Aktører: Sådan er Lilleholts første år gået

ÅR 1: Aktørerne har delte meninger om Lars Christians Lilleholts (V) første år som energi- og klimaminister. Til gengæld er der bred enighed om, at det er vigtigt at fastholde en bredt funderet politik på området.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Lasse Lange

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) kan sammen med resten af regeringen fejre 1 års jubilæum om få dage.

Altinget har i den anledning samlet en række centrale aktørers bedømmelse af Lilleholts første år på ministerkontoret.

Resultatet er … uklart. Flere grønne organisationer udtrykker således bekymringer over regeringens slækkede klimaambitioner, mens andre aktører roser regeringen for at gå til angreb på PSO-ordningen.

Slagsmålet om PSO, der endnu er uafklaret, har været med til at så tvivl om energiforligets fremtid, og det er givetvis i det lys, at en række aktører opfordrer Lars Christian Lilleholt til at sikre sig, at energi- og klimapolitikken også fremover er bredt parlamentarisk funderet.

Herunder kan du få et overblik over de forskellige aktørers indspark.

Concito: Det har knaget alvorligt i furerne
“Klima- og energipolitikken har i mange år været gennemført af en grøn blok af partier på tværs af de normale fløje i dansk politik, hvilket har givet en høj grad af stabilitet og troværdighed i forhold til investorer og befolkning. Denne brede grønne blok af partier reflekterer ganske pænt den brede støtte, der er til den grønne omstilling i den danske befolkning,” skriver Concitos direktør Christian Ibsen i et debatindlæg på Altinget.

“Men det seneste års tid har sammenholdet i den grønne blok knaget alvorligt i furerne, og der er blevet skabt usikkerhed om retningen og ambitionen i den danske klima- og energipolitik. Regeringen skal dog roses for at have bidraget til, at der globalt nu for alvor er sat gang i klimaindsatsen.”

“Mens skåltalerne i Paris var præget af lederskab fra lande som Kina, USA og EU i forhold til at stå sammen om en af de største udfordringer, det globale samfund står over for i de kommende årtier, har debatten i Danmark i meget høj grad haft fokus på omkostninger og byrder. Det er skidt, at regeringen fra start har haft stærkt fokus på at få reduceret udgifterne til grøn omstilling nu og her og generelt skaber usikkerhed om retningen og hastigheden i den grønne omstilling.”

“Lars Chr. Lilleholt maler både et skønmaleri og et skræmmebillede, når han argumenterer for, at Danmark er langt foran de øvrige lande i omstillingen, og at den er blevet dyrere end forventet. Danmark har ganske rigtigt præsteret rigtigt godt, når det kommer til vindmøller, fjernvarme, energieffektivisering osv., men det er vi ikke ene om, og på en lang række områder som f.eks. elektrificering, landbrug og transport halter vi efter.”









0:000:00