Alternativet: Lilleholt dumper, men der er håb

Af Christian Poll 
klimaordfører for Alternativet.

Når jeg tænker tilbage på Lars Christian Lilleholts to første år som klimaminister, så er det med blandede følelser. Jeg har egentlig indtryk af, at Lilleholt gerne vil den grønne omstilling. Men jeg har også en klar fornemmelse af, at klimapolitikken mest af alt bestemmes i Skatte- og Finansministeriet.

Det er ærgerligt, for logikken her er ekstremt skadelig for, at omstillingen sker i den fart, vi har brug for. Vi får simpelthen ikke en klog klimapolitik, før vi tør gøre mere end, hvad der måske virker økonomisk rationelt på den korte bane.

Nylige eksempler på politik, der vægter kortsigtet profit over omstillingen, er særligt afskaffelsen af PSO-ordningen og indgåelsen af Nordsø-aftalen.

Derudover kunne man nævne to forhastede lukninger af solcelleordninger, landbrugspakken, der udover at skade miljøet også har en markant klimabelastning, beskæringen af energiforskningsmidlerne… altså masser af ny lovgivning, der reelt ruller klimaindsatsen tilbage.

Tilbageskridt for denne grønne omstilling
Jeg vil starte med det dårlige, så vi kan få det overstået. Med afskaffelsen af PSO-ordningen fjernede vi ikke kun det langsigtede økonomiske grundlag for den grønne omstilling. Vi kommer til at øge den danske klimabelastning markant med 6-7 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. I strid med Parisaftalens forpligtelse om no back-sliding.

Jeg er overbevist om, at ministeren til efteråret fremlægger et ambitiøst udspil til et nyt energiforlig, der har et klart sigte om et samfund på 100 procent vedvarende energi så hurtigt som muligt.

Christian Poll
Klimaordfører for Alternativet

Jeg er bekymret for, om den danske fortolkning af no back-sliding som en forpligtelse, der udelukkende skal følges på EU-niveau, kan danne præcedens. Hvis alle lande følger det danske eksempel og øger den nationale klimabelastning med henvisning til et højere niveau for handling, når vi ikke Paris-aftalens klimamål.

Man flyttede hele finansieringen over på finansloven og gjorde dermed vores udbygning med vedvarende energi afhængig af årlige forhandlinger for at frigøre dansk erhvervsliv for at bidrage til den grønne omstilling. Jeg håber derfor virkeligt, at man i de kommende finanslovsforhandlinger vil prioritere penge til grøn omstilling meget højt.

Med Nordsøaftalen gav man Mærsk og de øvrige olieselskaber en skatterabat og muliggjorde udvinding af yderligere 129 millioner tønder olie frem til 2042. Helt, helt sort og utidigt, når vi ved, at vi med nuværende udledningsniveau kun har fire år tilbage, før Parisaftalens mål kan blive umulige at nå. Vi burde stoppe yderligere efterforskning efter olie og gas og fremskynde udfasningen af produktionen fra eksisterende felter i Nordsøen.

Tre fjerdedele af de kendte reserver af fossile brændsler skal ifølge FN’s klimapanel blive i jorden, hvis vi skal lykkes med bare at begrænse den globale opvarmning til to grader. Derfor har vi brug for et reelt opgør med den fossile støtte i alle dens former. Der skal sættes massivt ind og investeres langt flere penge i grøn omstilling. Og subsidierne til fossil energi skal fjernes. Jo før, jo bedre.

Jeg håber, at den seneste udbudsrunde i Nordsøen, hvor vi sidste år gav tilladelse til 16 nye olie-/gas-licenser, var den sidste. Ministeren bør lukke ned for udbudsrunder nu. Det håber jeg, vi kan blive enige om.

Paris-aftalen og gode grønne takter
Men der er også sket mange gode og helt og aldeles historiske ting for klimaet i løbet af de sidste to år. Helt centralt står Paris-aftalen, som Trump og USA nu desværre har forladt, og FN’s verdensmål. 2016 var desuden et vendepunkt i kampen mod kul.

Byggeriet af nye kulkraftværker faldt med næsten to tredjedele på verdensplan. Kina og Indien rykker væk fra kul og mod en satsning på vedvarende energi. Samtidig slår prisen på solenergi nye bundrekorder i Indien, og derfor forventer Indien at udlede mindre CO2, end de lovede i Paris-aftalen. Glædeligt!

Folkestemningen ændrer sig også markant disse år. 84 procent er villige til at ændre deres levestandard, hvis det forhindrer fremtidige klimakatastrofer. Det skal vi da bare lynhurtigt sørge for at få understøttet med strukturelle ændringer. I den sammenhæng støtter hver tredje Alternativets forslag om kødfrie dage i det offentlige. Det er da glædeligt og noget af en udvikling på bare to år, vil jeg mene!

Af andre gode ting kan man fremhæve, at vi herhjemme har set historisk lave priser på havvind i forbindelse med Kriegers Flak, mens DONG netop har vundet retten til at opføre to tyske havmølleparker – helt uden støtte! Det er imponerende og lover godt for den grønne fremtid.

Tro på ministeren, håb for Danmark
Ministeren har også kæmpet for reformer af EU’s kvotesystem, og så er der jo den indtil videre mere semantiske bevægelse fra ”grøn realisme” til ”grøn optimisme”. I det skifte ligger der muligheder, som jeg håber ministeren vil udnytte fremadrettet.

Hvor 'grøn realisme' mest lød som en undskyldning for nedskæringer og nedprioriteringer, er jeg optimistisk og håber på, at klimaministerens optimisme består i, at han fremover fører en politik, der er grøn nok til at nå Paris-aftalens mål. Det får han i god tro ros for allerede nu.

Jeg er overbevist om, at ministeren til efteråret fremlægger et ambitiøst udspil til et nyt energiforlig, der har et klart sigte om et samfund på 100 procent vedvarende energi så hurtigt som muligt.

Jeg er også sikker på, at ministeren vil udnytte den stemning, der lige nu er i EU for, at fællesskabet sætter sig nogle mere ambitiøse klimamål, og at EU udviser det globale klimalederskab, vi med Trump som præsident i USA har så meget brug for.

Alt andet ville være dumt. Der er ingen logik i, hvis EU og Danmark ikke skulle udnytte det momentum, der er lige nu. Jeg ved, at også Lilleholt er glad for Paris-aftalen og for den grønne energisektor i Danmark.

Alle landes klimaplaner skal nu revurderes, og det globale ambitionsniveau skal øges markant og meget hurtigt. Hvis man lægger alle de nuværende klimaplaner sammen, vil temperaturen i år 2100 være steget med mellem 3,0 og 3,5 grader og ikke de to grader, der blev aftalt i Paris. Derfor kræver det, at alle lande – også Danmark – går foran.

Lars Christian Lilleholts to år som klimaminister har også været de første to år med Alternativet i Folketinget. Når vi som grønt parti fik så godt et første valg, er der ingen tvivl om, at danskerne ønsker en ambitiøs, fremadsynet og positiv klimapolitik. Den glæder jeg mig til at samarbejde med ministeren om i fremtiden.