Alternativet: Kvotesystemet har brug for en langt større ambition

Af Christian Poll
Klima- og energiordfører for Alternativet

Nogle gange kan man godt få det indtryk, at formålet med EU’s kvotesystem er at få kvotesystemet til at fungere. At løse systemets problemer, for eksempel ved at placere tilpas mange kvoter i markedsstabiliseringsreserven.

Helt grundlæggende taler vi meget om, hvordan vi redder systemet. Og hvordan vi bruger systemet, så reduktioner i Danmark ikke blot fører til udledning i andre lande. 

For meget energi på lappeløsninger 
Vi glemmer nogle gange, at det ikke er kvotesystemet, vi skal redde. Det er os selv.

Kvotesystemet er – eller var i hvert fald – tænkt som et middel til at bremse klimaforandringerne, inden de får fatale konsekvenser. I dag fungerer kvotesystemet direkte modsat hensigten; som en undskyldning for ikke at gennemføre nationale klimaprojekter.

Blandt andet derfor er meget få i dag i tvivl om, at kvotesystemet ikke virker efter hensigten. Derfor bruger man en masse krudt på at lave lappeløsninger på et system, der grundlæggende har spillet fallit. 

Vi glemmer nogle gange, at det ikke er kvotesystemet, vi skal redde. Det er os selv.

Christian Poll
Klima- og energiordfører for Alternativet

Hatten af for reformvilje
I dag er kvoteprisen cirka fem euro pr. ton. I 2025 skal prisen ifølge EU-Kommissionens reformforslag gerne være femdoblet til cirka 30 euro pr. ton CO2. Altså en forbedring.

Det er også et fremskridt, når klimaministrene i EU arbejder for, at en stor del af kvoteoverskuddet permanent annulleres. Hatten af for disse tiltag – alle skridt i rigtig retning. Alle nødvendige reformer, der forhåbentligt vil forbedre et utroligt dårligt udgangspunkt.

Alt, alt, alt for lidt
Men jeg har lyst til at starte et andet sted. 

Hvis vi skal have 50 procent chance for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader inden 2100 – og 66 procent chance for at begrænse den til to grader, skal de globale udledninger af CO2 toppe senest i 2020. 

Det mest ambitiøse reformforslag af kvotesystemet, der lige nu foreligger, vil ifølge Klimarådets beregninger reducere de samlede udledninger over kvotesystemets levetid med cirka 10 procent, men reduktionerne vil først indtræffe efter 2050.

Det er alt for lidt. - Alt, alt, alt for lidt. Vi skal fra nu af halvere vores udledninger hvert årti, hvis vi skal nå i mål. Det er i hvert fald, hvad en række anerkendte forskere netop har foreslået i en artikel, hvor de fremlægger et ’roadmap for rapid decarbonization’.

70 gange højere CO2-pris
Dette roadmap er deres første bud på, hvad der skal til, hvis vi skal nå Parisaftalens klimamål.

Her foreslås det, at en kvote i EU i første omgang skal have en bundpris på minimum 50 USD per ton udledt CO2. Og det er kun starten. For i 2020'erne skal vi have et globalt system for pris på klimaforurening, som dækker alle drivhusgasser. Inden 2050 skal et ton forurening koste mere end USD 400, lyder forslaget. 

Altså mindst 70 gange mere end CO2-prisen i dag. 

Oversæt Parisaftalen til praksis
Det er det nødvendige, men politisk er det ikke muligt lige nu. Men det er noget, man kan arbejde på i forbindelse med regionale og nationale initiativer. 

Forslagene ovenfor er det, der som minimum skal til, hvis vi ellers tager vores forpligtelser om at begrænse klimaforandringerne seriøst (for husk, at det er kun med 50 procent chance for at stoppe opvarmningen til 1,5 grader).

Og det er i lyset af disse forpligtelser, vi skal vurdere kvotesystemet og de mulige reformer af det. Parisaftalens klimamål skal oversættes til praksis og i forpligtende samarbejder. Det skal være den målestok, vi navigerer efter. 

Ikke naivt
Hvis kvotesystemet ikke bidrager til at løse klimakrisen, er kvotesystemet en fiasko. Så kan man justere nok så meget, men før kvoteprisen afspejler den reelle samfundsmæssige omkostning ved forurening, er det dråber i vandet.

Det kan lyde naivt i et trægt system, hvor alle EU-lande skal nå til enighed. Men det er det ikke. Det er nødvendigt.

Spørg: Hvad er nødvendigt?
Jeg ved godt, vi ikke i morgen får en fælles global pris på forurening. Og jeg anerkender, at mange kæmper hårdt for at udvikle det system, vi har i EU. Men vi bliver nødt til at være ærlige og anerkende, at ingen af de reformforslag, der er på bordet, er ”en stor sejr” eller ”ambitiøse”, som Venstres ordfører Thomas Danielsens skrev i sit indlæg.  

Det er de så langt fra, hvis altså formålet er at reducere vores klimabelastning i overensstemmelse med videnskabens anbefalinger.

Det bedste skal selvfølgelig ikke blive det godes fjende, og alle reformer er velkomne. Men vi må og skal turde starte samtalen med dette spørgsmål:

Hvad er det nødvendige at gøre for at redde os fra klimakrisen?

Derfra må vi så se, hvad vi kan blive enige om.