Cevea: Skal lønmodtagerne betale regeringens PSO-regning?

Af Kristian Weise
Direktør, Tænketanken Cevea

Skattediskussionen i Danmark handler kun om én ting: Skal den op eller ned? Der er ingen bud på, hvordan vi får et bedre, klogere eller mere enkelt skattesystem. Og det primære omkvæd er, som de fleste ikke har kunnet undgå at høre, at den skal ned.

Den totale mangel på nye ideer eller inspiration viser sig tydeligt, når regeringen, som det var tilfældet i den seneste uge, bebuder, at den vil fjerne en specifik skat på energi i form af PSO-afgiften, og som bedste bud på en erstatning for de mange milliarder, der nu mangler, ser generelle skattestigninger for alle lønmodtagere. 

Med PSO-afgiften har private og virksomheder betalt til grønne investeringer såsom vindenergi og solceller over deres elregning. Erhvervslivet har længe været utilfreds med afgiften, og der var da også udbredt jubel i industriens organisationer over den ventede udmelding fra regeringen om at afskaffe afgiften.

PSO-balladen er sådan set kun et symptom på den idésump, dansk skattepolitik er havnet i.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

De grønne ambitioner svækkes
Afskaffelsen af PSO-afgiften er et krav fra EU, der finder den traktatstridig, fordi den også pålægges udenlandske selskaber, der ikke nyder godt af støtten til grøn omstilling i Danmark. Så bevarelse af afgiften er ikke en mulighed. Hvad der til gengæld er til diskussion er, hvordan afskaffelsen finansieres.

Uden indtægterne fra PSO-afgiften mangler der 70 milliarder kroner i statskassen over de næste 10 år. Løsningen på det ser sort ud – både miljømæssigt og socialt. De grønne ambitioner svækkes, da en del af regningen skal dækkes af besparelser på blandt andet vindenergi. Det er ekstra dumt, da det formentlig også vil koste arbejdspladser. For modsat diskussionen om, hvor mange penge der skal bruges på kampfly, så laver vi jo rent faktisk vindmøller her i landet.

Samtidig er det mest sandsynlige scenarie, at det er lønmodtagerne, der i overvejende grad skal dække den resterende og større del af regningen. Det skyldes, at ingen har præsenteret – eller lader til at turde at præsentere – bud på, hvordan erhvervslivet og de største elforbrugere fortsat kan bidrage med det, de slipper for, når PSO-afgiften ikke længere findes. Erhvervslivet skal beskattes mindre, er mantraet.

Lønmodtageren står for skud
Måske hæves bundskatten, som det er rygtedes. Dermed er det den gennemsnitlige lønmodtager, der direkte står for skud. Og hvis det ikke bliver bundskatten, så bliver det via en anden del af finanslovsforhandlingerne, at pengene skal findes.

Der lader hverken til at være fantasi eller vilje til at finde andre, mere kreative løsninger. Og dermed er PSO-balladen sådan set kun et symptom på den idésump, dansk skattepolitik er havnet i.

Siden fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) skattestop har nytænkningen af skatten i Danmark været sat på pause. De borgerlige – på nær måske Liberal Alliance – lover status quo, mens centrum-venstre virker bange for at rokke for meget ved båden, og dermed eksempelvis gøre sig upopulær blandt boligejerne. Det er således ikke et område, hvor man fornemmer, at partierne har store visioner gemt i skufferne, til når skattereformsballet åbnes.

Vingeskudt Skatteministerium
Parallelt hermed forekommer Skatteministeriet mildt sagt noget vingeskudt. Den ene skandalesag efter den anden – it- og inddrivningsproblemer, svindel med udbytteskatter med mere – vidner om væsentlige driftsmæssige udfordringer. Ingen partier eller regeringer ønsker reelt at tage ejerskab for området.

Derfor er det også den ministerpost, der oftest sker ændringer på. Det borger naturligvis ikke for opbygningen af et stærkt ministerium og departement.

Den sørgelige status på skatteområdet betyder, at vi ikke skal forvente store skattereformer i den nærmeste tid. Og helt konkret, at afskaffelsen af PSO-afgiften efterlader regningen hos miljøet og lønmodtagerne.

---
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.