antyder, at fossilfri energi vil blive en overskudsforretning. Foto: Ulrik Jantzen
Anne Justesen

Chef for medie- og forretningsanalyse
Direktionssekretær

Tilknyttet Altinget siden august 2012.
Cand.mag. i medievidenskab, Aarhus Universitet 2014.
Twitter: @JustesenAnne

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Helveg Petersen (R)
Klima- og energiminister

I en klumme her på Altinget efterspørger analysechef i Cepos, Otto Brøns Petersen, at jeg åbent og ærligt siger, at kampen mod klimaforandringerne er prisen værd. Det er hermed gjort.

Cepos-beregning langt over målet
For så længe det står til mig, sætter vi effektivt vores kræfter ind på at bremse de klimaforandringer, vi ved, har ødelæggende konsekvenser for hele kloden. Og så længe det står til mig, så arbejder vi samtidig for, at danske virksomheder tjener penge på det, ved at bidrage til, at de kan eksportere de løsninger, de udvikler til deres hjemmemarked. 

Så langt så godt. Men vores veje må skilles der, hvor Otto Brøns Petersen vil have mig til at købe de beregninger, Cepos har kradset ned på bagsiden af en kuvert. Det er beregninger, der tilsyneladende viser, at de samfundsøkonomiske omkostninger for den grønne omstilling er på 100 milliarder kroner eller mere.

Fakta
Bland dig i debatten! 

Send dit indlæg til [email protected]

Men selvom ingen kender i morgen, tør jeg godt sige, at den pris er skudt langt, langt over målet.

Tager fejl to steder
Der er mindst to grunde til, at Cepos' beregninger overvurderer omkostningen. Og nu bliver det lidt teknisk.

Vores veje må skilles der, hvor Otto Brøns Petersen vil have mig til at købe de beregninger, Cepos har kradset ned på bagsiden af en kuvert. 

Rasmus Helveg Petersen (R)
Klima- og energiminister

For det første antager Cepos, at udviklingen i omkostningerne går lige stærkt på grøn og sort teknologi. Det er det, Otto Brøns Petersen kalder den middelrette antagelse. Men det er efter min bedste vurdering en ret usandsynlig antagelse. Teknologisk udvikling følger typisk en kurve, hvor teknologien er dyr i starten, men hurtigt falder i pris i takt med, at produktionen udvides, og de første erfaringer høstes. 

Herefter flader omkostningskurven som regel mere ud. De fleste fossile energiteknologier er, ligesom landvind i øvrigt, modne teknologier, hvor omkostningerne reduceres langsommere. Sandsynligheden og erfaringen taler derfor for, at unge teknologier som eksempelvis sol og havvind vil falde hurtigere i pris. Den vurdering støttes i øvrigt af det Internationale Energiagentur IEA.

For det andet baserer Cepos deres beregninger af prisen på CO2-reduktioner på de dyreste virkemidler i regeringens klimakatalog. Det katalog rummer imidlertid kun tiltag, der kan have effekt i 2020. Med en tidshorisont frem mod 2050 kan andre og billigere virkemidler bringes i spil.

Med andre ord vil også den antagelse bidrage til, at omkostningen ved den grønne omstilling overvurderes. Derfor læner jeg mig i stedet op af Energistyrelsens vurdering, der er, at de årlige meromkostninger til et fossilfrit energisystem i 2050 vil være i omegnen af 10 milliarder kroner.

Grøn omstilling prisen værd
Jeg har ikke nogen forhåbning om, at Cepos og jeg bliver enige om, hvad omkostningen er. Men vi er enige om, at den grønne omstilling har en pris. Og jeg mener, formentlig i modsætning til Cepos, at den er prisen værd.

For det første, fordi vi yder vores bidrag til at reducere verdens udledninger af CO2. For det andet, fordi Danmark ved at gå foran viser, at det kan lade sig gøre for et moderne velfærdssamfund at reducere sin klimabelastning.

Vi inspirerer med andre ord andre lande til handling. For det tredje, fordi vi samtidig kan skabe grobund for en voksende dansk eksportsektor inden for grøn energiteknologi. Og for det fjerde, fordi vi samtidig reducerer den luftforurening, der årligt slår tusindvis af danskere ihjel.

Jeg har ikke brug for flere gode grunde. Jeg er klar til handling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00