Bush forlod også en global klimaaftale – men dette citat viser, hvorfor Trumps beslutning er mere dramatisk

De fleste har glemt det, men verden har været der før: Også i 2001 droppede en nyvalgt amerikansk præsident ud af en global klimaaftale.

Men et enkelt citat fra Donald Trumps tale torsdag aften demonstrerer den store forskel.

“De lande, som opfordrer os til at blive i aftalen, er de samme, som tilsammen har kostet USA billioner af dollar gennem skrappe handelsregler og i mange tilfælde slappe bidrag til vores afgørende militære alliance,” sagde Donald Trump.

Citatet afslører en nærmest chokerende realitet: Efter 70 års tæt partnerskab mellem USA og Vesteuropa betragter den amerikanske præsident nu europæerne med Tyskland i spidsen som en strategisk modstander, der forsøger at lokke USA i en fælde.

Som borgmester for Pittsburgh kan jeg forsikre om, at vi vil respektere retningslinjerne fra Parisaftalen for vores indbyggeres, for vores økonomis og for vores fremtids skyld

Bill Peduto
Borgmester i Pittsburgh

Bush droppede Kyoto
For præcis 16 år siden trådte den nyvalgte præsident George W. Bush frem i Rosenhaven bag Det Hvide Hus og meddelte, at USA ville trække sig fra Kyoto-protokollen – datidens globale klimaaftale.

Den var ellers blevet underskrevet af den foregående præsident Bill Clintons regering, og internt i Bush-regeringen var rådgiverne dybt uenige om, hvorvidt USA skulle forlade aftalen eller ej.

De lande, som opfordrer os til at blive i aftalen, er de samme, som tilsammen har kostet USA billioner af dollar gennem skrappe handelsregler og i mange tilfælde slappe bidrag til vores afgørende militære alliance-

Donald Trump
USA's præsident

Beslutningen i 2001 blev modtaget med chok og vrede i Europa, og den tyske kansler opfordrede USA til at påtage sig sit ansvar.

Deja-vu
Det var, som amerikanerne siger, ’deja-vu all over again’, da Donald Trump i går meldte USA ud af Parisaftalen:

Efter flere ugers interne slagsmål i Det Hvide Hus besluttede præsidenten at forlade klimaaftalen. Igen en tale i Rosenhaven, igen de chokerede europæere og så et opkald fra den tyske kansler.

Here we go again.

Men tingene er alligevel anderledes denne gang.

Der er især tre forskelle mellem 2001 og 2017, der er værd at hæfte sig ved:

1. Denne gang står USA helt alene i verden
2. Denne gang vil klimaindsatsen fortsætte i USA
3. Donald Trumps begrundelse er anderledes. 

USA alene i verden
De to første forskelle kan europæerne lune sig ved.

Kyotoaftalen omfattede ikke Kina og verdens ulande – det var den primære grund til, at Bush ikke ville være med.

Parisaftalen derimod omfatter alle lande bortset fra Syrien og Nicaragua. Foreløbig tyder alt på, at resten af verden har tænkt sig at holde fast i klimaaftalen. Også Kina.  

Desuden vil amerikanske delstater, byer og virksomheder fortsætte med at reducere deres co2-udledning. Allerede torsdag meddelte store stater som Californien og New York – verdens 5.- og 11.-største økonomier – at de vil forsøge at efterleve Parisaftalen, uanset Trump. 

Eller som Barack Obama konstaterede i sin første direkte politiske kommentar til sin efterfølger:

"De nationer, der forbliver i Parisaftalen, vil være dem, der høster gevinster i form af nye job og industrier. Jeg mener, at USA burde være forrest i feltet. Men selv i mangel af amerikansk lederskab; selv om denne regering tilslutter sig den lille håndfuld lande, der afviser fremtiden, så har jeg tiltro til, at vores delstater, byer og virksomheder vil træde frem og gøre endnu mere for at vise vejen og hjælpe med at beskytte den eneste planet, vi har, til fremtidige generationer.”

Europa som modstander
Den tredje forskel mellem 2001 og 2017 er til gengæld bekymrende for Europa.

Da George W. Bush droppede Kyotoprotokollen, understregede han, at USA’s ”venner og allierede ikke skal se det som et forsøg på at løbe fra vores ansvar.”

Donald Trump derimod beskyldte USA’s nærmeste allierede for være ude på at narre USA.

”Denne aftale handler ikke så meget om klimaet, men mere om andre lande, der får en økonomisk fordel i forhold til USA,” sagde Trump.

”Resten af verden klappede, da vi underskrev Paris-aftalen. De gik amok. De var så glade. Af den simple grund, at det giver vores land, USA, som vi alle elsker, en meget, meget stor økonomisk ulempe,” lød præsidentens analyse.

Pittsburgh eller Paris

Det var tydeligt, at adressen var de europæiske lande. Trump henviste direkte til lande, der ikke bidrager nok til Nato-alliancen, og slog fast:

”Jeg blev valgt til at repræsentere indbyggerne i Pittsburgh, ikke dem i Paris.”

Det er det, der gør situationen i 2017 så fundamentalt anderledes end situationen i 2001:

Under Bush forsikrede USA sine skeptiske allierede om sine gode hensigter.

Under Trump melder USA sig på samme hold som Syrien, mens det anklager de europæiske lande for at være strategiske fjender.

Det er et næsten ubegribeligt brud med USA’s historiske rolle som fakkelbærer for den demokratiske del af verden.

Men inden Europa går i panik, kan man lune sig lidt ved det tweet, som Pittsburghs borgmester, Bill Peduto, udsendte torsdag aften:

”Som borgmester for Pittsburgh kan jeg forsikre om, at vi vil respektere retningslinjerne fra Parisaftalen for vores indbyggeres, for vores økonomis og for vores fremtids skyld.”